”Han slog mig i mørket, mens jeg holdt vores nyfødte barn”: Læs 15 kvinders vidnesbyrd om vold

Vi giver ordet til jer.

Alle jer, der vil og kan være med til at tale højt om vold i nære relationer.

For det er ikke alle, der kan det.

Imens du læser dette, er der kvinder rundt om i Danmark, som frygter for deres sikkerhed, fordi de lever med en person, der udsætter dem for vold. Fysisk såvel som psykisk.

På ALT.dk har vi i samarbejde med Danner startet kampagnen #talhøjtomvold for at sætte fokus på den oversete og tabubelagte vold, der foregår rundt om i danske hjem.

Alle vidnesbyrd, du kommer til at læse herunder, er sendt til os fra jer læsere. Det er fra modige kvinder, der vælger at trodse alt fra følelser af dyb skam til frygten for deres overgrebspersoner den dag i dag.

Vi har gjort alle anonyme, men der er tale om kvinder fra hele landet, alle typer af baggrunde og med et stort aldersspænd. Vi advarer om, at det er alvorlige og voldsomme vidnesbyrd.

Hjælp os med at fortsætte samtalen, når du har læst med. For vi tror på, at det er vigtigt, at vi som samfund begynder AT TALE HØJT OM VOLD. Vi har alle et ansvar for at bekæmpe vold.

Du kan hjælpe på følgende måder:

• Del hashtagget #talhøjtomvold på sociale medier
• Tal højt om det med dine omgivelser – lyt og spørg i fortrolighed, hvis du fatter mistanke om vold, og lyt og ræk ud, hvis du selv har brug for hjælp og er klar til det. Læs mere her, her og her.

Hvorfor mener DU, at det er vigtigt, at vi taler højt om vold?

Alle vidnesbyrd herunder er redigerede, anonymiserede versioner. Dette er alene læsernes version af deres oplevelser.

Anonym kvinde, 49 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Min historie er, at jeg var sammen med en mand i 16 år. Vi fik to børn. I begyndelsen var det den store kærlighedshistorie. Han sagde, at jeg var den smukkeste, han havde set i sit liv. Vi var glade og nyforelskede, og han foreslog, at vi straks fik et barn.

Det første, jeg husker, er, at han altid løj for mig om alle mulige random ting, tingene passede aldrig sammen. Kort efter fødslen af vores første barn blev han irriteret på mig. Han begyndte at skubbe og daske til mig, når han blev irritabel, og jeg ikke gjorde, som han ville. Han slog mig engang i mørket i ryggen med et tungt slag, mens jeg stod med vores nyfødte barn. Jeg sagde ikke noget, foldede mig bare sammen om vores barn. Vi talte aldrig om det.

Vores liv blev mere og mere styret af ham og hans behov. Det blev ofte sagt - enten direkte eller mellem linjerne - at jeg var dårlig til at være mor, til at lave mad, at jeg var kedelig, altid træt, forkert.  

Jeg tænkte, at han var stresset, og at han ville falde til ro, når han blev ældre. Det var min store drøm. Jeg troede, at jeg kunne heale ham og ændre ham.

Jeg opdagede, at han havde en affære, da vores yngste barn var to år. Jeg blev rasende og slog ham i ansigtet, og fra da af var det mig, der var hysterisk, aggressiv og voldelig i hans fortælling. Jeg græd og lovede aldrig at gøre det mere. Han erklærede mig sin store kærlighed – og så smuttede han i byen med sine venner.

Han havde flere affærer, men kom alligevel grædende hjem og ville ikke skilles.

Vi fik et barn mere, men han forlod os, da hun var få måneder gammel. Han havde mange andre kvinder, og jeg forstod det aldrig. Han sagde jo, at han elskede mig. Men han var der aldrig, og han hånede mig mere, end han var sød.

”Jeg ved godt, at jeg har en brist!”, sagde han bare. Til sidst ville jeg ikke mere. Jeg lukkede af følelsesmæssigt og holdt op med at håbe, jeg gik bare som en zombie og nægtede at stille ham tilpas. I den periode begyndte han at skubbe mig ind i dørkarme. Flere gange skubbede han mig, så jeg slog hovedet ned i møbler. Flere gange tog han kvælertag på mig, og jeg turde ikke skrige eller gøre modstand, for børnene sad lige inde i køkkenet og tegnede.

Engang klemte han så hårdt og længe om min hals, at jeg mistede vejret, og jeg havde svært ved at tale i flere dage. Jeg sagde det ikke til nogen, det var privat og flovt, syntes jeg. 

Til slut flyttede han ud og direkte ind sammen med en af sine kvindelige ansatte. Han blev ved at komme hjem alligevel og skælde mig ud over, at jeg havde drevet ham væk. Han mente, at jeg monopoliserede børnene og var klæbrig – men sagde også, at jeg jo var hans store kærlighed, men han magtede bare ikke at blive presset og holdt i snor. Det var meget stressende.

Siden har der været retssager. Han har forsøgt at tage børnene fra mig. Han forsøgte at tage alle pengene med sig, men jeg reddede mig i sidste øjeblik en lille del af vores fælles midler, så jeg havde råd til at flytte med børnene til et mindre sted. Jeg oplevede det som pres og chikane. I sidste instans mistede jeg også mit arbejde og mange venner. Jeg lukkede af overfor alle. Hele vejen igennem prøvede jeg alligevel at være venner med ham og at sige til børnene, at alt nok skulle gå. 

I dag går jeg i et forløb, der handler om vold i familier, og jeg er blevet klar over, at det var psykisk vold alt det, han gjorde. Jeg er næsten lige startet i forløbet, og der er noget vej endnu. 

Både jeg og vores børn har det godt i dag. Jeg er ved at være et sted, hvor jeg kan se mennesker og stole på, at de ikke lyver og vil mig det ondt. I dag kan jeg se, at jeg brugte alle mine kræfter på at dække over ham. Jeg ville have, at vi blev sammen for børnenes skyld, fordi at blive skilt var et nederlag. Jeg fortalte mig selv og alle andre, at han var en god mand, og at vi var hinandens store kærlighed. Den historie ville jeg ønske, at jeg havde sluppet mange år før.

Anonym kvinde, 23 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg husker, at det fysiske startede med, at han satte sig oven på mig og holdt mig fast med sin vægt. Imens kildede han mine ribben hårdere og hårdere, indtil jeg skreg op og græd og bad ham om at stoppe. Han stoppede ikke, men fortsatte med at trykke mine ribben, imens han grinede.

Nogle gange pakkede han mit hoved langt ned i puden, så jeg ikke kunne få vejret. “Det var jo bare for sjov,” sagde han efterfølgende. Han grinede jo, ergo måtte det være sjov og ballade, og mig, der skulle tage mig sammen og få lidt humor. Jeg var nærtagende og psykotisk, sagde han. Lige til psykiatrisk afdeling.

En dag var vi i svømmehallen sammen. Jeg husker, at jeg den dag følte mig pæn og troede, at vi skulle hygge os sammen. Jeg var på vej ned i boblebadet til ham, da han kommenterede, at badebukserne sad grimt på mig. Jeg satte mig ned. Han pressede sine fingre hårdt op i mig, imens han hviskede mig stille ind i øret, at jeg var en ulækker luder. Derefter gik han. Jeg husker tydeligt, hvor flov jeg var, og hvor svært det var at holde tårerne væk, så ingen folk opdagede, at jeg var ved at græde.

Han fortalte mig, at jeg var en luder, som gik i seng med alt med en puls, og at mit underliv var klamt, betændt og lugtede. Han gjorde derfor tøj og håndklæde klar til mig, så jeg kunne komme i bad. Med nedladenhed og medlidenhed i stemmen sagde han: “Husk nu at vaske dig godt og grundigt. Put to fingre med sæbe op i dig, og lad strålen skylle langt op. Og vask dig et par gange deroppe, indtil lugten er helt væk.”

Han elskede at gøre mig bange. Han truede bl.a. med at skyde mig i hovedet med sin softgun, truede med at brænde mig med lighter og smøger, og han kørte med fuld blæs mod mig i bilen og stoppede en meter fra mig. Han var flad af grin. Det fedeste for ham var, når jeg gav en reaktion fra mig, hvor jeg mistede besindelsen og ‘skabte’ mig. Så kunne han fortælle mig, hvor skør og psykisk syg jeg var, fordi jeg reagerede, som jeg gjorde. Hans venner syntes, at det var skægt at se på og grinede med, hvis de var til stede.

Episoder som disse ændrer kvinder. Jeg skammede mig over min krop flere år efter. Jeg hørte hans stemme i mit hoved, der fortalte mig, at jeg var klam, lugtede og det, der var værre. Hans syn på mig blev til mit eget syn på mig selv.

Jeg var 17 år, da vi blev kærester, og vi var sammen i et års tid. Jeg vaskede mig ekstra grundigt længe efter – og ofte flere gange dagligt. Det har taget mig lang tid at nå til et sted, hvor jeg igen kan nyde min krop og føle mig smuk.

Anonym kvinde, 66 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg læste jeres artikel om PTSD og begyndte at tude. Jeg er blevet banket, hånet, fået taget kvælertag, nedgjort, truet med min fars jagtgevær af min 10 måneder ældre bror.

Det startede, da jeg var 8 år og fortsatte, til han flyttede hjemmefra. Jeg var frygtelig bange for ham, vidste aldrig hvorfor, hvordan eller hvornår volden kom. Det var et helvede, og jeg fik ingen beskyttelse. Min mor troede kun på min bror, og jeg gav op.

Symptomerne nævnt i artiklen, kender jeg, og jeg lever nu alene af skræk for at finde endnu en dårlig mand. Teorien om PTSD giver mig en kæmpe hånd, og symbolikken med bomberne på vejen er genial. At du aldrig ved, hvornår eller hvorfor.

Men hvor ville jeg ønske, at nogen havde grebet ind dengang. Jeg ser ikke min bror i dag, men skrækken for ham forsvinder aldrig. Nu føles det bare som en voldsom lede. Tak for ordet og jeres vigtige initiativ. Jeg er nu midt i tresserne.

Anonym kvinde, 32 år

Jeg taler højt om vold, fordi… At når jeg fortæller min historie, kan jeg se i øjnene på dem, der hører den, at de tænker: “Det kan umuligt passe, der må være noget, hun ikke fortæller…”

Og jeg forstår dem godt – for hvilket menneske er man, hvis man kan finde logik i, at et lille barn skal tvinges til samvær med en voldelig far?

