Hvor gammel skal man være for at spotte en psykopat? ”Jeg var 13 år…”

Redaktionen er bekendt med klummeskribentens rigtige identitet.

Hvor gammel skal man være for at spotte en psykopat? Jeg var 13 år.

Jeg er vokset op i en kernefamilie på landet. Mor, far, søskende, hund, sport tre gange om ugen i den lokale hal, venner, sommerhus og alt, hvad dertil hører. Jeg er opdraget til at tro på mig selv - og på det bedste i mennesker.

Som 13-årig spærrede jeg øjnene op for denne her fyr til en fest. Lad os kalde ham ’Rasmus’. Han var omkring et år ældre end mig. Jeg spottede ham på dansegulvet. En sej hiphopper, der i den grad kunne danse. Jeg drak ikke på det tidspunkt, men det gjorde han. Han var faktisk plakatfuld den aften, men det var kærlighed ved første blik.

Vi faldt i snak, vi dansede og udvekslede numre. Han var spændende, anderledes. Han kom fra en storby, ikke provinsen som jeg selv.

Han var mit første rigtige kys, min første rigtige kæreste. Han gav mig komplimenter, var kærlig og talte om fremtiden. Jeg var smaskforelsket, og jeg så nok bort fra de faresignaler, der var at spotte.

Langsomt begyndte vores forhold at ændre sig.

Det var små ting. Som når han sagde: ”Hold kæft, hvor spiser du meget!” De små kommentarer udviklede sig til, at jeg stort set ikke spiste, når jeg var hos ham i weekenden.

På et tidspunkt havde jeg kun spist to stykker toastbrød fra fredag til søndag. Det hele førte til et større vægttab, som blev skamrost af alle omkring mig - og så det måtte jo nok være det rigtige, tænkte jeg.

Han var jaloux, meget jaloux. Ikke kun på mine mandlige venner, men også veninder og min familie. Langsomt manipulerede han mig.

Jeg skulle tale i telefon med ham hver aften. Måske er det ikke mærkeligt for nyforelskede teenagere, men forskellen var, at det blev en rutine, et mantra. Vi sagde ingenting, jeg skulle bare være i røret. Telefonopkaldene blev længere og længere. De varede til langt ud på natten, før jeg fik lov til at lægge på. Hvis jeg var stille for længe i røret, råbte han: ”Sover du?!” For dét måtte jeg ikke. Jeg måtte sove, når han gav mig lov.

Den manglede søvn resulterede i dårligere karakterer, men også tårnhøje telefonregninger. Mine forældre var rasende. På et tidspunkt kom jeg så meget op at skændes med min mor, at hun sagde, at jeg kunne pakke mit lort og flytte ad helvedes til. Det var hårdt.

For jeg kunne jo ikke forklare hende, at jeg SKULLE tale i telefon med ham, ellers gik han jo fra mig? Det hele var så underligt og svært at forklare, at jeg på ingen måde kunne sætte ord på det.

Helt alene

Mine forældre tog stærkt afstand fra Rasmus, hvilket gjorde situationen endnu sværere, for så havde jeg ingen at tale med. Langsomt nedbrød han mig.

Mine venner så jeg meget sjældent, mine forældre havde vendt mig ryggen, jeg havde kun ham.

Når man charmeres af en psykopat, er det jo ikke fra den ene dag til den anden. Det sker gradvist og med manipulation. Rasmus var verdensmester i at vende og dreje alting til sin fordel og gøre mig til skurken.

”Du er så smuk, den smukkeste pige jeg har set, men når du vågner om morgen, er du godt nok grim. Det er synd, du burde gøre noget ved det,” kunne han finde på at sige til mig.

Til at starte med reagerede jeg ikke på det. Så blev kommentarerne grovere og hyppigere.

”Du skal ikke røre mig, når du lige er vågnet, du er så grim. Gå ud og gør noget ved det!”

