Josephine Rahbek Wilson om fødsel
SPONSORERET indhold

Josephine skal have kejsersnit: "Man er ikke en dårligere mor, fordi man ikke føder sit barn vaginalt"

Josephine har planlagt at føde ved et kejsersnit. Hun glæder sig over den ro, det giver at kende datoen for fødslen, og så håber hun, at der i fremtiden kommer større forståelse for, at et planlagt kejsersnit også kan være en helt fantastisk oplevelse.

Af: Lisa Marie Kongsgaard Foto: Martin Bubandt
27. okt. 2021 | Børn | Vores Børn

Hvorfor skal du føde ved planlagt kejsersnit?

"For 14-15 år siden gennemgik jeg nogle store maveoperationer som følge af en kronisk tarmsygdom, Colitis Ulcerosa, hvor min tyktarm blev fjernet. På grund af operationerne i maven omkring fødekanalen, fraråder lægerne, at jeg føder vaginalt, da der er risiko for, at det vil skabe komplikationer i forbindelse med de indgreb, der tidligere er lavet. Derfor fødte jeg min søn, Leander, ved planlagt kejsersnit for to år siden, og planen er, at hans lillebror skal komme til verden på samme måde omkring nytår."

Hvordan tænker du tilbage på din første fødsel?

"Min mand og jeg boede i England, da vi blev forældre første gang, og fødslen foregik på et engelsk hospital. Jeg husker det som en helt fantastisk oplevelse, som jeg gik ind til med en stor ro i maven: Jeg kendte tid og sted, jeg var forberedt på, hvad der skulle ske, og jeg havde stor tillid til de mennesker, der skulle bringe min søn til verden. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg lå og følte mig spændt i hele kroppen aftenen inden kejsersnittet og tænkte på, at jeg ville blive mor den næste morgen. Det var helt vildt. “Nu er der altså ingen vej tilbage”, sagde jeg til min mand, da jeg lå på operationsstuen, og overlægen nærmede sig med kniven. Og fem minutter senere var vi Leanders forældre."

LÆS OGSÅ: Sofie fødte spontant på badeværelset: ”Jordmoderen siger, at jeg skal lægges ned, men det kan jeg slet ikke overskue”

Hvordan har du det med at skulle føde?

"På grund af min mavesygdom har jeg i mange år vidst, at jeg skulle føde ved planlagt kejsersnit, hvis jeg fik børn. Det har altid været et vilkår for mig, og derfor har jeg aldrig overvejet andre muligheder – men jeg har heller aldrig været ked af, at det er sådan, jeg skal føde. Det kan godt være, jeg havde haft det anderledes, hvis det havde været et stort ønske for mig at føde vaginalt – eller hvis jeg ikke var forberedt på det, og kejsersnittet skete akut. Men jeg føler mig faktisk heldig: Jeg har allerede haft én god oplevelse med planlagt kejsersnit, og nu får jeg lov til at opleve det igen."

Hvordan forbereder du dig?

"Jeg har aldrig gået til fødselsforberedelse, fordi jeg ved, at fødslen kommer til at ske ved kejsersnit. I stedet har jeg samtaler med lægerne, der sætter mig godt og præcist ind i, hvordan det hele kommer til at forløbe. På grund af min mavesygdom holder de ekstra øje med mig undervejs i graviditeten, og derfor går jeg også til vækstscanninger, hvor de sikrer sig, at min søn i maven vokser, som han skal. Jeg har termin den 31. december, men for at mindske risikoen for, at jeg pludselig går i fødsel, bliver kejsersnittet foretaget et par uger før. Jeg synes, det er helt specielt at kende den præcise dato for, hvornår jeg skal møde mit barn, og selvom jeg først får datoen senere i graviditeten, håber jeg, at vi kan styre uden om både andesteg og nytårsraketter."

LÆS OGSÅ: Josefine Høgh: Jeg ved jo godt, at der kommer et lille kærlighedsbarn på den anden side

Hvilke tanker har du om planlagt kejsersnit?

"Da jeg fik mit første kejsersnit, havde jeg allerede været igennem fem større maveoperationer grundet mit sygdomsforløb. Derfor var selve kejsersnittet ikke noget, jeg var bange for eller bekymrede mig om – og det er det heller ikke denne gang. Men jeg ved også, at der er en risiko forbundet med en operation, og derfor er frygten for, at noget skal gå galt, svær at pakke helt væk. Nu har jeg oplevet et planlagt kejsersnit før, og jeg har en rigtig god oplevelse i bagagen, som jeg kan huske tilbage på, hvis jeg bliver nervøs."

Hvordan reagerer andre på din forestående fødsel?

"Personligt er jeg aldrig blevet mødt med andet end positive holdninger. De fleste har stor forståelse for, at jeg skal have kejsersnittet som følge af en sygdom, jeg har levet med i mange år. Men jeg ved, at der er et stort tabu omkring kejsersnit generelt, og at mange kæmper med en følelse af, at man ikke er god nok, hvis man føder ved kejsersnit – planlagt eller akut. Lige for tiden synes jeg, at der er meget fokus på naturlige fødsler som den mest rigtige måde at føde børn, og det synes jeg er ærgerligt. For oftest er der en rigtig god grund til, at lægerne vurderer, at man skal have et kejsersnit – fordi det er det bedste, eller den eneste mulighed, for mor og/eller barn. Og man er hverken en dårligere mor, en dårligere kvinde eller et dårligere menneske, fordi man ikke føder sit barn vaginalt."

LÆS OGSÅ: Kære jordemoder: Det er din skyld, at en voldsom fødsel blev en tryg oplevelse

Er der noget, du ville ønske, der var flere, der vidste om planlagt kejsersnit?

"Jeg håber, at der i fremtiden kommer større forståelse for, at et planlagt kejsersnit også kan være en helt fantastisk oplevelse. Selvom jeg ikke har prøvet andet, er jeg er fuldstændig overbevist om, at det kan være lige så magisk som en vaginal fødsel. Og at det er den samme lykkerus, man oplever bagefter, når man ligger dér med sin lille baby. Vi er mange, der føder vores børn på den måde – og det vigtigste er, at de kommer godt og trygt til verden."

Læs meget mere om fødsler, graviditet og nyttigt babyudstyr i Vores Børns Gravid-magasin, som er på gaden nu. Her finder du blandt meget andet også interviews med Betzy, der ønsker at føde på fødeklinik og Anna, der håber at føde hjemme hos sin mor. 

Du kan købe Gravid i udvalgte supermarkeder eller via dette link.  

gravid .jpg

Anbefalet til dig