Jeg er 32 år, akademiker, og hvis du mødte mig på gaden, ville du aldrig tænke, at jeg i ni år boede med en mand, som dagligt udsatte mig for fysisk og psykisk vold. Som skubbede, slog, kastede ting efter mig og tog kvælertag. Som flere gange skubbede mig hårdt op ad væggen, mens jeg havde vores lille barn på armen. Som fortalte mig, at jeg intet var værd. At min familie hadede mig, at mine veninder kun var sammen med mig, fordi de havde ondt af mig, og at mine kollegaer var heldige, fordi de fik løn for at glo på mig.

Han fik til sidst knækket mig nok til, at jeg faktisk troede, at det var min egen skyld, at han behandlede mig sådan.

Min eksmand har på skrift fortalt om, hvordan han mishandlede mig, hvordan han helt bevidst ødelagde mig, hvordan han udøvede vold for at vise mig, hvem der bestemte. Sågar i Familieretten har han fortalt om, hvordan han tog kvælertag – men han synes ikke selv, at det er at være voldelig.

Alligevel bliver han beskrevet som samarbejdsvillig og sød, imens jeg er usamarbejdsvillig. Jeg føler, at mit barn og jeg i snart 2 år er blevet trukket igennem et system, som giver voldelige mænd en kampplads, hvor de kan fortsætte deres kontrol. Min oplevelse er, at der mangler akut fokus på det faktum, at Familierethuset mangler kompetencer til at gennemskue og forstå de dynamikker, der er på spil, når der er vold indblandet.

Jeg er selv en del af et hemmeligt netværk fyldt med kloge, kærlige mødre, som hver dag kæmper en kamp for at beskytte deres børn mod voldelige mænd. Af frygt for at blive genkendt og skade min sag, vælger jeg kun at dele minimalt fra min egen historie. Men vi er derude. Ida, Rikke, Malene, Louise og alle jer, som kæmper side om side med mig, fordi vi aldrig giver op, når det kommer til vores børn.

Det giver os håb, at der tales højt om det, som fylder mest i vores liv: Vi og vores børn vil videre fra volden.

Men det kommer vi aldrig, hvis vores børn ikke er beskyttet mod at opleve det samme, som vi selv har været udsat for fra mænd, der er farlige. Vi voldsramte mødre tør ikke råbe højt om volden af frygt for den ultimative pris; at vi helt mister vores børn, fordi systemet ikke tror på os.

Hvor skal vi gå hen for at få hjælp? Kun ved at fortælle om det, kan vi sætte fokus på, at der er noget helt galt!

Anonym kvinde, 24 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg selv har været i et voldeligt forhold med min eksmand. Det var min første og eneste kærlighed, som jeg mødte som 15-årig. Vi var sammen i 6 år, før jeg kom ud af det.

I dette forhold blev jeg manipuleret, slået og truet flere gange om ugen, faktisk stort set hver eneste dag. Jeg levede ikke mit liv, som jeg selv ville, men blev i stedet kontrolleret i alt, hvad jeg foretog mig. Det var ikke kun fysisk vold, men også psykisk.

Man kan stille spørgsmålet: Hvorfor valgte jeg at blive i det, når jeg havde oplevet den første voldshandling? Men det er lettere sagt end gjort. Jeg tror ikke, at mange kan forstå den følelse og frustration, der går igennem en kvinde, som er fanget i sådan et forhold. For mig var det svært, fordi jeg havde bundet mig, og jeg havde overgivet min kærlighed. Han var jo den, som jeg håbede på, var mit livs kærlighed.

De første to år var alting perfekt. Men som forholdet udviklede sig, og hverdagen blev præget af vold, blev jeg mere og mere opmærksom på mit eget helbred. Jeg kunne simpelthen mærke, at hvis jeg ikke tog sagen i egen hånd, ville jeg blive ødelagt indeni, og så ville jeg aldrig finde mig selv igen.

Jeg turde ikke snakke om det dengang, fordi jeg ikke brød mig om, at andre skulle føle, at jeg var “svag” – jeg synes, at det var lidt “pinligt” at vise, at jeg havde brug for hjælp på den måde.

Overfor min familie følte jeg, at det var ydmygende. Jeg følte skam. Jeg var utilpas. Jeg ville heller ikke have, at de fik et negativt syn på min mand, for hvad nu hvis det ændrede sig? Han blev jo måske et bedre menneske. Men det gjorde han ikke. Det blev kun værre, og til sidst måtte jeg pakke en kuffert og rejse ud af landet. Jeg ringede hjem til familien, så de kunne få mine ting væk.

Først havde jeg svært ved at samle mig, men efter et års tid fandt jeg virkelig ud af, at jeg - som den kvinde, jeg er - besidder meget mere, end jeg følte, da jeg var i det forhold. Jeg indså, at det kun ville dræne mig og ødelægge mig, hvis jeg var blevet, så jeg er enormt glad for, at jeg tog dét skridt og endte med at flygte.

Det bedste, man kan gøre, er helt sikkert at snakke om det med familie, venner – bare nogen! Går man med det alene indeni, er det svært at se, at det, man lever i, er slemt.

