Rødt hår
SPONSORERET indhold

Bag om jeres gener - hvor kom det røde hår fra?

Dit barn kan godt blive rødhåret eller få brune øjne, uden at du eller farmand har det. Og selv om du har verdens pæneste næse, kan du ikke være sikker på, at den går i arv. Læs om det mirakuløse puslespil af gener.

Af: Karitte Lind Bejer Foto: Colourbox
10. jul. 2009 | Børn | Vores Børn

Du og din mand kan med garanti blive enige om, at jeres barn er noget helt enestående og på en lang række punkter adskiller sig fra andre børn. Og selv om sådan nogle små mennesker ligner hinanden for eksempel af højde og drøjde, så har I fuldstændigt ret: Genetisk set er jeres barn unikt. Ingen andre børn har det samme udseende eller den samme personlighed som miniputten hjemme hos jer.

Guldklumpen var sikkert kun lige kommet til verden, da I begyndte at lede efter træk, som I kunne genkende fra jer selv. Baby har måske fået dine øjne og utålmodighed og fars hagekløft og lethed til smil.

LÆS OGSÅ: Test: Hvilke type er din baby?

Men det kan også være, at baby i begyndelsen var som snydt ud af næsen på far og siden er kommet til at ligne dig. Eller onkel, faster, bedstefar eller oldemor, for den sags skyld. Nogle gange ligner den lille trold måske endda farbror mere af udseende, end han ligner dig eller sin far.

Opskriften på en baby

Årsagen er det mirakuløse puslespil af gener, der blev lagt, i det øjeblik du og din mand blandede arvemateriale og skabte begyndelsen til et nyt liv. Det puslespil, der afgjorde barnets udseende og et langt stykke hen ad vejen også personligheden.Når I er to mennesker, der laver et barn, er der populært sagt fire faktorer på spil, som tilsammen afgør, hvordan jeres barn bliver: Dine gener, din mands gener, barnets opvækstmiljø – og så tilfældigheder, hvilket også vil sige faktorer, man ikke kan forklare, endnu i hvert fald. Man kan tale om graviditeten som en slags femte faktor, fordi der i enkelte tilfælde kan forekomme kromosomændringer hos fosteret, hvis det bliver stresset på grund af for meget alkohol, sygdom hos moderen eller andre meget markante påvirkninger.

Hans Eiberg, der er lektor på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet og til daglig forsker i genernes betydning, forklarer, at selv om det indimellem kunne være praktisk at vide, så er det ikke til at forudsige, om et barn vil arve det meste af sit temperament eller udseende fra moren eller faren.

Hårfarve fra vikingerne

– I de fleste tilfælde arbejder generne uafhængigt af hinanden. Hvert gen koder for én ‘byggesten’ til et menneske. Når et nyt liv bliver skabt, er der jo to gener for hver egenskab, et fra vores far og et fra vores mor – men det er nok med et gen for én egenskab, for at et menneske får raske øjne, ører eller noget tredje, siger han.

Det betyder med andre ord, at baby godt kan arve ‘hele’ din mund eller dine øjne, uden at du kan se noget af din mand i de træk. Men selv om baby arver din mund, betyder det ikke, at hun automatisk også arver resten af dine ansigtstræk. Din mands gener kan sagtens slå igennem i ører og pande, selv om munden er en kopi af din.

Dertil kommer, at det kun er en brøkdel af dit genmateriale, som du kan få øje på, når du ser dig i spejlet. Du har måske selv blå øjne, men du kan sagtens bære genet for brune øjne i dig alligevel, og selv om du er helt lyshåret, kan du godt være bærer af genet for rødt hår. På samme måde kan du være høj og give genet for lav højde videre.

LÆS OGSÅ: Tvillinger – ens, men helt forskellige

Ikke nok med, at barnet kan arve træk fra dig, du ikke anede, du havde – den lille kan faktisk også have træk, der går så langt som 100 generationer tilbage. Et såkaldt vigende gen kan nedarves i flere tusinde år uden at komme til syne, hvis genet er sjældent.

Det vil sige, at der skal to mennesker, som bærer genet, til, før det ‘dukker’ op til overfladen. Så hvis baby har en hårfarve, som ingen andre nulevende i familien har, kan den i princippet stamme fra et menneske i Vikingetiden.

Kromosomsløjfen

Men hvad kan I så overhovedet være sikre på, når I blander gener?Jo, forklarer Hans Eiberg, I kan være sikre på, at jeres barn principielt godt kan arve alle sine synlige og mærkbare egenskaber fra jer. Men i praksis kan I være næsten lige så sikre på, at barnet ikke gør det – fordi der er så mange andre gener på spil end dem, hvis resultater I umiddelbart kan se hos hinanden. Men der er et par ting, I kan regne ud på forhånd:

– Hvis I begge er rødhårede, kan I være stort set sikre på at få et barn, der er rødhåret ved fødslen. Hvis I begge er meget lyshårede, kan I være næsten sikre på at få et barn, der er lyshåret ved fødslen, fastslår Hans Eiberg.

