Ferie med børn: Japan

‘Se! Der er en gris i min suppe’ udbryder min datter, Elin, og peger med en stift udstrakt finger på et vingummilignende fjæs med pink tryne, der skvulper rundt i skålen mellem nudler og gulerødder.

Det er vores første ordentlige måltid efter 11 timers udmarvende flyvetur, hvor vi er blevet spist af med vakuumpakkede boller og genopvarmet sammenkogt. Sulten har drevet os ind på den nærmeste frokostrestaurant i lufthavnen – klatøjede af jetlag, og endnu før vi er kommet så langt som til at overveje, hvordan vi får slæbt en overtræt niårig og tre kufferter ind mod vores rejses første mål: millionbyen Tokyo.

Vores sidemand er en brysk ældre herre i jakkesæt med pressefolder så skarpe, som var de skåret med skalpel. Elin strækker hals – ja, ganske rigtigt padler Miss Piggy også omkring i hans suppe. Knap er hun vendt tilbage til sit eget måltid, før han slubrer grådigt, så nudlerne svirper i mundvigene. Jeg konkluderer, at hans bordmanerer er stagneret i treårsalderen.

LÆS OGSÅ: Pak barnets rejsetaske

‘Man må altså godt slubre i Japan!’ lyder det bedrevidende fra Elin. Hun har læst på lektien. I flere år, faktisk. Var japansk kultur på skoleskemaet hjemme i Danmark, ville hun brillere. Det startede med en lyserød lillepigebesættelse af Hello Kitty og fortsatte med det japanske svar på Disney, Hayao Miyazakis poetiske tegnefilm. Videre til voldsforherligende mangategneserier og kampsporten aikido, som hun lidenskabeligt har dyrket i et nedslidt københavnsk træningslokale.

‘Japan er mit drømmeland’ har hun sukket henført i månedsvis op til denne dag, hvor vi tager hul på to ugers ophold i det forjættede land, som – ved første blik ud over lufthavnens mylder af mennesker med underansigterne dækket af hvide masker – snarere føles som en anden planet i galaksen.

Fastelavn for voksne

Tokyos metro er renere end en operationsstue. Ikke et beskidt fodaftryk. Ikke et fladtrådt stykke tyggegummi. Ikke så meget som et eneste stykke efterladt emballage. Den form for hygiejne, der øjeblikkeligt kalder på en kleenex, når ens unge konstant har chokoladeoverskæg og sorte negle.Vi er på vej på eventyrets første udflugt, der går til Yoyogi Park, samlingssted for Tokyos mangafans, der hver weekend mødes og viser sig frem til noget, der minder om en gigantisk improviseret fastelavnsfest. Bortset fra at det indre ur, der står på dansk tid, bimlede os ukristeligt tidligt op fra futonmadrasserne i den skyskraberlejlighed, vi har lånt, er vi i fin form. Især Elin, der hopper på togsædet i ekstase over de mange indtryk: Det lille tv over døren, som lydløst kværner en blanding af tegnefilm og ølreklamer befolket af samuraikrigere.Pigen med blåt hår overfor, der vipper ud og ind af søvnen i takt med togets bevægelser. En baby, hvis buttede ansigt kigger frem fra en hue med abnorme, vamsede ører. Før vi ved af det, er vi på rette station. Med japansk punktlighed – ikke et sekund for tidligt eller for sent.LÆS OGSÅ: Guide: I lufthavnen med børnFor enden af en labyrint af neonoplyste gange åbner Tokyo sig i et bølgende menneskehav, som et øjeblik gør mig panisk – tænk, hvis mit barn, der pludselig synes meget lille, bliver opslugt af vrimlen? Hvad i alverden gør vi så? Omgivet af gadeskilte med kalligraferede skrifttegn. Jeg knuger hendes hånd.

Pokémon med sukkerchok

Vi er trådt ud i en kæmpemæssig futuristisk tegneserie. Lysreklamer a la Blade Runner, fjantede skolepiger i (meget) lårkorte uniformer, nystrøgne forretningsmænd og kimonoklædte husmødre, der tripper af sted i deres klipklaplignende tøfler. ‘Wow!’ gisper Elin med øjne på stilke og trækker utålmodigt i mig.Vi spotter de første udklædte tegneseriefans. En kvinde i hvid plys fra top til tå og Minnie Mouse på T-shirten går hånd i hånd med sin robotkæreste, hvis ansigt er dækket af en maske med blinklys. ‘Gad vide, hvad de har på på en almindelig dag på kontoret’ funderer vi, mens Elin går i gang med at plage, om vi ikke nok kan finde en butik med plyskostumer. Ville det ikke bare være sejt at vise ovre i skolen?Horderne af udklædte virker som børn med sukkerchok – hvinende, pjankede og fuldkommen ude af kontrol stiller de sig op for at blive fotograferet som Pokémon og Hello Kitty. Vi hiver kameraet frem. Minus bøllehat er vi lige akkurat som de japanere, vi smiler overbærende af, når de knipser løs foran Den lille Havfrue derhjemme. Det hele er så overdrevet. Så meget for meget, at vi ikke kan lade være at fnise – også lidt af forlegenhed – og føler os som de eneste voksne i miles omkreds.LÆS OGSÅ: 6 genveje til glade feriebørnIsær da vi støder på et bizart sammenrend af ældre herrer med pomadehår og i 50’er-inspirerede Grease-outfit, der danser som sprællemænd på speed til den øresønderrivende musik fra en ghettoblaster. ‘Så kan John Travolta lære det!’ bemærker min mand, nærmest lammet ved synet af sine kønsfællers uhæmmede spjætten. Elin rokker med til musikken og er ikke til slæbe videre.Jeg tænker: ‘Hvad skal man dog med forlystelsesparker, når underholdningen kan klares med en tur i parken?’

Mor og far i barndom

De følgende dage opfører vi os som opdagelsesrejsende – fremmede og fyldt med undren. Vi afprøver fnisende de særlige japanske toiletter forsynet med knapper, der udløser alt fra pruttekamuflerende strygermusik til lunkne numseafvaskningsfunktioner. Vi spiser sushi i skrædderstilling og propper os med fremmeartede specialiteter, som vi bestiller uden at kunne læse menukortene. Også Elin, der dog sætter grænsen ved en moset, hudfarvet delikatesse ved navn shirako, som vi senere finder ud af betyder ‘friske fiskenosser’.Vi shopper tonsvis af fjollede plastikfigurer i verdens største legetøjsbutik, Kiddy Land, og fra min telefon dingler, før jeg ved det, en miniatureversion af Tokyos kopi af Eiffeltårnet. Det går op for mig, at vi, set med en niårigs øjne, vitterlig er i drømmeland – og at min mand og jeg lige så stille er ved at gå i barndom. Vi kan slet ikke lade være.Åbenbart overdøver Tokyos bombardement af lyde, smagsoplevelser, mærkelige måder at klæde og opføre sig på enhver fornuft og taler direkte til den barnlige nysgerrighed, som på vores ferier ellers har det med at forsvinde i praktiske voksenovervejelser a la ‘hvor skal vi spise næste gang?’ og ‘har du husket togbilletterne?’.Alle andre steder på kloden ville jeg skeptisk spørge: ‘Hvorfor i alverden fylde en sodavand med selvlysende geléklatter, der bobler på tungen?’ Mit svar i Tokyo: ‘Fordi det er sjovt!’ Og hvorfor bruge timevis på at knipse billeder i en fotoboks, der forvandler os alle tre til storøjede mangafigurer? Jamen, hvorfor egentlig ikke?LÆS OGSÅ: Ferie med børn: ParisMin mand og jeg har overgivet os totalt: Vi leger løs. Og Elin synes tydeligvis, at det klæder os. ‘Bare én tur mere med Mario?!’ hviner hun overstadigt en eftermiddag, hvor vi har forvildet os ind en hal med spillemaskiner og fodret en oversize Nintendo med mønter, så hun kan køre om kap med Luigi på en meterhøj computerskærm. Selvfølgelig! Må vi være med?

I hælene på Totoro

På tiendedagen er vi (trods alt) udmattede af at lege, min mand og jeg. Og det er et held, for på vores program står højdepunktet af turen – set med voksne øjne, i hvert  fald: Vi skal ud på landet. Væk fra plastik, larm og karaoke. Ud i det gamle Japan med friserede tempelhaver, naturoplevelser i bredformat og absolut ro.Den slags foregår bedst i et traditionelt badehus, har vi ladet os fortælle. Så vi har booket os ind på en roykan – et hotel, der matcher alle forestillinger om forfinet østerlandsk elegance med skydedøre i papir, kimonoklædte værtinder og det vigtigste: muligheden for afslappende bade i varme kilder, som bobler op fra den mineralholdige undergrund.For at sikre os Elins opbakning til tre dage i slowmotion har vi været omhyggelige med valget af roykan. Jinya Onsen, som stedet hedder, er ikke et hvilket som helst badehotel. I den store have med søer og kirsebærlunde gik engang en lille dreng omkring og fik ideerne til det, der siden skulle blive en af japansk films største eksportsucceser. Drengen hed Hayao Miyazaki, og voksede op og blev Japans svar på Walt Disney.Tegnefilmen, der banede vejen, var Min nabo Totoro om det vamsede naturvæsen, som Elin har som krammedyr, penalhus, blyantspidser, you name it derhjemme. Jeg fortæller hende historien og sparer ikke på de maleriske detaljer, mens vi suser lydløst forbi Mount Fujis sneklædte tinder i nationens stolthed: det strømlinede lyntog Shinkansen. Det virker!LÆS OGSÅ: Test dig selv: Hvilken ferietype er du?Hun er henrykt ved tanken om det store kamfertræ, som filmskaberen legede i som barn, og hun går ved ankomsten straks i gang med at lede efter spor fra gamle Miyazaki-san. ‘Tror du måske også, at han har boet på vores værelse, mor?’. Det er jeg ikke sikker på, men alene tanken er fortryllende.

