Forstå dine drømme som gravid
SPONSORERET indhold

Derfor drømmer du om utroskab og monsterbabyer, når du er gravid

Har du drømt om at føde et monster med tre hoveder eller at glemme baby i vasketøjskurven? De fleste gravide drømmer faktisk vildere end nogensinde, og du kan bruge dine drømme til at forberede dig på fødslen og livet med en baby.

Af: Sofie Winther Askgaard Foto: Getty Images
23. mar. 2020 | Børn | Vores Børn

Gravides drømme er ofte mærkelige, fjollede og urealistiske. De giver ingen mening. Eller gør de? Ja, mener drømmeforsker Michael Rohde, som er aktuel med bogen Når gravide drømmer.

"Mange siger, at de syrede drømme kun skyldes, at hormonerne raser i din gravide krop. Men dine drømme betyder noget, uanset hvor syrede de er. De er udtryk for, at du i dit indre er ved at vænne dig til tanken om, at du om lidt får ansvaret for et nyt lille menneske", siger han.

LÆS OGSÅ: 76 facts du ikke kan undvære, mens du er gravid

Intense drømme

Når du er gravid, kan det føles som om, du drømmer mere end ellers. Men ud over, at gravide i perioder kan sove mere og måske dér også drømme mere, så drømmer gravide generelt ikke mere end ikke-gravide – du husker bare bedre dine drømme.

"Gravides drømme er ofte vildere, mere intense og lidt urealistiske. Der sker utroligt meget inde i en kvinde, når hun er gravid, og det afspejler sig i intensiteten af drømmene. De kan fx være så intense, at de vækker dig – og så vågner du som gravid også ofte, fordi du skal tisse, og det gør faktisk også, at du bedre kan huske, hvad du lige har drømt", siger Michael Rohde.

Klar til fødslen

Vi drømmer alle sammen – ja, også dig, der måske tror, at du ikke drømmer. Du kan bare ikke huske dine drømme, men det kan du lære at blive bedre til. Og der er mange gode grunde til at arbejde med at huske og forstå dine drømme som gravid.

"Det kan gøre dig bevidst om ellers ubevidste følelser og tanker, der ofte opstår, når man skal være mor. Måske er du usikker på, hvordan man tager sig af det lille væsen? Måske spekulerer du over, hvordan du gerne vil være som mor – og hvad der vil ske med dit parforhold?", siger drømmeforskeren og fortsætter:

"Drømmene sætter billeder på din uro og kan hjælpe dig med at bearbejde tanker og følelser inden fødslen, så du kan gå mere afklaret ind i rollen som mor. Der findes endda studier, som peger på, at jo mere, du har arbejdet med dine drømme, des lettere kan din fødsel blive, fordi du er mere afklaret og rolig på den store dag!"

LÆS OGSÅ: Klumme: Ja, jeg spiste min moderkage, efter jeg havde født

Tal om dine drømme

Dine drømme som gravid er altså en unik mulighed for at få øje på ting, som rumsterer i dit ubevidste og kan give dig indre uro eller stress. Dine drømme afspejler nemlig, hvordan du inderst inde har det, når du er vågen, så det gælder om at finde ud af, hvad de vil fortælle dig.

"Det kræver, at man kan huske sine drømme, men det kan alle lære. Prøv at sige til dig selv hver aften, at du vil huske dine drømme. Når du vågner, skal du skrive drømmene ned eller indtale dem på din telefon. Med tiden vil du blive bedre og bedre til at huske dine drømme," siger drømmeforskeren og slutter:

"Dernæst er det en god ide at tale om dine drømme. Det kan være med din partner eller en veninde, og det kan ofte gøre, at du finder forbindelsen mellem drømmen og dit vågne liv, så du bliver mere afklaret og mindre bekymret omkring fødslen og at skulle være mor."

Anbefalet til dig