Gentagende kommentarer som disse førte til, at når jeg sov hos ham, vågnede jeg instinktivt 10 minutter før ham. Jeg ved ikke, hvordan min krop gjorde det, men det gjorde den bare. For jeg skulle børste tænder og tage makeup på, inden han vågnede, så jeg var pæn. Jeg kunne ikke sætte et vækkeur, for det ville genere og vække ham.

Der var noget intimiderende over ham, og til dels var jeg bange for ham. Ikke fordi han slog. Han var aldrig voldelig, men han var utilregnelig.

Jeg kunne aldrig vide, hvad der ville tænde ham af næste gang. Engang ringede han og slog op med mig over telefonen. Jeg stortudede og tryglede ham om at tage mig tilbage. Så sagde han køligt: ”Det var bare for sjov, jeg skulle teste dig for at se, hvor meget du holder af mig.”

Jeg blev rasende. Han undskyldte – for det kunne han også, hvilket gjorde det endnu sværere for mig, for han var jo ikke kun ond og modbydelig? Han kunne godt sige undskyld.

Det næste, jeg skal fortælle, har jeg aldrig talt med nogen om. Måske fordi jeg kan mærke, at det sidder et sted i hjertet, hvor jeg ikke har lyst til at blive taget hen. Et mørkt sted.

Nøgenbilleder

Jeg var blevet 14 år, og som så mange andre unge, begyndte kysserierne at udvikle sig til mere. Egentlig var jeg ikke klar, men Rasmus ville gerne, så jeg gjorde det for hans skyld.

Jeg mindes, at vi mere eller mindre hver weekend prøvede at have samleje, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg ringede til det, der dengang hed Børnetelefonen, og spurgte, hvordan det kunne være? Kvinden i røret svarede: ”Jamen, er du våd? Har du selv lyst?”

Det kom helt bag på mig. For nej, det var jeg jo ikke, og det havde jeg ikke. Når samleje ikke kunne lade sig gøre, overtalte han mig til blowjobs.

Han plagede mig, blev sur, vred, brugte termer som ”så elsker du mig ikke”. Så det endte altid med, at jeg gjorde det, og efterfølgende blev jeg rost til skyerne, fordi jeg havde bevist min kærlighed.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt, imens jeg gav ham et blowjob, fik et kæmpe angstanfald. Jeg rystede over hele kroppen. Det var som om, at min krop gik i baglås, for jeg havde ikke lyst. For mig var det her et overgreb.

Så var han ”sød” igen og holdt om mig, imens jeg undskyldte for min opførsel.

Rasmus ville gerne have nøgenbilleder af mig, så det fik han mig overtalt til. Han lovede, at de KUN var til ham. Senere var disse ikke nok, og han skulle også selv være med på dem, imens jeg poserede med spredte ben og hans penis i munden. Som en anden pornoskuespillerinde. 14 år gammel.

Han viste billederne til en af vores fælles venner og forsvarede det med: ”Jeg praler bare med dig, skat, fordi du er så lækker…” Den dag i dag priser jeg mig lykkelig for, at der på det tidspunkt ikke var noget, der hed smartphones, Facebook, Instagram osv.

Jeg havde været sammen med Rasmus i lidt over et år, da jeg en aften tilfældigt ser en dokumentar om psykisk vold mod kvinder. Jeg ser chokeret til, da jeg efterhånden kan krydse alle tegnene af i mit eget forhold.

Da gik det op for mig, at noget var galt.

Sagde det højt

Jeg begyndte at åbne op for min bedste veninde og give hende brudstykker af, hvad der foregik, og hun var mildest talt chokeret. Jeg havde holdt det hemmeligt for alle, og nu kom sandheden så ud. Hun var ikke et sekund i tvivl og sagde meget tydeligt: Forlad ham, NU!

Der skete noget inde i mig, da jeg fik sagt det højt.

Det var som om, at jeg havde stået midt inde blandt træerne og ikke kunne finde vejen ud, men nu havde nogen vist mig det hele oppefra, og jeg kunne se, at det jo var en skov, jeg befandt mig i!