Anonym kvinde, 22 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg i 2018 blev forelsket i en mand, som desværre kostede mig mere end et knust hjerte.

Jeg mødte ham i foråret, og derefter indledte vi hurtigt et forhold. Jeg boede stadig hos mine forældre dengang, men der gik ikke lang tid, før han nærmest forlangte, at jeg kom hos ham hele tiden. Inden længe var jeg flyttet ind, hvilket jeg i dag ville ønske, at jeg aldrig havde gjort. 

Det var den varmeste sommer nogensinde det år, og jeg måtte ikke forlade lejligheden. Hvis jeg gik udenfor, var han altid med mig, ellers skulle jeg slå gps'en til på min mobil, så han kunne følge mig. Når jeg fik en besked på min telefon, skulle han se, hvem det var fra, inden jeg måtte svare. Jeg skulle fjerne alle mandlige bekendte fra diverse sociale medier, så der blot var familie og veninder tilbage.

Han undersøgte ofte hele min telefon for at se, om jeg skrev noget hemmeligt med nogen. Det virkede umuligt for mig at fortælle nogen om, hvad der foregik, eller at komme væk. 

Jeg kom en aften lidt sent hjem fra arbejde, hvor jeg umuligt kunne tage min telefon i løbet af dagen. Efter han et utal af gange havde spurgt, hvem jeg var hos og kaldt mig diverse skældsord, begyndte han at blive voldelig. Først rev han mig i håret, så ruskede han i mit tøj, og dette blev hurtigt erstattet af knytnæveslag.

Med tiden blev volden lige så almindelig som min morgenkaffe. Hvor jeg førhen længtes efter frisk luft, blev jeg nu inde for at skjule de blå mærker.

Jeg var så heldig at have en tæt veninde, som fandt ud af, at noget var galt – og hun hjalp mig hjem.

Anonym kvinde, 46 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har selv været i psykisk voldeligt forhold, hvor vi boede sammen i 14 år, og vi har to børn sammen.

Jeg har et topjob inden for dansk erhvervsliv. Jeg tror, at der er mange kvinder som mig, hvor det ser pænt ud på facaden. Jeg virkede stærk udadtil, min mand var charmerende og sjov, vores hus perfekt, og jeg tænkte, at så slemt er det nok ikke, for de andre havde det nok på samme måde... Det tog mig lang tid at forstå, hvad psykisk vold er.

Der var mange, der ikke helt forstod vores skilsmisse, for vi var jo sådan et skønt og sjovt par, som man så lidt op til. Alt var pakket ind i pæne børn, lækker mad og vin, høje hæle og lidt for høje grin. 

Det værste var, at jeg troede på det, når han i virkelig mange år sagde, at jeg ikke var god nok. Hvis jeg ikke opførte mig, som han mente, man skulle gøre, fik jeg en ordentlig skideballe. Der var så meget jalousi, så jeg ofte meldte fra til arrangementer med arbejdet, hvis der kom mænd, fordi jeg ikke orkede kampene. Venindeture var jeg stort set ikke på, for der var så meget kontrol og mistro, så jeg vidste, at der blev ballade, og at han ville tjekke op på mig hele tiden, hvis jeg tog afsted.

Jeg har et hav af den slags oplevelser, nogle er værre end andre. Hver gang følte jeg mig som et bytte, der stod foran en løve. En løve, der brølede og brølede og bed, indtil jeg til sidst kastede mig hen i hjørnet, velvidende at jeg ikke ville røre mig i flere uger, fordi jeg skulle ligge og heale og slikke sår. Så kunne han - den store beskyttende løve - gå og vogte og passe på mig, mægtig som han var. 

Vi gik i alverdens parterapi. Jeg vidste godt, at den var gal, men jeg turde simpelthen ikke handle på det. 

For halvandet år siden brød jeg en dag sammen, og så sad jeg lige pludselig på et krisecenter. Det har været en utrolig lang kamp, og det er det stadig, for den mand elsker drama, store ord, trusler og kaos. Nu er det bare primært på skrift, da jeg prøver at holde et minimum af kontakt til ham.

I dag er jeg kommet langt; jeg er medlem af Exitcirklen, jeg går hos en psykolog, og en gang om måneden ringer den sødeste dame fra Mødrehjælpen og spørger mig, om jeg er OK. Min eks og jeg taler ikke sammen mere, men jeg får de vildeste mails fra ham, ofte om hvor uduelig en mor jeg er.

Jeg prøver at tale højt om emnet, fordi jeg tror, at vi er mange som mig, hvor det er pænt på facaden. Psykisk vold er svært at komme ud af, fordi man bliver ved med at tro på, at det hele nok skal blive bedre.

Anonym kvinde, 43 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg er en dårlig rollemodel for mine børn, skriver psykologen i sin vurdering af mig efter en omfattende forældrekompetenceundersøgelse.

Årsagen er, at jeg tillod min eksmand at udsætte mig for vold og andre overgreb i løbet af vores syv år lange forhold. Overgreb som slag, spark, skub, kvælning og voldtægt. Dertil kommer den psykiske vold.

