Pseudotvillinger: "Jeg har droppet at tælle, hvor ofte de vågner om natten"

OBS: Denne artikel er udgivet i magasinet Vores Børn nummer 01/2020 (D. 27.12.2019 - d. 26.02.2020)

Jeg har altid gerne villet have børn tæt på hinanden. Der er 20 måneder mellem min egen bror og jeg, og vi har altid været meget tætte. En kæmpe gave, som jeg også gerne ville give til mine egne børn. Men det var alligevel en stor overraskelse, at det gik så stærkt. Lucca var otte måneder, da jeg blev gravid med Willum.

Jeg var kun lige stoppet med at amme en måned forinden. Kroppen var bare klar igen med alle de hormoner, der stadig fiser rundt. Det var en stor glæde for både min mand og jeg, men selvfølgelig skulle vi også lige vænne os til tanken. I starten var det også lidt sådan: “Shit, kan vi godt det her?”

Lucca havde et godt sovehjerte som baby, så vi var nogle af de der irriterende forældre, der egentlig ikke syntes, det var så hårdt at få et barn. Det havde selvfølgelig stor indflydelse på, at vi var klar på en mere så hurtigt. Willum har været en easy baby.

Han har måtte vente meget og tit fundet ud af at falde i søvn selv, for der er bare ikke altid tid til at trille rundt med barnevognen, når du er på legeplads med den “store”, der stadig er for lille til at lege selv.

Læs også: Børneflok på 4: "Det er en gave at have mange børn"

Det var først, da han blev seks-otte måneder og blev lidt mere krævende, at det for alvor ramte os, at det kan være benhårdt at have små pseudotvillinger. På det tidspunkt gik vi også ind i vintersæsonen med sygdom hele tiden, på skift og samtidig – det satte os fuldstændig tilbage, må jeg indrømme.

Lucca reagerede heldigvis så fint på at få en lillebror. Lige fra begyndelsen syntes hun, at han var spændende og sød. Der var en jordemoder, der sagde til os, at vi efter en uge ikke ville kunne huske, at vi nogensinde bare havde været os tre.

Det har måske netop været en af fordelene ved at få dem så tæt på hinanden; den store har ikke vænnet sig helt så meget til forældrenes udelte opmærksomhed, som når de er ældre, og der kommer en søskende ind i billedet.

Omvendt er der nogle ting, der er sværere, fordi de ikke selv kan tage tøj på, stadig bruger ble og så videre. Naturligvis har der også været perioder med dårlig nattesøvn, det kan ikke undgås med små børn. Jeg tror nogle gange, vi forældre har lidt for høje forventninger til vores børns søvn og bruger for meget tid på at tale om det.

Jeg besluttede mig hurtigt for at stoppe med at tælle timer, og hvor mange gange de vågner i løbet af en nat – og forsøge at lade være med at lade det påvirke den efterfølgende dag. Retorikken i forhold til at have små børn handler tit om, at det er noget, der er hårdt og skal overstås. Den prøver jeg på ikke at falde i. Man skal ikke sminke virkeligheden, men jeg tror på, at det påvirker hverdagen at italesætte tingene positivt.

Vi forsøger at skabe rammerne for, at vores børn får et tæt søskendeforhold, men der er jo ingen garantier. Personlighed spiller også ind. Jeg kan se rundt i min omgangskreds, at det jo sagtens kan lade sig gøre at blive tætte senere i livet, selvom aldersforskellen er stor.

Men det er så rørende og hyggeligt nu, hvor Lucca og Willum er begyndt at lege sammen sådan rigtigt. Når jeg finder dem sammen på legepladsen i vuggestuen og børnehaven om eftermiddagen, og når de trøster hinanden eller griner sammen.

Læs også: Mor om at have enebarn: "Jeg har brug for at være andet end mor"

Den største forskel for familielivet, når man går fra et barn til to børn, er, at man ikke har mulighed for at få de samme pauser og blive ved med at dyrke sine egne interesser og sit eget sociale liv på samme måde. Nu er der for det meste brug for både mors og fars hænder.

Da vi bare var tre, var vi også meget ude at rejse, vi har altid elsket at rejse. Inden Lucca var fyldt et år, havde hun besøgt fem af verdens kontinenter. Men efter Willum er kommet til, har vi valgt at sige, at overskuddet ikke er til det lige nu. Det skal nok komme igen. Det har overrasket os selv, men vores prioriteter har ændret sig.

Jeg valgte at blive selvstændig og sige mit job op, fordi jeg drømte om at skabe mit eget børnetøjsbrand og univers igennem Lalaby og samtidigt blive mere fleksibel. De her år med mine børn kommer aldrig tilbage. Jeg vil gerne kunne være der for dem og hente dem rimelig tidligt og ikke stresse for meget.

Det er først hårdt at have børn, hvis du stresser over alt det andet, der skal nås. Det er jo helt vildt, hvad især vi mødre forventer af os selv i dag. Men for alle forældre er der jo masser af kompromisser, alt ser jo bare vildere ud på Instagram, end det er i virkeligheden.

Jeg er ikke stolt af det, men vi vælger for eksempel ofte de nemme løsninger, når det kommer til aftensmaden. Vi elsker lækker, sund mad, men vi prioriterer lige nu at være sammen som familie om eftermiddagen i stedet for at stå og lave mad midt i ulvetimen. Og så øver både min mand og jeg os i at omfavne det roderi, der følger med to små i huset.

Vi er begge to sådan nogle, der ikke trives med rod, men vi prøver at blive bedre til at lade det ligge – i det mindste mens børnene er vågne – og måske endda invitere venner over til middag, selvom der er kaos. Det har vi ikke helt lært endnu.