Solomor
Maria Fokdal er selvvalgt solomor. Foto: Maria Sattrup
Vores Børn

Solomor

Gravid med ukendt donor: “Det er et kærlighedsbarn”

Da Maria Fokdal som 36-årig gik fra sin kæreste, brast drømmen om en kernefamilie, men lysten til at blive mor var stærkere end nogensinde. I dag venter hun ønskebarnet – med en donor, hverken hun eller datteren nogensinde kommer til at kende.

Af Marie Graunbøl, Vores Børn Gravid nr. 05, 2013 08.jan.2014 Børn
Faktaboks

MOR: Maria Fokdal, 37 år, sygeplejerske. Gravid i 38. uge, venter en datter.

Faktaboks
  • Siden 2007 har det været muligt for lesbiske og enlige kvinder at få kunstig befrugtning på fertilitetsklinikker i både privat og offentligt regi, typisk med sæd fra en ukendt donor.

  • Antallet af børn uden en kendt far vurderes at være steget markant efter lovændringen, men der er endnu ikke præcise tal på udviklingen.

  • Der findes heller ingen dansk forskning i, hvordan børn med en ukendt far klarer sig. En engelsk undersøgelse fra 2010 viser dog, at børn født af singlekvinder efter donorinsemination ikke har mindre psykologisk velvære end børn fra traditionelle kernefamilier.Kilde: Politiken.dk og Retsinformation.dk

En sen eftermiddag i slutningen af februar gik Maria Fokdal ned ad gangen på det hospital, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske. Foran sig skubbede hun en barnevogn, hun netop havde fået af en kollega, der ikke havde brug for den længere. Sneen dalede i store, bløde fnug bag vinduesruderne, og inden i hende voksede et barn, men også en tiltagende følelse af ensomhed.

Tårerne fik frit løb, da hun trådte ud på gaden i den frostklare luft. Alene. Uden den mand ved sin side, som hun altid havde forestillet sig skulle følge hende, når hun en dag stod dér med barnevogn, antydningen af en gravid mave og et mylder af tanker om sit kommende liv som mor.

I dag sidder Maria i sin lejlighed i Valby – omgivet af babyudstyr, fuld af forventning og nu med en stor, smuk bule, der afslører, at hun om blot få uger skal nedkomme med sit første barn.

Men nogen far er der stadig ikke, for den lille datter, hun venter, er resultat af en insemination med sæd fra en anonym donor foretaget på Rigshospitalets fertilitetsklinik. Og når hun tænker tilbage på den snedækkede februardag i begyndelsen af sin graviditet, er det med blandede følelser.

LÆS OGSÅ: Mor til donorbarn

“Da gik det for alvor op for mig, at jeg var alene, og at jeg ikke bare i dét øjeblik, men i al fremtid ville skulle stå til ansvar for min beslutning om at blive selvvalgt alenemor. ‘Hjælp, hvad er det dog, jeg har gjort?’ var den tanke, der pludselig fløj igennem mit hoved, samtidig med at jeg fra bunden af mit hjerte vidste, at min datter var både ønsket og elsket. Der var ingen fortrydelse, men den dag blev alligevel et vendepunkt, fordi jeg med ét fik et meget realistisk billede af, hvad det på godt og ondt er for et liv, jeg har valgt.”

Veninden gav det sidste skub

Beslutningen om at blive insemineret havde ellers været lettere, end hun havde forestillet sig. Seks måneder før hun blev insemineret, var hun og kæresten gennem flere år gået fra hinanden. Men lysten til at blive mor var ikke forsvundet sammen med ham.

“Da bruddet var en realitet, var det også et uigenkaldeligt farvel til drømmen om en familie af den almindelige slags med to forældre og et eller flere biologiske børn. Jeg var 36 år, uret havde tikket længe, og min ekskæreste og jeg havde været i fertilitetsbehandling, så tanken om, at selve befrugtningen skulle foregå på et hospital var ikke fremmed for mig. Men uden ham forekom det alligevel mere umuligt end nogensinde, at det skulle lykkes mig at blive mor, og det kunne jeg ikke acceptere.”