Jeg mødte min eksmand, da vi begge var studerende. Han var karismatisk, veltalende, intelligent, og jeg var meget fascineret af ham. Vi havde det godt sammen i starten af vores forhold. Vi var unge og uden forpligtelser. Overgrebene startede først, efter vi fik børn.

Der var altid noget galt med mig, syntes han. Jeg var krævende, materialistisk og egoistisk, når jeg bad ham deltage i ansvaret for vores økonomi, hjem og børn. Når jeg afviste sex, pressede han mig. Han havde ret til min krop, sagde han. Fordi vi var gift. Mange gange lod jeg ham gøre, hvad han ville. Andre gange kæmpede min krop imod, og jeg slog, kradsede og bed for at få ham til at stoppe, mens vores barn lå i sin seng i værelset ved siden af og græd.

Når jeg ikke direkte gjorde eller sagde noget forkert, var det min stemme og mit tonefald, den var gal med. Jeg har en ubehagelige stemme, sagde han. Så jeg holdt op med at tale, men også det blev han vred over. Du ignorerer mig, skreg han, mens han pressede mig op ad væggen med den ene hånd om min hals.

Vi blev skilt efter, at han igen havde forsøgt at kvæle mig. Vores børn var vidne til overgrebet, og det ramte mig virkelig hårdt at se de to små børn stå med skræmte øjne, mens deres far sad på mig med hænderne om min hals. Skadestuen lavede en underretning til kommunen, og jeg meldte ham til politiet. Han fik en betinget dom for overgrebet.

Jeg var stadig ung og meget naiv. Jeg troede, at kommunen, statsforvaltningen, politiet og andre myndigheder var til for at hjælpe. At jeg og mine børn kunne få hjælp til at komme videre og få bearbejdet vores oplevelser. I mange år blev jeg ved med at insistere på vores ret til hjælp. Men min oplevelse er, at jeg gang på gang er blevet mødt med mistro, afvisning, og anklager fra sagsbehandlere, psykologer, advokater og dommere. Min eksmand er højt begavet. Han lykkedes med at overbevise myndighederne om, at han er succesfuld, har styr på sit liv og er en god far. Han er altid velforberedt, veltalende og fremfører sine synspunkter på en rolig og overbevisende måde.

Jeg har ikke samme evner. Selvom jeg er intelligent, dygtig til mit arbejde og har styr på mange andre dele af mit liv, bliver jeg følelsesmæssigt påvirket af de mange anklager og af kontakten – både direkte og indirekte – til min eksmand. For hvert møde, hver retssag, hver underretning i løbet af årene bliver jeg mere og mere usikker, angst og nedbrudt. Det er udmattende, og jeg er i konstant alarmberedskab. Jeg har en PTSD-diagnose, men er ellers sund og rask.

De fysiske overgreb skete for 11-15 år siden, men den psykiske vold og chikane foregår stadig. Han anerkender, at han har været voldelig, men fremfører, at han bare reagerede på mine angreb. Kommunen tillægger min eksmands stemme stor vægt. Mine børn har været anbragt – på baggrund af underretninger fra ham. Det lykkedes ham at få fuld forældremyndighed over vores ene barn, mens jeg lykkeligvis fik vores andet barn tilbage. Det er stadig en aktiv sag, da vi ikke kan blive enige om samvær.

Mine børn er teenagere nu, og dermed kan vi snart se enden på mareridtet. Men mit hjerte græder for de mødre og børn, der nu står i starten af eller midt i deres mareridt.

Anonym kvinde, 23 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg mødte gennem en fælles ven en smuk mand, hvor min første tanke var, at ham skulle jeg bare have fat i! Jeg vidste ikke, at dén dag blev starten på den værste tid i mit liv…

Den første måned af vores forhold var helt igennem fantastisk, og jeg levede på den største kærlighedssky nogensinde – jeg havde følelsen af, at han skulle være faren til mine kommende børn. Men så forsvandt den drøm ret hurtigt, og skyen faldt HELT til jorden.

Jeg blev slået for første gang i hovedet på en offentlig strand, fordi en ekskæreste ringede til mig for at fortælle, at han havde fået konstateret en alvorlig sygdom. Jeg tog alligevel med ham hjem, og det var som om, at vi bare "glemte" det, der var sket.

Dagene gik, og anden gang han slog mig, blev jeg slået i hovedet og skubbet så hårdt ned i en seng, at jeg var øm i ryggen og kravebenet i flere dage efter. Igen "glemte" vi det bare, for så fik han jo sine såkaldte gode dage igen.

En aften bestilte vi pizza, og jeg kunne ikke spise min pizza op. Det blev han rasende over – og nu blev volden voldsommere. En knytnæve i hovedet, kvælertag og to af mine fingre imellem en saks, mens han råbte: "Jeg klipper dine fucking fingre af!" Så faldt han til ro for så at hidse sig op igen og blive aggressiv, og han truede mig med et skarpt barberblad. Igen "glemte" vi det bare bagefter, og "alt var godt igen".

Jeg kunne mærke min krop var udmattet, jeg spiste ingenting, jeg tabte mig, jeg var på vej til at ødelægge mig selv fuldstændig, men jeg kunne bare ikke forlade ham. Volden fortsatte gennem hele forholdet, indtil jeg en dag for alvor fik nok og kørte min vej en dag, hvor han ikke var hjemme. Jeg blokerede ham overalt.