”Man kan ikke se skoven for bare træer,” hørte jeg min mor sige for mit indre. Det sagde hun tit.

Jeg begyndte langsomt at modsætte mig Rasmus. Se ham mindre, komme med dårlige undskyldninger for ikke at ses, og jeg kunne mærke på ham, at det forandrede ham.

Han blev nervøs og bange, og jo mere jeg afviste ham, desto mere kærlig og omsorgsfuld blev han. Jeg tror han var klar over, han var ved at miste magten over mig. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville gå fra ham. Men hvordan?

Jeg var så forvirret, og han var så utilregnelig. For at være ærlig var jeg decideret bange.

Han kiggede på mig med et tomt blik, bad om et sidste kys, det fik han. Jeg bad om nøgenbillederne, han sagde, han ikke vidste, hvor de var. Det godtog jeg, for jeg ville bare væk. Jeg løb derfra, for nu var jeg fri.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at alt blev godt igen med et trylleslag, men det gjorde det ikke. Jeg vendte det hele indad. Jeg begyndte at skære i mig selv. Min adfærd overfor mænd med at sende udfordrende billeder og gå letpåklædt fortsatte. Jeg røg ind i hashmisbrug over et halvt års tid.

Mødet med fysisk vold

Kort efter bruddet med Rasmus fik jeg en ny kæreste, ’Peter’, sød og kærlig. Han forgudede mig, men han kunne blive hidsig. Så hidsig, at han slog mig.

Jeg har ofte tænkt, hvad der var værste: Fysisk eller psykisk vold?

For mig var det psykisk, for Rasmus var utilregnelig, mens jeg kunne se i Peters øjne, når vreden kom. De blev tomme. Da vidste jeg, at nu går det galt, nu slår han mig.

Jeg må derfor indrømme, at den dag, det blev strafbart at udøve psykisk vold mod sin partner, varmede det helt inde i hjertet. Endelig var der nogen, der ville anerkende problemet.

Da jeg var 18 år, fortalte jeg min mor om Peter og Rasmus og om både den psykiske og fysiske vold, jeg havde været udsat for.

Hun lukkede helt af og affejede det med, ”at dengang hun var teenager, havde hun da også været op og toppes med sine kærester en gang imellem, det var ikke noget særligt.” Siden har jeg ikke fortalt nogen om det, end ikke min psykolog.

Tro på den unge 

Men en artikel, jeg for nylig læste hos jer på ALT.dk, fik mig til at tænke: Var det Rasmus, der startede det hele?

Ødelagde han virkelig mit selvværd så godt og grundigt, at jeg nu, hvor jeg er i mine 30'ere, stadig kæmper med lavt selvværd?

Jeg lever i dag med en følelse af ikke rigtig at blive troet på, når jeg fortæller noget til folk.

I fire år havde jeg det samme mareridt hver nat, at jeg blev voldtaget. Jeg tænker, at det er en konsekvens af mine forældre og venner aldrig rigtig troede på mig og tog mig seriøst. For kan man virkelig møde en psykopat, når man kun er 13 år? Du er jo et barn, du ved ingenting.

Men netop fordi, at jeg VAR et barn, og mine første parforhold indebar psykisk og fysisk vold, fik jeg en helt forkert selvopfattelse og forkert opfattelse af, hvordan et parforhold skal være.

Jeg var en skrøbelig teenager – næsten voksen, men alligevel ikke. Jeg lider stadig af følelsen af utilstrækkelighed og bestræbelsen efter at være perfekt og gøre alting perfekt. Jeg ved, at det er en illusion, for ingen er perfekte.

Jeg har en dejlig mand nu og smukke børn. Vi har en skøn lejlighed, og jeg har fået mig en god uddannelse. Kollegaer, familie og venner vil nok beskrive mig som en glad, smilende pige med ben i næsen.

Helt galt er det ikke gået, men dét sidder i mig.