Ammede døende pige: 'Jeg synes ikke selv, jeg er en helt'

Ydmyghed

Da det skete, og folk kaldte mig en helt, forstod jeg det ikke. På det tidspunkt tænkte jeg, at alle ville have gjort det samme, men siden har jeg erfaret, at folk har meget svært ved tanken om at amme et andet barn end ens eget.

Jeg tror dog, at de fleste ville gøre det, hvis de stod i situationen.

Kontakt

Jeg havde stadig mælk i brysterne fra min store dreng, Lucas, så jeg prøvede at presse mælk ned i den lille piges mund. Pludselig fik hun fat, jeg hørte den der blop, blop, blop-lyd, og så åbnede hun øjnene og så lige på mig.

Vi fik en slags mor-barnkontakt, og det var helt vildt, at det kunne lade sig gøre med et fremmed barn. Men jeg følte også, at det var en forbudt kontakt.

LÆS OGSÅ: Test – hvad ved du om graviditet?

Jeg skulle jo forlade hende igen, for jeg var selv højgravid, vi havde Lucas i forvejen, og vi skulle hjem. Vi var nødt til at køre hende til politistationen og selv køre videre til lufthavnen. Hvis jeg havde kunnet, ville jeg have taget hende med mig.

Raseri

Mens det skete, var jeg så vred. Jeg tudede og tænkte ‘hvem er den skøre kvinde, der har gjort det her?’. Moren til barnet havde jo ligesom jeg været gravid i mange måneder og haft de samme følelser som mig. Så hvordan kunne hun vælge sit barn fra? Det var jo helt vanvittigt! Senere fandt vi ud af, at hun var en ung pige, der havde fået barnet uden for ægteskab. Hun må have haft det meget svært. Men da hun fik at vide, at barnet var i live, ville hun stadig ikke se hende – det forstår jeg ikke.

Afsked

Vi fik afleveret pigen til nogle politimænd, som aldrig havde prøvet noget lignende. De var søde og gav mig god tid til at sige farvel til hende.

Men da vi kom ud i lufthavnen, fik jeg en mærkelig reaktion. Jeg følte mig så egoistisk ved at forlade hende igen efter at have taget hende i mine arme, ammet hende og set hende i øjnene.

LÆS OGSÅ: 3 familier – løs vores søvnproblem!

Min kæreste, Kent, sagde ‘du har gjort, hvad du kunne’, men hele vejen hjem sad jeg helt stille for mig selv og græd. Heldigvis var Kent god til at tage sig af Lucas, som var dybt forvirret. Han havde først troet, at det var hans nye lillebror, der var kommet. Jeg var så ked af, at det blev hans oplevelse.

Kaos

Da jeg kom hjem, gik jeg på Facebook og skrev i min status: ‘Mit moderhjerte græder. Fandt en pige i vejkanten, ammede hende.’ Og så væltede kommentarerne ind.

Det var rart, for det hjalp mig med at få det bearbejdet lidt. Men ret hurtigt kom medierne også til.

Aviserne ringede, TV 2 stod og bankede på døren, og jeg kunne ikke finde ud af at sige fra. De ville også tage billeder af Lucas, og det blev han rigtig træt af!

Fødsel

Jeg fødte et par måneder efter, og da jeg fik Matthias i armene, føltes det så rigtigt i forhold til med pigen i Tyrkiet. Ham havde jeg ventet på i ni måneder, og jeg kunne se, hvem han lignede. Selv om hun var gudesmuk, var det jo helt forskellige følelser.

Ham elskede jeg – hende skulle jeg bare redde. Men jeg vil aldrig glemme hende. Vi skulle egentlig have været tilbage i Tyrkiet og se hende, men hun fik hurtigt en adoptivfamilie, og så må myndighederne ikke fortælle os, hvor hun er.

LÆS OGSÅ: Bliv klar til fødslen

Jeg har dog stadig kontakt med medierne i Tyrkiet, og jeg har fået en af de store aviser til at skrive, at hun altid er velkommen hos os. Så ved hendes familie det i hvert fald.

Forandret

Jeg har nok fået en lidt mere ekstrem tro på skæbnen af det her. Tænk på alle de tilfælde, der skulle til for at redde hende: At vi kom forbi, at jeg stadig havde mælk i brysterne, og at vi kørte alt for tidligt til lufthavnen.

Lige efter oplevelsen kunne jeg ikke gå fra Lucas, og jeg kan stadig blive helt tom, hvis han ikke er der.