I stedet for at vente på, at en mand med far-potentiale skulle dukke op, blev Maria derfor mere og mere optaget af tanken om at få barn alene. Skridtet forekom ikke så langt efter de mange måneder i behandling på fertilitetsklinikken, hvor kvinder på hendes egen alder kom og gik – både med og uden en kæreste i hånden. Og efter at hendes nære veninde, der havde været single i årevis, havde ladet sig inseminere, følte hun sig sikker.

LÆS OGSÅ: Vi fik børn via donor

“Det gav mig det sidste skub, og siden har det været en uvurderlig hjælp, at vi har haft hinanden at læne os op ad. Vi har deltaget i fødselsforberedelse og er gået til skanninger sammen, og når hormonerne og alle bekymringerne har fået mig helt ud over kanten, har det været godt at vide, at jeg bare behøvede at ringe, så ville hun være der og kende alle følelserne indefra,” forklarer hun.

Sandheden om far

Marias graviditet har været nem og uden større gener end lidt plukveer. Heldigvis. For igennem de seneste mange måneder har hun været om muligt endnu mere ængstelig for komplikationer end andre gravide, fordi hun ved, hvor svært det ville være i det daglige, hvis hun lagde sig med opkastninger eller bækkenløsning uden en partner til at tage over. Hun er derfor også blevet klar over, at hendes netværk betyder alt – både nu og fremover.

“Jeg har igennem graviditeten oplevet kæmpe støtte både praktisk og mentalt fra mine veninder og min mor, som også var alene med mig, da jeg var lille. Deres tilgang har været ubetinget positiv, og det gør mig tryg at vide, at selv om min datter aldrig kommer til at have en biologisk far, vil der være masser af mennesker omkring hende, der vil elske at være en del af hendes opvækst,” fortæller hun.

Det har straks været sværere at forholde sig til de reaktioner, som er kommet fra uventet kant, når hun har mødt gamle bekendte, kolleger eller vildt fremmede, der er gået tættere på i deres spørgsmål til den voksende mave, end hun har syntes, de burde.

LÆS OGSÅ: Mor til donorbarn

“Jeg har ofte følt, at jeg skulle forsvare min beslutning, og jeg har fundet det provokerende, når folk tilsyneladende mente, at jeg skyldte en forklaring, og konsekvent reagerede med et ‘jo, men ville du ikke hellere have et barn med en kæreste?’. Selvfølgelig ville jeg det, men det var bare ikke en mulighed i mit liv. I begyndelsen overvejede jeg at lyve mig ud af situationen og opfinde en far til lejligheden, men fandeme nej! Jeg har ikke noget at skjule, og det ville i øvrigt også være en glidebane at komme ud på, for hvad ville jeg så sige, den dag min datter sidder i klapvognen?”

Træf de rigtig beslutninger og valg

At stå ved sine beslutninger har i det hele taget været vigtigt for Maria igennem graviditeten. Også når det gælder valget af anonym donor, hvilket i praksis betyder, at hendes datters fars identitet er reduceret til et tilfældigt nummer, og at det derfor aldrig vil være muligt at opsøge ham.

Muligheden for at finde eventuelle halvsøskende er dog til stede, blandt andet via en gruppe på Facebook, hvor selvvalgte alenemødre udveksler donornumre i jagten på biologiske slægtninge til deres børn. Maria er klar over, at det kan virke stødende på nogen, at hun dermed har frataget sin datter muligheden for nogensinde at kende den ene halvdel af sit biologiske ophav. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det er det rigtige.

“I begyndelsen var det ikke et bevidst valg, men skyldtes, at den fertilitetsklinik, jeg var tilknyttet, kun tilbød sæd fra anonyme donorer. Sidenhen har jeg mærket efter, og det er faktisk sådan, jeg helst vil have det. Det kan lyde egoistisk, men hun er min datter, og jeg har ikke brug for, at der skal være en far, for det er sådan, jeg har valgt at stifte familie. Alene! Det tager jeg det fulde ansvar for. Hendes datter skal derfor også kende sandheden om, hvordan hun blev undfanget, og skal, fra hun er i stand til at forstå det, vide, at der ikke venter en far derude.”

