Ayla fik fire spontane aborter – så hørte hun om en bakterie, der måske kunne være årsagen

På en parkeringsplads ved en tankstation holder en bil stille. Det har den gjort i en time. Inde i sidder en kvinde og mand og stirrer tavse ud i luften. Hendes krop ryster stadig oven på den nyhed, hun har fået kort forinden. De græder. På et tidspunkt tager hun telefonen og ringer til sin gravide søster.

Denne gang er det ikke for at snakke om, at de skal på barsel sammen, når deres børn kommer til verden med kort tids mellemrum. For en scanning har netop slukket det håb for parret i bilen.

Endnu en gang. For tredje gang.

– Vi havde fået en tid hos en privat scanningsklinik i Herning, der lå på vejen til det sommerhus, hvor vi skulle mødes og endelig fortælle min kærestes datter på syv år og hans forældre, at hun skulle være storesøster, fortæller Ayla Lundorff, der var kvinden i bilen den vinterdag i februar i 2017.

– Vi var glade, da vi ankom til klinikken og glædede os bare til at se babyen, men jordemoderen fortalte, at der ikke var noget hjerteblink. Det vil sige, at babyen var død. Ud fra størrelsen vurderede hun, at den var død et par timer forinden. Dér brød jeg fuldstændig sammen. Min verden ramlede. Jeg tænkte: Det her kan ikke passe. Noget er galt. Hvad foregår der? Vi var sønderknuste.

For det er ikke første gang, at Ayla og hendes kæreste René får den nyhed.

Graviditeterne der slog fejl

De møder hinanden i sommeren 2014, da hun er 27 år, og han er 38 år. Hun ved hurtigt, at han er manden i hendes liv, og de flytter i hus og er klar til at stifte familie, da hun året efter smider p-pillerne.

– Der skete ingenting. Vi prøvede hver måned, og vi var ved at nå dertil, hvor vi ville prøve at finde ud af, om der var en årsag? Jeg havde læst, at efter p-piller kan der gå op til et år, før det lykkes. Det var lidt frustrerende, men på den anden side var jeg samtidig i fuld gang med min uddannelse, og jeg troede på, at det nok skulle ske. På det tidspunkt havde jeg ingen viden om alt det, der ventede mig med at miste... Slet, slet ikke. Jeg havde ingen forestillinger om, hvor følelsesmæssigt ramt man bliver af det.

Igen oplever de en graviditet, hvor alt ser fint ud under en tidlig scanning med hjerteblink. Men det ændrer sig dén dag, hvor de tager til en ekstra scanning på vej til sommerhuset.

– Vi valgte at køre i sommerhus alligevel, men jeg kunne ikke være i det og lukkede mig inde på et værelse, fordi jeg hele tiden var ked af det. Om aftenen begyndte jeg at tænke, at det her kan simpelthen ikke passe: Der må være en årsag. Jeg gik derfor i gang med at søge på nettet. Jeg tror ikke, jeg lukkede et øje hele natten, husker Ayla.

”Der er noget galt”

Lægerne har efter hendes aborter ellers fortalt hende, at det er helt normalt. Ayla er en del af en almindelig statistik: Faktisk ender én ud af fem af alle opdagede graviditeter i graviditetstab, og årligt er der omkring 20.000 spontane aborter i Danmark. 

Hos de praktiserende læger er det ikke normalt at undersøge grunden til hver enkelt abort, og patienter får derfor ofte den forklaring, at det nok skyldes medfødte misdannelser eller kromosomfejl i fosteret, da det statistisk set er årsagen i halvdelen af tilfældene.

Men der kan også være en anden grund. 

Eksperterne vurderer nemlig, at den anden halvdel af alle graviditetstab skyldes, at fostrene afstødes på grund af årsager hos kvinden eller parret.

Dette bliver dog ikke undersøgt, før parrene har været gennem op til flere tab, forklarer læge Maria Krog, der er forsker ved Rigshospitalets Enheden for Gentagne Graviditetstab.

– Det er ret absurd, men det er et spørgsmål om fordeling af ressourcer, da det for langt de fleste går godt næste gang, de prøver. Skal man så ofre de mange tusinde kroner, det koster at udrede samtlige tab herhjemme? Som det er nu, ved vi derfor ikke, når vi får dem ind ad døren hos os, hvor mange af tabene der skyldes, at fosteret har været sygt, og hvor mange der skyldes, at forældrene er syge, siger hun.

Et af de eneste faste holdepunkter for forskerne er, at jo flere tab et par har oplevet, jo større er sandsynligheden for, at årsagen er hos forældrene, og at det er raske fostre, de taber.

– Som det er nu, kan patienterne bare gå og tælle graviditetstab, hvilket er meget forfærdeligt for dem, at de skal gøre før, at de kan blive henvist og udredt, fortæller Maria Krog.

Men Ayla Lundorff kunne mærke, at hun ikke troede på lægernes rutinesvar om, at det var helt normalt.

