Bliv lykkelig med dine, mine og vores børn

En mand og en kvinde, der elsker hinanden. Der sammen får to børn, gerne flere, og  måske en hund. Og lever lykkeligt til deres dages ende. Sådan er drømmen om kernefamilien for mange. Men stadigt færre af os når til den sidste del af drømmen. I stedet går vi hver vores vej for at prøve at leve lykkeligt med en anden.

Den danske familiestruktur er i opbrud. 46 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Mere end hvert fjerde barn i Danmark har i dag en halv- eller papsøskende. I 1980 var det blot 12 procent. Næsten hver femte barn under et år har en far eller en mor, som allerede har et ældre barn med en anden.

LÆS OGSÅ: “Derfor glemmer jeg at nyde nuet i min familie”

– Familieområdet er under massiv udvikling. Det går så stærkt, at vi ikke kan nå at undersøge konsekvenserne eller skrive faglitteratur om emnet, siger Sia Holm, psykolog og parterapeut med speciale i sammenbragte familier.

– Der er kun personlige beretninger om at være en sammenbragt familie. Men en ting er sikker: De liv, der bliver levet, hænger ikke sammen med de forbilleder, vi har.

Hanne Warming, professor og sociolog på Roskilde Universitetscenters institut for samfund og globalisering og tidligere medlem af Børnerådet, mener, at det er blevet mere normalt for børn at leve i en sammenbragt familie.

– Det er ikke noget, de er flove over. Men det betyder ikke, at det er acceptabelt for dem eller rart i hverdagen. Det kommer an på, hvordan den nye familie fungerer.

LÆS OGSÅ: Familie-sammenhold kommer af den rette "dronning"

I netop Børnerådets store familieundersøgelse fra 2011, som Hanne Warming var med til at lave, var den klare konklusion, at børn ville have den ‘rigtige’ og hele familie, og at overraskende mange børn slet ikke anerkendte de nye familieformer med en far eller en mor, der ikke var deres biologiske, som ‘rigtige familier’.

– Det er ikke, fordi børnene er stokkonservative. Men de afspejler en konservatisme i vores samfund. Vi drømmer om kernefamilien, hvilket man ser i reklamer og film, og når vi går ind i et nyt parforhold, kunne vi godt tænke os at afkoble det gamle, så der ikke er noget, der forstyrrer, siger Hanne Warming.

Kernefamilien eksisterer skam

At kernefamilien også er idealet for de fleste voksne, understreger Lars Dencik, professor i socialpsykologi ved Roskilde Universitetscenter med speciale i barne- og familieliv.– Der er en illusion om, at kernefamilien er ved at uddø, men den er ubegrundet. Kernefamilien eksisterer stadigvæk, men i en ny form, som jeg kalder den serielle kernefamilie, fordi man prøver at genskabe den igen og igen. Kernefamilien er stadig det, folk i almindelighed stræber efter.LÆS OGSÅ: “Jeg har ofte alt for store forventninger til familielivet”– De fleste mennesker, der går fra hinanden, prøver at finde en ny kernefamilie, og når den går i stykker, prøver man igen. Det giver nogle turbulente familieliv, siger han.– Folk overser bare, at det næste forhold bliver mere kompliceret end det, man forlod. Kernefamilie nummer to har større sandsynlighed for at blive opløst end nummer et.Det kan skyldes mange ting. Blandt andet at du måske ikke kan lide din nye kærestes børn.Historisk set er det ingen nyhed med sammenbragte familier. Der har altid været forældreløse børn, der levede hos en moster eller faster, og disse familier var ikke klassiske kernefamilier. Den ‘rene’ kernefamilie blev først dominerende i 1930’erne og forblev normen indtil 1980’erne, fortæller Lars Dencik.– Det er blevet langt mere acceptabelt at være en sammenbragt familie. Dengang jeg var ung, var det skamfuldt at have fraskilte forældre. I dag er det normalt.