“Hun må aldrig være i tvivl om, at hun er et kærlighedsbarn, bare ikke på den sædvanlige måde. Jeg håber, at hun, når hun bliver ældre og muligvis oplever et savn, vil kunne forstå, at dette var vores mulighed for at blive en familie. Jeg føler også trang til at bruge ordet … tilgivelse,” lyder det tøvende og med noget ubestemmeligt i stemmen.

LÆS OGSÅ: Camilla donerede ni æg

Maria føler også en trang til, på egne og andre singlekvinders vegne, at forsvare muligheden for at blive insemineret, også selv om der står en række etiske dilemmaer på spring.

“Jeg mener ikke, at det er en menneskeret at få børn, men jeg ville alligevel blive meget fortørnet, hvis man fra politisk hold forhindrede kvinder i at blive mødre ved hjælp af donorsæd. Insemination giver en masse selvstændige, selvforsørgende og fuldt ud forældreduelige kvinder mulighed for at stifte familie, og alternativet ville være, at de gik ud i byen, fandt en tilfældig mand og lod ham levere sæden. Det ville ikke være fair over for de mænd, som blev fædre uden at ville det, og i øvrigt heller ikke over for de børn, som kom ud af det,” slår hun fast.

Nej tak til medlidenhed

Hjemme i Marias lejlighed er alt gjort klart til, at en nyfødt om ganske kort tid flytter ind. Børneværelset er indrettet, sparkedragter og bleer ligger parat i skuffer og skabe, og en autostol er bakset på plads på bagsædet af bilen ved egen hjælp.

“For den slags er der jo ikke en stor, stærk mand, som kommer og ordner for mig,” konstaterer hun smilende. Det er så alligevel ikke hele sandheden. Da Maria var seks måneder henne, mødte hun en mand, som hun i dag kalder for sin kæreste.

“Han har jo fået hele pakken og lidt til,” griner hun, men fortsætter i et mere alvorligt tonefald:

“Nej, han skal ikke være min datters far, og jeg er meget bevidst om, at han ikke er en erstatning eller en sutteklud i en udfordrende periode af mit liv. Det er mig alene, der har valgt at stifte familie. Kan han være noget godt for min datter i fremtiden, er det dejligt, men han har ingen forpligtelser og kommer aldrig til at få det.”

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du til at stråle

Trods alle forbehold skal Marias nye kæreste med til fødslen. Alene af den grund, at skulle forholdet blive mere alvorligt med tiden, så er det en oplevelse, hun gerne vil have, at de har delt.

Alt andet har hun selv taget sig af. Hun har eksempelvis ikke skullet diskutere sin lille datters navn med nogen. Hun skal hedde Valentina Sophia, skal ikke døbes i en kirke og kommer til at vokse op som midtpunkt i et fintmasket net af mandlige venner, der kan fungere som maskuline forbilleder.

Friheden til egenhændigt at tage alle afgørende forældrebeslutninger betragter Maria som en gave. Også selv om hun indimellem føler et lille stik i hjertet, når hun ser forelskede par promenere stolt med barnevognen, og ved, at der vil komme tidspunkter, hvor hun vil savne at dele bekymringerne, men måske især glæderne med en, der elsker hendes lille datter lige så højt som hun selv. Men medlidenhed fra alle de lykkelige barnevognspar vil hun ikke have.

“Det er sgu ikke synd for mig, for jeg har selv valgt mit solomoderskab, og det har gjort mig til et lykkeligt, stærkere og langt mere helt menneske – hvis nogen skulle være i tvivl.”

alt

Psst… Søde lille Valentina Sophia kom til verden den
18. juni ved en nem og hurtig fødsel. Hun vejede
3410 g og målte 48 cm ved fødslen.

dupa

Henter...