"Jeg har ikke lyst til at råbe af mine børn - men jeg kommer til det"

Er der ikke noget med, at dem man elsker allermest også er dem, der kan drive en fuldstændig til vanvid?

Ikke før jeg blev mor, har jeg i den grad brugt yderkanterne af mit følelsesregister: Den største, ubetingede kærlighed, den største omsorg – og den største afmagt. Jeg kender ingen som mine drenge, der både kan give mig et sus af lykke i maven, og få mig ud, hvor jeg slet ikke har lyst til at være. Fordi de er … ja, børn.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

Når jeg har travlt og for 117. gang har bedt den fireårige om at tage jakke på, og han altså liiige har andre ting, der er vigtigere. Eller når jeg efter en lang arbejdsdag, med stor tålmodighed, har fortalt den etårige, at maden skal på tallerkenen eller i munden og ikke på gulvet, og at mælken skal drikkes og ikke ud over frikadellerne, ja så er det, at jeg kan tale med en meget bestemt tone – og endda komme til at råbe af mine børn. Ofte et kort og højt: SÅ stopper du!!!

I samme splitsekund fyldes jeg med dårlig samvittighed, for jeg ved jo godt, hvad det gør ved et barn – at det at råbe er et psykisk overgreb, næsten på linje med at stikke dem en flad.

Hvis et barn bliver slået, kan du se skaden her og nu. Hvis du råber meget af dit barn, kan du ikke se skaden med det samme. Men det kan give lavt selvværd, ensomhed og angst langt ind i voksenlivet, fordi barnet ikke føler sig trygt hos mor eller far, siger psykolog Charlotte Diamant.

LÆS OGSÅ: ”Skældud bliver forbudt om 100 år”

Bang. Mere næring til den dårlige samvittighed. Tak for den. Jeg råber ikke hver dag. Jeg råber heller ikke en gang om ugen, men jeg gør det af og til. Det sker, når jeg af en eller anden grund ikke har overskud. Når det er mig, der løber rundt i hamsterhjulet for at få det hele til at hænge sammen og ikke evner at stoppe op og give mig tid. Eller bare ikke har tid, fordi jeg nu engang også prioriterer alt muligt andet.

Drønfrusterende

Du kan sikkert genkende noget af ovenstående, for som forældre kan mange af os komme derud, hvor vi har lyst til at sparke til døren i frustration. Du vil heller ikke se en løftet pegefinger fra mig, hvis du indimellem kommer til tale meget højt. Men tager det overhånd, er det et problem. For det skader børn. Punktum. Så hvad gør man i den situation, hvor man har lyst til at skrige sin frustration ud? Og hvad gør man for helt at undgå at komme dertil?

LÆS OGSÅ: Terrible twos: Overlevelsesguide til trodsalder

Jeg har ikke lyst til at råbe af mine børn. Når jeg alligevel kommer til det, er det paradoksalt nok ofte dem, der bløder stemningen op igen. For eksempel når vi nogle minutter senere sidder i bilen på vej til institutionen, og jeg med en knude i maven af dårlig samvittighed er i færd med at undskylde: ‘Voksne gør også noget dumt, nogle gange. Jeg skulle ikke have råbt. Det må I altså undskylde’.

Så er det, at den store kan finde på at afbryde og sige ‘Ja ja mor, det er altså ok – jeg gjorde jo heller ikke, som du sagde’. Livet går op og ned – og det gør følelserne også. Det er ok, så længe børn vokser op med en grundstemning af omsorg og kærlighed, og der ikke bliver råbt for tit.

Så pas på temperamentet derude og husk at kysse og kramme jeres børn hver dag.

LÆS OGSÅ: 9 veje uden om skældud

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?

LÆS OGSÅ: "Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv"