Hvad svarer man egentlig?

“Hvorfor gaber jeg?” “Hvorfor synger fuglene?” “Hvordan ser Gud ud?” Dit barn kigger insisterende på dig og afventer, at du prompte hiver et brugbart svar frem fra din tænketank, for mor ved jo alt. Du tænker dig godt om, men trods ihærdige forsøg dukker der dog ikke noget frem, som kan give en gangbar forklaring på dit barns spørgsmål.

– Hvis du ikke ved, hvad du skal svare på dit barns spørgsmål, kan du sige ‘det ved jeg ikke, men det kan vi undersøge.’ Eller: ‘Det ved jeg ikke, men vi kan prøve at spørge en anden, som måske kender svaret’, lyder opfordringen fra specialpædagog Marianne Helleskov, der arbejder med pædagogisk observation i daginstitutioner.

Drop søforklaringerne

– Lad være med at kaste dig ud på dybt vand og finde på søforklaringer, som gør dig utroværdig. Det gennemskuer dit barn alligevel med det samme, tilføjer hun.

Allerede omkring toårsalderen begynder dit barn at have et sprog og kan utrætteligt pege med sin lille finger og spørge ‘hvad er det?’ Senere kører ‘hvorfor’ i ring og tester din kreativitet og tålmodighed.Når dit barn er mellem tre og fire år, kommer der flere ord på, og her er det primært spørgsmål omkring familierelationer, der optager den lille spørgejørgen: ‘Er mormor din mor, mor? Hvem er morfars far?’ Som fire-femårig vælter spørgsmålene fra dit barn frem konstant.

– Jo større berøringsflade dit barn begynder at få med dets omverden, og jo mere barnet overhører, jo flere spørgsmål vil der også begynde at komme, forklarer Marianne Helleskov.

– Hvis du tror, at oldemor bliver til en smuk stjerne på himlen, når hun er død, er det det, du skal svare, når dit barn spørger, siger Marianne Helleskov.Dit barn vil højst sandsynligt støde på andre forklaringer og komme hjem og stille dig til regnskab, hvis Magnus i børnehaven har sagt, at det ikke passer, men det er helt i orden.

– Så må du forklare, at folk tror på forskellige ting, og det er det, du tror på, der sker, når man dør. Det er vigtigt, at du er tro mod dig selv i de forklaringer, du giver dit barn. Det gør dig mest troværdig, siger Marianne Helleskov.

– Børn vil gerne have styr på tingene omkring sig. De er meget videbegærlige, og de skal have lov til at spørge alt det, de vil, fastslår hun.

De svære spørgsmål

Som forælder undgår du ikke at skulle svare på de svære spørgsmål, der eksempelvis handler om død, religion og krig. Her gælder det om, at du er ærlig i det omfang, dit barn kan tåle at høre sandheden. Du skal med andre ord tænke over, hvor meget viden du giver videre til dit barn.

– Det er svært at sige noget om, hvor meget lige netop dit barn kan kapere, og det er vigtigt, at du med dine svar gør dit barn trygt, siger Marianne Helleskov. Derfor er det helt o.k. at svare blankt nej, når dit lille barn spørger, om du skal dø. Hvis spørgsmålet kommer, fordi dit barn har mistet en bedsteforælder, kan du stadig bløde sandheden lidt op:

– Du kan sige, at du først skal blive lige så gammel som mormor eller oldemor, måske ældre, og dermed forsikre barnet om, at der ikke er grund til bekymring. Eller du kan sige, at mor og far vil altid være her, siger Marianne Hellskov.

Når det drejer sig om spørgsmål om døden og Gud, er det også vigtigt, at du giver udtryk for det, du tror på, og på den måde er ærlig i dit svar.

Hvordan laver man babyer?

Det er de færreste forældre, der undgår at blive konfronteret med de pinlige spørgsmål, som får kinderne til at blusse og sætter hjernen i sving, når de gode svar skal findes. Eksempelvis spørgsmålet om, hvordan babyer bliver til. Her foreslår Marianne Helleskov, at du svarer, hvis du føler, at du kan gøre det uden at blive for forlegen ved situationen.

– Hvis du ikke har lyst til at svare på lige netop det spørgsmål, kan du bede en anden svare, siger hun og fortsætter:

– Hvis dit barn oplever, at du ikke vil svare på de spørgsmål, det stiller, vil dets nysgerrighed bare blive vakt endnu mere. Derfor er det altid godt at have en anden person i baghånden.Hvis du ikke sender aben videre til far, faster eller mormor, men har mod på at kaste dig ud i et svar, råder hun dig til at svare så enkelt og konkret som muligt.

– Lad være med at kaste ud i den store smøre omkring forplantning, men sig eksempelvis: Inde i damen er der nogle frø, som er smeltet sammen med mandens frø, og de er så blevet til en baby.Dit barn giver måske ikke op så let, og den naturlige fortsættelse af det svar kan så være, ‘men hvordan kommer mandens frø så ind i damen?’

– Den må du så tage derfra, og hvis du ikke ønsker at svare på det, kan du jo sige, ‘det vil jeg gerne tale med dig om, men du skal lige være lidt ældre’.

Små hvide løgne

Selv om du helst skal være ærlig i dine svar, sker det også, at du er nødt til at ty til en lille hvid løgn. Eksempelvis når du bliver spurgt, om julemanden findes, om det er ham, der kommer med julegaverne, og om det er rigtigt, at han har flyvende rensdyr?

– Det er hyggeligt med de små historier om julemanden, der kommer med gaverne, og tandfeen, der lægger en mønt under hovedpuden, når barnet har tabt en tand. Her er det helt o.k. at være en løgnhals, siger Marianne Helleskov og forsikrer, at dit barn nok skal tilgive dit bedrag med tiden, når det en dag går op for barnet, at det i virkeligheden er far, der lægger mønten under hovedpuden, og mor, der har lagt gaverne i julesokken.

– Du er uærlig i en god sags tjeneste, hvor du får skabt lidt magi og eventyr i dit barns verden.

Spørgsmål er sunde

– En vigtig drivkraft for dit barns udvikling er nysgerrighed. Og nysgerrige børn behøver nysgerrige forældre, siger Marianne Helleskov, som synes, at det er sundt for dig at blive konfronteret med dit barns mange spørgsmål.

– Dit barn tvinger dig til at tænke over livet, og du kommer til at tænke over livet i et børneperspektiv, siger hun og fortsætter:

– Dit barn udfordrer og stiller spørgsmålstegn ved de regler, du opstiller: ‘Du må kun få ét stykke pålægschokolade på det stykke franskbrød, ‘ siger du. ‘Hvorfor? Brødet er så stort, at der er plads til et stykke mere’, konstaterer dit barn. Og det kan jo være svært at give en logisk forklaring på.

Og så må du ud i noget i retning af ‘jeg synes ikke, du har godt af for meget chokolade’ eller andre varianter af klassikeren, ‘fordi jeg siger det!'