– Men I kan ikke være sikre på, at barnet beholder hårfarven, til han eller hun bliver voksen. Det skyldes, at den ‘kromosomsløjfe’ i den genetiske opskrift, der bestemmer en del af hårfarven, godt kan blive påvirket af hormoner senere i livet. Og så kan hårfarven ændre sig, siger han og forklarer, at samme ‘kromosomsløjfe’ bestemmer, at alle børn fødes med blå øjne. Senere kan sløjfen så ‘åbne’ sig, og så ændrer øjenfarven sig.

Blå eller brune øjne?

Nogle gener kan påvirke flere træk på en gang. For eksempel har rødhårede mennesker samtidig ofte lys og sart hud og fregner, og de tåler solen dårligere end mennesker med mørkere hud. Her taler man i genforskningen om, at lyshudsgenet er knyttet til det røde hår. Det betyder, at der er stor chance for, at dit rødhårede barn også får lys hud.

LÆS OGSÅ: 10 tigerspring: Forstå babys udvikling

Hvis både du og miniputtens far er høje mennesker, vil der ifølge Hans Eiberg også være en pæn sandsynlighed for, at barnet selv vokser sig høj. Men sikre kan I ikke være, for det er flere vækstgener, der tilsammen bestemmer, hvor høje vi bliver.
Hvis I begge to har blå øjne, kan I være sikre på, at jeres barn også får det.

Undtagelserne er så sjældne, at det ikke betaler sig at regne dem med. Grunden til, at du måske kender to blåøjede mennesker, der har fået et barn med brune øjne, er, at vi har det med at definere ikke helt blå øjne som blå. Men hvis I har fået et barn med brune øjne og selv har blå, vil der være en af jer, der har bittesmå brune pletter i øjnene.

Familienæsen

I genforskningen taler man om tre typer gener: dominerende, additive og vigende gener. Dominerende gener kan ses og mærkes i en familie, så hvis jeres familie er kendt for en helt bestemt næse, et bestemt temperament, en særligt høj pande, en speciel stemme eller noget femte, skyldes det et dominerende gen i slægten. Alligevel er du ikke garanteret, at du kommer til at give familiens høje pande videre til dit eget barn, heller ikke selv om barnets far også har en høj pande. Der vil være en god sandsynlig hed for det, men hvis mosters gener for eksempel slår igennem i forhold til dit barns pande – og moster ikke har familietrækket – så får dit barn ikke den høje pande. Additive gener skruer, meget populært sagt, ‘op’ eller ‘ned’ for egenskaber fra et andet gen. For eksempel har din mand måske et dominerende gen i sin arvemasse, der gør, at jeres børn får krøller – mens et additivt gen til gengæld sørger for, at den ældste kun har bølget hår, mens familiens yngste har livlige proptrækkerkrøller over hele hovedet.

Genet for skønsang

Når det handler om dine vigende gener, så slår de ikke igennem hos dit barn, med mindre guldklumpens far tilfældigvis bærer på det samme vigende gen. For eksempel ved man, at rødt hår skyldes et vigende – eller recessivt – gen.

Du kan altså godt få et rødhåret barn, selv om både du og din mand har lyst hår, og ingen i den tætte familie har rødt hår, fordi I begge bærer genet. Det er altså de vigende gener, der gør, at træk kan ‘springe en generation over’, når der pludselig dukker et træk op hos barnet, som ikke er synligt hos nogen af jer.

Omvendt kan du selv have ildrødt hår uden at få et rødhåret barn. Det får du kun, hvis din mand også bærer på genet for rødt hår. Vigende gener kan bestemme alt fra øjenfarve og øreflippeform over hudfarve til smilehuller og kløft i hagen.

Så hvis lille Johannes en dag begynder at synge klokkeklar skønsang i bilen hele vejen hjem fra ferie, og I selv er kendt i omgangskredsen for at synge pivfalsk, så er forklaringen måske, at I begge bærer på et vigende gen for skønsang. Så kan man altid hyggeskændes om, hvis arvemasse der har mest at gøre med det talent.

Kilder: Hans Eiberg og www.bioweb.dk

LÆS OGSÅ: Personlighed: Brødre, men vidt forskellige

LÆS OGSÅ: Gæt de rigtige gener: “Hvem er vores mor og far?”

LÆS OGSÅ: Se hvad din babys første ord bliver