Opdragelse
Foto: Getty Images | Man får møgforkælede børn, hvis de ikke får lov til at drømme om uopnåelige ting, mener blogger Esra Pedersen.
Vores Børn

Opdragelse

Blog: Giv dit barn lov til at drømme

Børn har brug for at drømme om umulige ting og ikke bare få alt, hvad de peger på, mener blogger Esra Pedersen, som husker tilbage på sin egen barndoms drømme.

Af Redigeret af Cecilie Møller Rasmussen, Vores Børn, april 2015 30.mar.2015 Børn

Så blev det igen dialog-tid – dialog med barnet Munira. Det skal man jo, siger de. Sidde og tale med barnet og inkludere det og få det til at føle, at det ER noget. Munira kom forleden og sagde, at hun ville have det samme legetøj, som veninden fra børnehaven har. Det er faktisk tit, at vi har den dialog om, hvad hun vil have, og hvorfor hun ikke kan få alt. Hun tager det pænt – heldigvis – for det meste. Denne gang ved morgenbordet, og idet jeg løftede hånden med det hjemmebagte brød på vej til min mund, kom tankerne. Jeg var væk for et øjeblik, og Uffe kunne se det – igen – for det sker engang imellem, at tankerne kommer.

Jeg husker nemlig tilbage på min barndom – på hvor mange ting, jeg drømte om – hvor mange ting, jeg ville, men ikke rigtigt husker, om jeg i en alder af fire, som Munira, gik videre til mine forældre med – fordi jeg aldrig tænkte, at det var dét, der var løsningen. Nej, jeg tror faktisk, at jeg tit bare drømte om alt det, jeg ønskede, jeg kunne eje – måske fordi jeg vidste, at det ikke var alt, man kunne få.

Jeg synes, at børn idag er meget bevidste om deres ret og skal nærmest forhandle om alt med deres forældre i en tidlig alder – børn idag bliver jo inddraget meget mere i familiens samtaler og beslutninger, og det er jo godt, men et eller andet sted kan jeg også godt lide, at man giver barnet lov til at drømme – om det umulige.

Jeg husker for eksempel, at vi som børn legede med nogle nøgleringe med forskellige dyr i noget velour-materiale. Det var så dejligt at røre dem, og jeg kan den dag idag sætte mig ind i den følelse, jeg sad med med nøgleringen i hånden og mærke, hvordan jeg kærtegnede den. Jeg var så vild med den, og jeg drømte om at få én mere i en anden farve. I stedet for at spørge mine forældre – for den tanke slog mig faktisk ikke – så drømte jeg.

Jeg drømte om, hvor vildt det ville være, hvis det regnede med de nøgleringe fra himlen. Hvor smuk græsplænen bag lejligheden ville blive, og jeg kunne nærmest få sommerfugle i maven af forestillingen om dét syn. Jeg kan faktisk stadig se regnen for mig :-).

Jeg drømte om det umulige men vidste, at det måske kunne lade sig gøre. Jeg lod fantasien slippe løs og drømte mig ind i et andet univers, hvor alt kunne lade sig gøre. Det er som om, at det har lært mig, at der ikke er noget, der er umuligt.

Jeg husker i mine forældres landsby, hvor vi tilbragte fem uger af næsten hver sommerferie, hvordan vi samlede sten og opfandt forskellige lege. På grund af varmen udenfor, søgte vi skygge i farmors lerhus og spillede “beş taş” (fem sten). Fem stykker sten, som reddede fem ugers ferie i ukendt landsby – fordi de voksne “passede” deres, og vi børn var overladt til os selv – med fantasien.

Jeg husker glæden ved at få lov til at få sødmælkyoghurt med pære og banansmag, når jeg blev syg. Jeg husker glæden ved at mine forældre spurgte mig, om jeg havde lyst til noget – for det var ikke altid, man blev spurgt. Nogle gange husker jeg endda, at jeg savnede at være syg for at få den ekstra opmærksomhed.

Selvom det er vigtigt at inddrage børnene i samtaler og se dem i deres øjenhøjde, synes jeg også, at det er vigtigt, at man ikke giver dem alt. Det handler vel om at lære dem den grænse – grænsen, hvor de føler, at de er med, uden at de nødvendigvis skal have en holdning til det.

Jeg mødte engang en far, som fortalte, hvor “dårlig” en opvækst han havde haft blandt andet på grund af familiens økonomiske tilstand. Idag er han veluddannet og har råd til meget. Han fortalte, at han forkælede sin søn med alt, hvad han ville have, for sønnen skulle ikke opleve følelsen af ikke at få noget. Jeg prøvede selvfølgelig at modargumentere med, hvor sundt det også har været for os ikke at få alt, og hvordan det har skabt værdi. Ja, tit er det jo sådan, at det er det, vi ikke kan opnå, der er det værdifulde. Det gør, at vi stræber efter det og kæmper for det. Jeg er bange for, at der er mange, der tænker som faren – som skaber møgforkælede unger, som har alt, og som ikke kender følelsen af at drømme – drømme om det umulige.

Jeg troede faktisk ikke, at jeg vil kunne huske så meget, og det er ikke fordi, man skal huske de “dårlige” ting fra fortiden, men det er måske dét, vi skal sørge for over for vores børn. At de kan huske noget – noget, man ikke bare kan få.

Læs mere på bloggen 2verdener.dk.

LÆS OGSÅ: Forkælelse dræber børns glæde

LÆS OGSÅ: Find årsagen til dit barns mareridt

LÆS OGSÅ: Drømme er barnets filter


Henter...