– Jeg begyndte at søge på nettet netop, fordi lægerne kaldte det ”normalt”. Det kan jo ikke passe. Jeg havde nu mistet tre gange, og vi havde set hjertelyd to af gangene i en fase af graviditeten, hvor det betyder under tre procent risiko for at miste. I min familie er vi meget fertile, der er mange børn, og der har aldrig været komplikationer. Jeg er uddannet ingeniør, så jeg tænkte også, hvordan det kan hænge sammen statistisk set? Jeg ville vide, hvad der var galt. For der var noget galt.

Ayla lukker ikke et øje den nat i sommerhuset. I stedet laver hun en liste over mulige årsager til aborter.

På den står som punkt 2 en bakterie, der får stor betydning for Ayla.

Kontroversiel bakterie

Dagen efter sommerhusnatten kører Ayla og hendes kæreste på hospitalet, da hun skal have en udskrabning. Med i hånden knuger hun sin liste, mens hun fortæller lægen, at hun gerne vil have, at de går i gang med at undersøge, hvorfor hun bliver ved med at miste.

– De startede med at sige: Hvor mange gange har du mistet? Jeg fortalte, at det var tre gange. ”Men du skal miste fire gange, før vi går i gang med at undersøge dig sådan for alvor,” lød svaret. Og så brød jeg bare fuldstændig sammen og sagde, at det simpelthen ikke kunne passe, for jeg havde mistet to gange, hvor vi havde set hjerteblink, og nu havde jeg min liste og var klar til at gå i gang. Og så gav lægen mig ret, fortæller hun om oplevelsen.

På sygehuset undersøger de for nogle af punkterne på listen, mens hendes egen læge tjekker for resten.

Alle prøver er normale. Aylas livmoder er også fin, hun har masser af æg, og hendes kæreste får tjekket sin sædkvalitet, som er god. Der er kun én prøve, som kommer tilbage og viser noget usædvanligt:

Hun har ”meget høj vækst” af Ureaplasma-bakterien i sit underliv.

– Igen brød jeg sammen. Jeg følte, at jeg havde fundet en mulig forklaring. Her var noget, som kunne være årsag. Vi kom begge i antibiotikabehandling, også selvom min kærestes prøve viste, at han ikke havde bakterien, forklarer Ayla.

Ureaplasma-bakterier forårsager ingen symptomer, hvis de lever i balance med andre bakterier. Men hvis mængden af Ureaplasma stiger, kan de udvikle sig til forskellige sundhedsmæssige problemer, som fx infektioner, skriver medicalnewstoday.com, der er et af verdens største online sundhedsmedier.

Her refererer de til undersøgelser, der linker bakterien til infertilitet, og de skriver, at Ureaplasma kan føre til spontane aborter, hvis et foster inficeres med bakterien.

Det er netop disse oplysninger, Ayla Lundorff støder på under sin research, der sammen med andre artikler gør, at hun vil undersøges for den, hvis den kan være årsag til, at hun bliver ved med at miste. Faktisk når Ayla under forløbet - mens hun er ved at blive udredt af lægerne - at blive gravid igen og miste for fjerde gang.

Efter antibiotika-behandlingen bliver Ayla testet for at se, om bakterien er ude af kroppen. Der er dog stadig en rest af Ureaplasma tilbage i hende, og hun ender i alt med at få tre stærke antibiotika-behandlinger, før bakterien endelig er væk.

14 dage senere bliver hun gravid.

Danske læger er kritiske

Når den amerikanske sundhedsside skriver, at Ureaplasma kan være årsag til infertilitet og aborter, er det kontroversielt, og herhjemme er der et andet syn på bakterien.

Fire førende læger og forskere på området siger samstemmende:

Der er ikke overbevisende evidens for, at Ureaplasma fører til gentagne graviditetstab eller infertilitet.

– Når jeg går tilbage til de basale studier af denne bakterie, som startede hele problematikken, er det tit nogle tynde undersøgelser med mangler. Forskning inden for dette er svært, fordi det er en organisme, der er så hyppig, siger Ole Bjarne Christiansen, professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospitals afdeling for Gynækologi, Graviditet og Fødsel, og en af verdens førende forskere på området.

Derfor undersøger danske læger som udgangspunkt ikke kvinder, der kæmper med at få børn, for, om de er bærere af bakterien.

Men det betyder ikke, at der ikke er andre kvinder end Ayla, der insisterer på at blive testet og behandlet for Ureaplasma.

På Danmarks største private fertilitetsklinik møder de også kvinder, der gerne vil undersøges for bakterien.

– Der er ikke lavet særlig gode videnskabelige undersøgelser på området. Jeg har ikke set ét eneste stykke papir, hvor det overbevisende er dokumenteret, at Ureaplasma er involveret i funktionen af at abortere eller være infertil. Derfor er det ikke en sygdom, vi behandler eller screener rutinemæssigt for på fertilitetsklinikker. Men omvendt møder vi også i vores klinikker patienter, som hende I beskriver her, som jo stiller de rigtige spørgsmål, fordi hun har aborteret mange gange, siger Svend Lindenberg, der er leder af Copenhagen Fertility Center – og henviser til casen med Ayla, som vi i grove træk har beskrevet for ham.

Derfor behandler vi

Han forklarer, at der er tilfælde, hvor man som læge vælger at behandle barnløse kvinder, der har fået konstateret bakterien.

– Hvis du screener 100 kvinder, vil de 50 af dem statistisk set have Ureaplasma, og for de 49 af dem har det ikke nogen betydning, at de bærer bakterien. Men det er sådan, at når kvinder aborterer mange gange, bliver de til sidst en lille sub-gruppe med et eller andet symptom, som måske har en betydning for lige netop denne patient, forklarer han.

Ifølge Svend Lindenberg kan der derfor være en lægefaglig grund til behandling af bakterien, men det sker kun, efter kvinder er blevet undersøgt og testet for de veldokumenterede årsager til infertilitet og spontane aborter.

– Der er stor uenighed blandt forskere og læger, men de fleste mener ikke, at Ureaplasma har nogen betydning. Jeg mener dog, at hvis der ikke er anden årsag til, at kvinden aborterer eller er ufrivilligt barnløs, og man til sidst står tilbage med Ureaplasmaen, så kunne det jo være, at det lige netop er denne patient, vi skal behandle for bakterien – og så behandler vi hende selvfølgelig. Vi skal jo ikke stå over alt muligt, og så er der også en fornuft og lægelig grund til det, hvor vi ikke har kunnet se evidens i det statistiske materiale, fordi det er druknet i alt for mange sager, hvor det ingen betydning har, siger Svend Lindenberg.

Læge Maria Krog er i gang med et stort ph.d.-studie for Rigshospitalets Enheden for Gentagne Graviditetstab om mikroorganismer og immunsystemet hos par, der oplever gentagne graviditetstab. Hun understreger, at det forsat er et område, som der skal forskes i. 

– Fordi der ikke er evidens for det, betyder det ikke, at der ikke kan være en sammenhæng. Det kan bare være et spørgsmål om, at der ikke er lavet nok studier om det. Der er ikke noget entydigt svar i de få, småstudier, der er, da det er en bakterie, der er hyppigt forekommende hos befolkningen, forklarer hun.

Faren ved antibiotika

Copenhagen Fertility Center er en del af verdens største private fertilitetskæde, hvor proceduren er den samme på alle klinikker rundt om i verden: at man poder og behandler for Ureaplasma, når man har udelukket andre sygdomme. En række andre fertilitetsklinikker herhjemme og i udlandet poder også for Ureaplasma.

På Aalborg Universitetshospital får Ole Bjarne Christiansen også patienter ind, som har været i behandling for bakterien – og hos denne gruppe har behandling ikke hjulpet.

– Jeg har jævnlig patienter, der siger, at de fik Ureaplasma konstateret på et tidspunkt og fik behandling. Når de så kommer til mig, er det typisk, fordi de bliver ved med at abortere efterfølgende, siger han.

Hvis en kvinde insisterer på at blive podet for Ureaplasma, har Ole Bjarne Christensen forståelse for, at læger gør det, men han understreger, at antibiotikakuren er yderst problematisk ved behandlingen af Ureaplasma, når der ikke er overbevisende dokumentation på området.

Et massivt overforbrug af antibiotika herhjemme og i udlandet gør, at flere og flere bakterier er blevet resistente mod antibiotika, og det betegnes som en af de allerstørste trusler mod menneskers sundhed af verdenssundhedsorganisationen WHO.

I 2017 lød vurderingen, at over 25.000 europæere hvert eneste år dør som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. 

– Den antibiotiske behandling er formentlig ikke farlig for personen, men set fra et samfundsmæssigt synspunkt kan det være farligt at strø om sig med antibiotika, for så ender vi med at få multiresistente stammer og kommer til at dø af simple infektioner om 20-30 år, hvis man sætter det på spidsen. Det er ikke almindelig penicillin, man bruger mod Ureaplasma, men derimod ofte produkterne Doxycyklin eller Tetracyclin, og de kan begge være ret fremmende for multiresistens, uddyber Ole Bjarne Christensen.

Antibiotika kan også potentielt forvolde andre skader hos den enkelte kvinde, der vil behandles for Ureaplasma, fordi det kan komme til at dræbe vigtige bakterier i en kvindes underliv.

– Antibiotika kan ødelægge sammensætningen af gode bakterier både i tarmen og skeden, hvilket er en anden grund til, at vi ikke ønsker at bruge det, uden at vi er sikre på, at det bedrer i stedet for at gøre det værre, understreger Henriette Svarre Nielsen, der er overlæge ved Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet og leder af Enheden for Gentagne Graviditetstab.

LÆS OGSÅ: Hvad er Ureaplasma? Forstå bakterien her