Jeg var ulykkelig og græd mig selv i søvn hver evig eneste nat i to måneder. Han prøvede desperat at komme i kontakt med mig, men det lykkedes ham ikke, indtil en dag vi stødte ind i hinanden på gaden.

Vi var i hver vores bil, og i dét sekund han så mig, vendte han bilen og kørte efter mig. Jeg var i gang med en mobilsamtale med en veninde, og det eneste, hun kunne høre, var mig, der skreg og græd. Han jagtede mig, kørte op på siden af mig og ind foran mig. Han sprang ud af sin bil, fløj hen til min og prøvede at smadre ruderne.

Jeg skreg og kunne ikke tænke – jeg kunne næsten ikke trække vejret, jeg skulle bare væk.

Da politiet endelig dukkede op, stod jeg og græd og rystede, så jeg knap kunne stå på mine ben. Mit store spørgsmål til dem var: "Hvad nu? Jeg er bange, han slår mig ihjel." Men de kunne ikke gøre mere. Beskeden var, at jeg kunne søge på krisecenter og gå i retten med ham omkring hærværk på min bil. Det er jo direkte sindssygt!

Den dag i dag går jeg stadig rundt i frygt for at skulle møde ham igen. Min oplevelse er, at systemet svigter gang på gang. Pas på jer selv, damer, jeg ønsker ikke det her for nogen. Det er forfærdeligt... 

Anonym kvinde, 47 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har været udsat for psykisk vold igennem hele mit ægteskab, og det stod også på, før vi blev gift. Jeg har kendt min eksmand i 24 år. 

I starten af 2020 sagde jeg stop. Jeg ville skilles. Endelig. En beslutning, som jeg havde taget mod til i næsten fem år. Crazy. Jeg var bange. Bange for, hvad han kunne finde på... og jeg frygtede, hvordan jeg nogensinde ville kunne stå oprejst og blive stærk igen. 

Rejsen har ikke været nem. Men jeg har rejst mig. Og står stærkere end nogensinde og kan se det hele udefra. Uden mine veninder havde jeg ikke turde tage springet. De har lyttet til mig, forsigtigt skubbet til mig, støttet mig og også accepteret, at jeg talte godt om ham og så videre. Uden støtte fra Mødrehjælpen var jeg heller ikke gået. De kunne støtte mig på en helt anden måde. 

Det er nu over et år siden, at jeg endelig sagde "det" højt, og jeg rammes stadig af ekstrem uro i min krop. Jeg havde frygtet, at den psykiske vold ville fortsætte, efter jeg flyttede. Og det gjorde den. Og det gør den. Måske fordi jeg nu ikke længere er hans marionetdukke.

Det betyder også, at volden faktisk er blevet voldsommere og voldsommere og oftere og oftere. Jeg har for længe siden blokeret min eksmand i Messenger, hvor han skrev voldsomt grimme og nedsættende beskeder til mig. Nu står jeg overfor at skulle blokere ham på sms'en, fordi det fortsætter. Jeg kan ikke holde til det. Fordi beskederne stadig rammer mig – også selvom jeg ved, at han ikke har ret.

Jeg er nødt til at passe på mig selv. For på den måde kan jeg også passe på vores to børn.

Jeg forstod og tog først rigtig min egen situation alvorligt, da jeg læste en artikel og så en reklame for psykisk vold. Pludselig kunne jeg se mig selv i det. Jeg ønsker at hjælpe andre i min situation. Selvom jeg er, hvor jeg er i dag, så er det stadig en proces for mig at forstå det rigtigt. For blot to uger siden gik det op for mig, at jeg altid har vidst, at jeg skulle skilles. Jeg har altså altid vidst, at mit forhold var helt galt. 

Anonym kvinde, 52 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg gerne vil bidrage med min historie. Min første rigtige kæreste udsatte mig for psykisk og fysisk vold, fra jeg var 15 år, og indtil jeg forlod ham som 20-årig, hvor vi havde fået to børn sammen.

Jeg flyttede langt ud på landet på et hjem for alkoholikere, da der ikke var plads på kvindehjemmet. Der boede jeg de første måneder, indtil jeg ikke kunne udholde det mere på grund af manglende støtte og de mennesker, der boede på hjemmet med helt andre problematikker end jeg.

Vi flyttede hjem til min mors veninde, der også boede ude på landet, og derfra lejede jeg mig ind i et hus og forsøgte at få et nyt liv uden min familie og venner.

Jeg levede i frygt for at blive fundet og slået ihjel af min eksmand i mange år, og i dag – hvor jeg er 52 år – lever jeg med angst og PTSD.

Anonym kvinde

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har selv været udsat for psykisk og fysisk vold af min datters far, og senere udsat for systemvold, da "man" valgte ikke at lytte til mig, da jeg råbte op.

I 2012 mødte jeg min ekskæreste, som jeg meget hurtigt blev enormt forelsket i. Jeg var vildt fascineret af ham, og han formåede virkelig at charme sig helt ind på mig. Da vi havde kendt hinanden i få måneder, efterlod jeg alt, hvad jeg havde, for at flytte ind hos ham.