Skyldfølelse efter brud

I dag er der 666.852 børnefamilier i Danmark. Af dem består 42.682 af par, der bor med både fælles børn og børn, de har med en anden partner. Skilsmisser og nye sammensatte familier – den serielle kernefamilie – er en del af de nye livsvilkår i det moderne samfund.Men det gør jo ikke situationen nemmere for dem, der står i den. At være den voksne, der trækker tæppet væk under familien, er som regel forbundet med stor skyldfølelse.– Der er meget få redskaber i forhold til, hvordan man skal agere som voksen, og derfor er nogle voksne enormt dårligt rustet til at håndtere situationen, siger Sia Holm, psykolog og parterapeut med speciale i sammensatte familier.– Mange bliver overrumplede af, at deres følelser er uacceptable og tabubelagte. At man ikke kan lide hans ekskæreste, at man ikke bryder sig om børnene. Men det er normale følelser, som man på et tidspunkt skal forholde sig til.Alt for mange går ind i den nye sammensatte familie uden først at gøre sig klart, hvilken type familie man gerne vil bygge op sammen.– Der er en følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn. På egne forældre og den anden voksne. Man skal leve sammen på en respektfuld måde, men man behøver ikke at elske hinanden, siger Sia Holm.– Der er masser af sammenbragte familier, hvor børnene ikke elsker deres nye søskende og papforældre. Præmissen i en sammenbragt familie er ikke følelsesmæssig. Man skal først lære hinanden at kende på en respektfuld måde, og måske kommer man sidenhen til at holde af hinanden, fordi man er vidne til hinandens liv. Derfor er det vigtigt at sætte forventningerne ned. Tage ansvaret for den nye familiedannelse på sine egne skuldre – uden at søge efter tilgivelse fra sine børn. Det er de voksne, der skal tage lederskab.– Når man træffer et egoistisk valg, som har konsekvenser for andre mennesker, kan det forurene relationen til ens egne børn, hvis man hele tiden skal bede om syndsforladelse, mener Sia Holm.– Det har mange voksne svært ved at tale med deres børn om, men det er egentlig nemt at sige ‘ja, jeg har ødelagt noget, og det er jeg ked af. Men det er vigtigt for mig, at jeg er glad’.

Enebørn bliver primadonnabørn

En anden samtale, der er svær for forældre og med til at kaste skygger over den sammenbragte familie, handler om, at far og mor ikke elsker hinanden mere, og at der i stedet er en ny, som er genstand for ens kærlighed. Men at det ikke har noget at gøre med kærligheden til børnene, som man ikke holder op med at elske.Ingen af de samtaler skal ende med, at børnene siger okay og tilgiver de voksne, understreger Sia Holm. For hvis man vil have sine børns billigelse til det nye liv, giver man dem en rolle, de ikke slet ikke skal have. Ligesom man heller ikke lader børnene bestemme, hvilket hus man skal bo i eller hvorhenne.Det kan være svært. Især hvis man bringer et enebarn ind i familien, der ikke har lært at være en del af en søskendeflok eller er vant til at indordne sig.– Tit forbliver enebarnet enebarn, fordi det ikke indgår på lige fod i flokken. Nogle opleves som primadonnabørn og er enormt udfarende, andre er mere indadvendte og føler sig udenfor, siger Sia Holm.Når forventningerne til barnet samtidig ændrer sig, kan det få alvorlige konsekvenser for barnets selvopfattelse.– Pludselig kommer der en ny opfattelse af, hvordan hverdagen skal se ud, og børnenes vaner bliver lavet om. Når deres plads i forældrenes liv forandrer sig, kan de føle et kærlighedstab; at de bliver degraderet til en andenplads, siger sociolog Hanne Warming.

Bo- eller familiefællesskab

Det handler om at sørge for, at barnets nye hverdag ligner den, han eller hun kendte før skilsmissen. Det er en god ide at lave noget sammen og i det hele taget tage børnene med på råd, når nye traditioner skal etableres. Hvis man træder varsomt og er god til at samarbejde, kan den sammenbragte familie blive berigende.

– Det er en kompleks relation. Det kan være spændende at få nye søskende, men det afhænger af, hvordan forældrene håndterer det, konstaterer Lars Dencik.

Inden man pakker sit liv ned i kasser og flytter sammen på en ny matrikel, skal man tale længe og grundigt om, hvilken type familie man vil være. Sia Holm og hendes kollega Annette Bundgaard skelner i deres familierådgivning mellem bofællesskaber og familiefællesskaber:

Enten skal man i et bofællesskab forlige sig med, at man lever side om side med nogle andre, der har andre regler end én selv, og kunne håndtere den forskellighed. Eller også skal man vælge familiefællesskabet, hvor de voksne bestemmer over alle de børn, der bor i huset, uanset om de er biologiske eller partnerens.

– Det tager år at blive et familiefællesskab. Og det, som jeg oftest ser, er, at når der er fred og ro, er det nemt at være et fællesskab, men når der er konflikter, bliver folk ansvarlige for deres biologiske børn, fortæller Sia Holm.

Det handler om at vælge en familieform, sætte forventningerne ned, lytte til børnene, når traditioner etableres, og blive enige om, hvad reglerne er – helt ned til hvordan man holder på en gaffel. Og så holde fast, når konflikterne kommer.

LÆS OGSÅ: Mor til otte: “Du fortryder jo ikke de børn, du får”

LÆS OGSÅ: Skilt og nyforelsket: ”Elsker du så stadig mig, mor?”

LÆS OGSÅ: Mette Walsted Vestergaard: “Mit familieliv efter en skilsmisse”