Bar røv i kimono

Jinya Onsen er alt, hvad vi har turdet drømme om. Panoramaudsigten over bjergene, der ligger hen i et rosa slør af blomstrende blommetræer, er magisk. Hotelhavens lave hække er klippet bonsai-style ved hjælp af neglesaks og overmenneskelig tålmodighed. Kagerne, der serveres med grøn eftermiddagste på vores minimalistisk indrettede  værelse, er dekoreret med de yndigste sukkerblomster. Vi er havnet i drømmen om det gamle Japan, og vi lapper den i os.Først da vi kommer til opholdets egentlige formål, badene, slår idyllen revner. ‘SKAL man være nøgen?!’ mukker Elin. Og ja, det skal man. For i de varme kilder er der adgang forbudt med badetøj, og selv om jeg selv kvier mig ved spankulere forbi receptionen kun dækket af en kimonos millimetertynde bomuld, så er det sådan, det foregår.Heldigvis har det fremsynede personale lagt en kimono i børnestørrelse frem, og på et splitsekund har vi forvandlet os til japanske konkubiner, der leger kejserpalads mellem hotellets samuraisværd og teatermasker. Da vi når baderummet, som gemmer sig bag et bambushegn og et kløvet gardin, der skiller de påklædte fra de nøgne, har Elin glemt alt om blufærdighed.Hun stiller høfligt sine tøfler og folder møjsommeligt sin lille kimono  sammen, tager plads på en lav taburet, fylder en træspand med vand og foretager lydigt de grundige rituelle afvaskninger, der skal til, før vi sammen med tre splitternøgne japanske medsøstre får adgang til det udendørs stenkar.LÆS OGSÅ: Rejsetips til babys første ferieSelv er jeg mere tøvende. For al den påtrængende nøgenhed er pludselig overvældende. En runken pensionist sidder foran mig med røven i vejret, så der ikke er overladt meget til fantasien. Det virker grænseoverskridende, at vi om lidt skal gnubbe lår med fremmede mennesker i det kollektive badekar, og jeg forstår nu, hvorfor de japanske fællesbade i årtusinder er blevet brugt som en anledning til at komme ‘lidt tættere på hinanden’!‘Kom nu bare!’ tigger Elin utålmodigt. Dyb indånding. En mere. Og vi er omsluttet af det glohede vand, mens dampen står i en tåge over os. Så sidder vi dér. Balle mod balle på stenene, mens vandets rislen er det eneste, der fortæller os, at tiden ikke er gået i stå. Selv mit sludrechatol af en datter tier helt stille og har overgivet sig. Til lyden. Varmen. Øjeblikket.

Ren børnezen

Da vi om aftenen sætter os til rette med benene foldet under restaurantens lave borde, har vi runkne fingre og en puls på omkring tyve. ‘Mor, vi skal bare huske at nyde det her …’ siger Elin og kigger på mig med dødsens alvor. ‘Det er sådan, man gør i Japan. Det hedder faktisk zen!’ tilføjer hun med en niårigs gammelkloge eftertænksomhed og minder mig om de japanske zenbuddhisters livsfilosofi: At nuet er alt. Lige nu!‘Nyd det, for helvede!’ udbryder min mand, og jeg ved præcis, hvad han mener: Vi er velsignet med et barn, der for længst har fattet pointen – og dét endda på japansk: At vi skal dvæle ved dette ukendte, lykkelige øjeblik og være til stede med hver fiber i vores dvaske kroppe. Her! Sammen! Om lidt er det hele slut, og vi skal flyve en halv jordklode rundt med retning mod hverdagens leverpostejsmadder og faste sengetider.LÆS OGSÅ: Ferie med børn: OsloMed os i baggagen har vi heldigvis en plysdragt med kaninører og et par kilos overvægt af skøre plastikfigurer, der kan minde os om, at vi også skal huske at lege lidt mere.

Det lærte jeg undervejs …

… at den bedste rejseforbereldese er at beslutte sig for at slippe tøjlerne og gå all in, for intet er, som du forventer, uanset om det gælder maden, turistattraktionerne – eller japanerne!

… at mit barn er den bedste guide. Det er forunderligt, så meget jeg oplever, når jeg slår voksenfornuften fra og siger ja til alt det, jeg tror, jeg ikke gider.

… at det ikke handler om målet, men om vejen derhen. Den zen-buddhistiske visdom er en gave til fortravlede forældre. Det gælder – helt banalt – om at leve i nuet.

… at mit barn ser og oplever meget mere, end jeg tror. Når jeg husker at lytte til hendes oplevelser, får mine egne en ekstra og helt uvurderlig dimension.

LÆS OGSÅ: Bubber: “Nærvær kan ikke skemalægges!”