10 nemme Halloween-kostumer til børn
SPONSORERET indhold

Halloween: 10 hjemmelavede Halloween-kostumer til børn

Den 31. oktober er det Halloween, og hvis du ikke allerede er smækfyldt med idéer til nemme, hjemmelavede Halloween-kostumer til børn, så har vi samlet inspiration til gør-det-selv udklædning og fejring af Halloween med børn her.

Af: Kicki Boss Foto: Getty Images
04. okt. 2022 | Børn | Vores Børn

Denne artikel er oprindeligt bragt oktober 2018. Opdateret af Lea Holdgaard Hansen og Susanne Baden Jensen.

Halloween er den irsk-amerikanske tradition, som efterhånden har vundet godt indpas i Danmark. Den 31. oktober hvert år fejres Halloween ved, at børn og voksne klæder sig ud og omfavner uhyggen både med kostumer, skræmmende dekoration af huse og stuer og med udskårne græskar med belysning på trappesten og havestier.

Har du ikke ungernes Halloween-udklædning på plads endnu?

Så har vi samlet inspiration til både uhyggelige og søde hjemmelavede Halloween-kostumer til børn.

1) DIY-kylling

Her er et kostume, som selv de allermindste kan være med på. En kylling! Du skal bruge en røde leggins, en gul bluse og gul fjerboa, en limpistol og kammen kan eventuelt laves i rød filt med vat inden i og syes på en djævlehue, hvis du ikke er en haj til at hækle. Et voila! Og selv en kylling kan gøres ekstra uhyggelig med lidt ansigtsmaling.

Halloween kostume børn
Foto: Instagram, @camillaguldbrandt

 

2) Klassisk spøgelses-udklædning

Man behøver ikke gøre det sværere for sig selv, end det behøver at være. Skal dit barn klædes lidt uhyggeligt ud, men har du ikke lige nået til kostume-ræset før dagen oprinder, så fat mod. Har du et hvidt lagen? Godt. Har du også en saks? Så er dit barn klar til uhygge i sit flotte Halloween-kostume lige straks.

Halloween kostume børn
Foto: instagram, @aminavagante

3) Sneglekostume

Et par ruller brunt indpakningspapir, et stykkestof til slæb, en limpistol, stof til seler, en hårbøjle, ståltråd og et par lette, små bolde og så kan du også forvandle dit barn til en sød snegl til Halloween.

Halloween kostume børn
Foto: Instagram, @denkreativerappenskralde

4) Uhyggelig dukke

Er du ferm med makeup, så skal der ikke meget til at forvandle dit barn til en uhyggelig dukke. Især ikke, hvis I allerede har et godt tylskørt, en pyntet skjorte og en stor sløjfe at tilsætte til en lidt vilter, opsat frisure. Ansigtsmaling kan uden tvivl peppe de fleste Halloween-kostumer lidt op.

Halloween kostume børn
Foto: Instagram, @lacuhr

5) Mexicansk dødsmaske

Denne udklædning kan du nærmest lave uden ansigtsmaling og bare med almindelig makeup og noget tøj, der ser lidt vintage-agtigt ud. Husk perler og mørke blomster, som tit forbindes med mexicanske dødsmasker.

Halloween kostume børn
Foto: Instagram, @lacuhr

6) Lynhurtig kat

Har du noget sort børnetøj og en sort eyeliner? Så kan dit barn blive klædt ud som kat selv med få minutter til, I skal ud ad døren. Katteører kan klippes i sort pap og tapes på en hårbøjle, og alternativt - hvis dit barn har lidt længere hår - blot du "snor" barnets hår i to rodede frikadeller oppe på hovedet, som kan agere ører. Så mangler du bare knurhår og næse, og måske et sort stykke stof, som du sætter bag på buksen som hale.

lav selv halloween kostumer børn DIY.jpg

7) Udklædning af papkasser – en flyvemaskine

Gamle papkasser kan forvandles til en flyvemaskine, som dit barn kan agere piloten af, hvis du er lidt vaks på fingrene, har lidt maling, en saks, en limpistol og et par seler. Skal kostumet have et nøk mere, så gå på jagt efter et par pilotbriller.

Halloween kostume børn
Foto: Instagram, @bradybeeson

8) Sejt (og let) pirat-kostume

Du skal bruge en stribet trøje (gerne med sorte og hvide striber) og et par mørke bukser. Rundt om hovedet binder du et tørklæde, og i ansigtet maler du en sort klap for øjet, og måske også et "farligt" ar, et dødningehoved eller skægstubbe? Og sådan har du let transformeret barnet til en pirat – du bestemmer selv, hvor "skræmmende" den lille skal se ud. 

kostume børn pirat.jpg

9) Forklædt som fugleskræmsel

Du har ikke brug for meget andet end en stråhat, smækbukser, en slidt skjorte, lidt ansigtsmaling og måske lidt halm til at stikke i lommerne. Lige dele nuttet og lidt uhyggeligt fugleskræmselkostume – tjek!

Halloween kostume børn
Foto: Instagram, @vanezalondono

10) Tordensky

Er uhyggelig udklædning ikke helt jer, men vil du alligevel gerne snige en smule uhygge ind i dit barns Halloween-udklædning, hvad så med at lave en tordensky ud af en paraply, led-lys og sølvglinsende perler? Du kan eventuelt toppe udklædningen med sort eller gråt tøj til poden og en simpel lysegrå ansigtsmaling med mørkere øjenomgivelser.

Anbefalet til dig