Nærmest fra dét øjeblik, jeg var flyttet ind, begyndte tingene at ændre sig. HAN ændrede sig, og jeg følte mig fanget. Han blev ekstremt kontrollerende med alt, hvad jeg gjorde. Han tjekkede min telefon, mail og sociale medier. Han krævede endda samtlige adgangskoder til det hele. Jeg følte en kæmpe afmagt.

Allerede før vi mødte hinanden, havde jeg enormt dårligt selvværd, og det lykkedes ham at pille den sidste del af mig. Han fortalte mig dagligt, hvor uduelig jeg var. At min mad var dårlig, at jeg var for tyk, at jeg levede i en drømmeverden, fordi jeg elskede at læse bøger, at jeg måtte være psykisk ustabil, fordi jeg elskede at se gyserfilm. Stille og roligt pillede han mig fra hinanden. Han lærte mine "svagheder" at kende, og fuldstændig kalkuleret brugte han det imod mig, når han syntes, at jeg skulle "opdrages" på.

Han gjorde en særlig ting, som jeg inden i mig selv begyndte at kalde ”forhør”. Hvis vi var uenige om en ting, gerne noget fuldstændig ubetydeligt, VILLE han have ret, for i hans øjne var jeg jo bare dum og ignorant. Det kunne sågar være en holdning. Jeg skulle være enig med ham i alt. Jeg prøvede at sige ham imod og sagde, at jeg altså ville have lov til at have min egen mening. Så var det han startede på "forhør".

Han ville sidde overfor mig i mange, mange timer, nogle gange hele nætter, og rakke mig ned, fortælle mig, hvor meget jeg tog fejl, google ting og vise mig videoer og artikler, der understøttede hans egne holdninger. Det var ren totur, og jeg blev altid helt vildt ked af det, og jeg endte tit med at græde og undskylde, hvortil han svarede, at jeg bare spillede skuespil. Det er noget af det værste, jeg har været udsat for nogensinde.

Vi fik en datter sammen efter nogle år. Jeg fik nok og begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne komme ud af forholdet og samtidig beskytte min datter.

Lige siden har det været en kamp i et offentligt system, hvor jeg ikke oplever, at jeg er blevet lyttet til og troet på.

Det hele kulminerer, da det lykkes ham at få mig sigtet for grove overgreb mod min egen datter. Mens sigtelsen er rejst imod mig, udvikler jeg en alvorlig depression, angst og PTSD. Han søger samtidig om fuld forældremyndighed, hvortil jeg ender med at give afkald på min datter. Jeg kan IKKE mere, og jeg giver alt fra mig, hvis sigtelsen frafalder. Det er så forfærdeligt. Jeg føler, at jeg står med en pistol for panden og må tage et valg.

Mit liv er i dag fuldstændig ødelagt. Jeg kan ikke få min hverdag til at hænge sammen, men jeg går i en psykiatrisk behandling, som forhåbentlig kan hjælpe mig på sigt.

Anonym kvinde, 43 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Det er svært helt at forstå det, der reelt sker, når man – som jeg – levede i et fysisk og psykisk voldeligt forhold. Og jeg har brugt mange år på at prøve at forstå.

Der er mange ting, der aldrig bliver som før, og som skal bearbejdes. Også sorgen over at have mistet sig selv, for det gør man – mest for ikke at miste ham.

De efterveer, der er kommet ud af det, er næsten værre end at leve i selve forholdet. For dengang havde jeg nogenlunde en fornemmelse af, hvad der kunne opstå af farer, og hvem jeg var bange for.

I dag skal jeg leve med en angst, der bliver trigget af forskellige ”hverdagsting”, hvor jeg hele tiden bliver mindet om, hvor meget i stykker jeg er, mens alle andre ser en pæn kvinde med styr på livet.

Men jeg er den pæne kvinde, når jeg går på job, har klienter, skriver bøger, passer mine børn og andres. Alt det har jeg faktisk megameget styr på. Og hvis jeg “bare” undlader at have med mænd at gøre, kan jeg faktisk næsten slappe af og undgå at mærke angsten.

Det er dog kun lige indtil, at jeg møder ham på gaden. Eller fordøren smækker. Når jeg hører uventede høje lyde. Når mennesker går lidt for hurtigt forbi mig på mine alt for mange gåture med høj musik i ørerne. Hvis nogen rører mig, uden at jeg er forberedt. Når folk på gaden råber. Alle disse ting er jeg opmærksom på, så jeg ved, hvordan jeg bedst muligt kan overleve dagen.

Anonym kvinde

Jeg taler højt om vold, fordi… Min eks og jeg bliver skilt for nogle år siden, og vi kunne ikke blive enige om, hvor børnene skulle bo.

Da vi boede sammen, blev det hurtigt min opgave at stå for de fleste praktiske ting. Der kom hele tiden flere pligter på den liste over krav, han udarbejdede til mig. Som oftest sagde jeg ham ikke imod, for helvede brød løs, hvis jeg ikke gjorde, som han ønskede. Hvis jeg ikke opfyldte kravene, ville han som en slags ”tavs terror” fryse mig ude og ignorere mig. Jeg skulle gå og gætte mig til, hvad han ville, og når jeg gættede forkert, blev det hele bare endnu værre, indtil det endte med et skænderi. Sådan et skænderi førte ofte til, at jeg skulle sige undskyld og indrømme, at det var forkert af mig. Det var altid min skyld.

