Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: "Min veninde snyder i tennis"

Go' morgen Danmark-vært Michael Robak, tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af: Michael Robak
26. maj. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak.
Jeg spiller tennis med en god veninde hver søndag. Det er ­hyggeligt, fordi vi er aktive sammen og stadig får snakket. Vi er begge to ret gode til tennis og går selvfølgelig op i, hvem der vinder – sådan mest for sjov selvfølgelig. Mit problem er, at min veninde konsekvent snyder. Bolde, som tydeligvis er inde, dømmer hun ude, og jeg kan huske, det var på samme måde, da hun var ungdomsspiller. Der havde hun også ry for at dømme til sin egen fordel. Jeg kan jo godt tåle at tabe en kamp til hende. Men det irriterer mig, at hun snyder. For hvad snyder hun ellers med? Skal jeg tage snakken med hende med fare for at lyde som en dårlig taber? Jeg har bare svært ved at isolere det til grusbanen.
Kh Tennisstjernen

Kære Tennisstjerne,
Tennis er for gentlemen – og gentlewomen.
Sporten med de strikse regler – både for påklædning og ­­spil – er ikke for halvsnydere og fusentaster. Det er for folk, der ­sætter en ære i ordentlighed og fairness, så selvfølgelig skal du sige ­noget til din makker – også selvom I ikke ­spiller om titler eller sølvtøj. Det er kun sjovt at spille, hvis man overholder reglerne. Og det er egentlig utroligt, at hun kan holde sig selv ud, når hun af fuld hals skriger "out" om dine bolde, der formodentlig ofte sidder smukt skruet på den rigtige side af stregen.
Jeg synes, du skal sige det til hende med humor og tage sagen op, mens I spiller. Første gang hun kommer med en "forkert kendelse", skal du sige noget i stil med: "De sidste par gange, vi har spillet, har jeg konstateret, at dit boldøje ikke har ­været helt skarpt. Så i dag vil jeg altså holde øje med dig..." Og så synes jeg, du – med et bredt smil – skal gå i gang med at diskutere ­alle tvivlsomme bolde. Mon ikke hun efter et par kampe har ­forstået budskabet: Du har ikke noget imod at tabe – det skal bare gå retfærdigt til.
Du spørger retorisk, om hun muligvis snyder i andre forhold? Jeg tror ikke, der nødvendigvis er en sammenhæng. Der ­findes mennesker, der er så dårlige tabere, at de på en foldbold- ­eller tennisbane ændrer karakter, det betyder ikke, at de også ­bedrager eller lyver i andre af livets forhold.
Jeg ville i hvert fald begynde med "den lille snak" om tenniskampene og ikke en større debat om personlig troværdighed, slet ikke hvis den kun bunder i, om en tennisbold har været ude eller inde.
God kamp. På alle måder.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min kæreste tisser på toiletkanten"

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Hvorfor sender mænd lumre sextilbud til deres ekskoner?"

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Forventer mænd i dag, at man er glatbarberet forneden?"