Jeg følte, at jeg skulle stå til rådighed hele tiden. Jeg blev meget træt og havde svært ved at komme ud om aftenen og møde mine veninder, for jeg skulle både passe mit job og ordne alle mine pligter i hjemmet. Til sidste fik jeg det dårligt, og nu mente han, at jeg skulle gå til psykolog. Der måtte være noget galt med mig.

Jeg havde en fornemmelse af, at hvis jeg gik fra ham, ville han tage mine børn fra mig. Derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, så vi kunne blive sammen for børnenes skyld.

Til sidst endte det med, at han skrev sine lister med krav til mig ned på papir. Han mente ikke, at jeg levede op til kravene. På listerne stod der alle mine pligter i hjemmet, men listerne rummede også økonomiske krav og krav om seksuelle ydelser, som han ville have, at jeg skulle udføre. Jeg har siden drøftet det med en psykolog, som kalder det grænseoverskridende og noget, der vil betegnes som overgreb. Ud over det ville han også have et åbent forhold.

Der var fokus på hans ønsker. Det hele handlede om ham, og der var ingen tanke for, hvad jeg kunne tænke mig eller havde brug for. Han smed mig ud, fordi han ikke fandt det realistisk, at jeg kunne leve op til hans krav og sendte separationspapirerne ind.

Han har spredt rygter om mig. Han har fx opsøgt mine forældre og spurgte dem, om de var klar over, hvor psykisk syg jeg var. Han fortalte dem en masse løgnehistorier. De har lykkeligvis gennemskuet, at han har iscenesat et stort teaterstykke, så han selv kunne fremstå perfekt.

Da der kommer en underretning fra skolen om mistanke om vold hos far, bliver sagen vendt på hovedet. Kommunen mener, at det er mig, der har fået mit barn til at fortælle, at han er udsat for vold. Børnene blev indstillet til tvangsfjernelse.

Jeg har fået en førende ekspert i forældrekompetencer til uvildigt at vurdere sagen. Af denne vurdering fremgår det, at undersøgelsesarbejdet ikke har været godt nok, og at sagen ikke baserer sig på fakta, og at den eksisterende viden om psykisk vold ikke er inddraget. Psykologen nævner direkte, at jeg har været udsat for psykisk vold, og at kommunens manglende viden om vold i nære relationer har medført systemovergreb i form af unødig tvangsfjernelse og unødig ekstra belastning. 

Jeg kæmper mod et system, som ikke lytter til eksperter i psykisk vold, føler jeg. Vi endte i retten, hvor de gav forældremyndigheden til min eks på baggrund af udtalelser fra kommunen, som vurderer, at jeg er uegnet som mor.

Jeg sidder med papir fra en læge, to psykologer og en psykiater, som samstemmende siger, at jeg intet fejler ud over en belastningsreaktion efter de mange år med psykisk vold.

Det er mit livs mareridt, for jeg kan ingenting gøre. Jeg er låst på hænder og fødder. Jeg føler mig som en statist, der er ved at drukne i beskyldninger og sagsakter, der bare hober sig op, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved. 

Jeg føler ikke, at hverken jeg eller børnene har fået den beskyttelse eller hjælp, vi har brug for. Efter at have levet med psykisk vold i mange år, blev mødet med myndighederne til endnu et overgreb på mig, men i endnu højere grad på vores børn, som har mistet mig i deres liv.

Anonym kvinde, 36 år

Jeg taler højt om vold, fordi… I starten af mine 20’ere mødte jeg en ung fyr med mørke øjne og store kærlighedserklæringer. Han kom fra en familie med druk og selvmord, og jeg følte, at jeg kunne redde ham. Efter bare et par måneder i forholdet skiftede han personlighed, men der var jeg allerede fanget.

At ende forholdet betød enten hans eller min død, sagde han.

Som månederne gik, trak jeg mig mere fra mine venner og familie. Den glade, udadvendte og kærlige pige kunne ikke længere magte fødselsdagsmiddage med familien, fordi alle sad og havde det hyggeligt, mens jeg indeni smuldrede. Jeg gik i vrede ved flere lejligheder, men ingen vidste hvorfor. Det tog mig to år at komme ud af forholdet med hjælp fra politiet og min mor.

I dag – her cirka 15 år senere – kan der stadig være episoder i hverdagen, som vækker følelsen af magtesløshed hos mig. Men det er blevet meget bedre med alderen.

Jeg ville ønske, at der var større fokus på psykisk vold, da jeg selv mener, at det kan være den værste. Når jeg fortæller min historie, bliver jeg ofte desværre ofte mødt med: “Har han slået dig? Nåh, puha. Det var da heldigt!”

Men jeg har aldrig følt mig heldig i sammenhængen med ham...

Har du brug for nogen at tale med?

Læs de andre vidnesbyrd her:

1. ”Mit fine bryllup var med hvid kjole - og blå mærker på hele min krop”: 12 kvinder om den skjulte vold
2. ”Der var blodsprøjt på vægge, møbler og mit tøj”: 13 kvinder om psykisk vold
3. ”Kort efter jeg havde født, blev jeg kvalt, mens min baby lå ved siden af”: 19 læsere om vold i hjemmet