Lær at læse
SPONSORERET indhold

Giv dit barn lyst til at læse

Det er sjovt og sejt at kunne læse en bog helt selv. Men kedeligt at sidde med næsen i en bog og øve sig, når man rent faktisk ikke kan læse, hvad der står. Folkeskolelærer og læsevejleder Karin Madsen giver gode råd, til hvordan vi forældre sætter fokus på lysten til at læse – på den legende måde.

Af: Lene Ejg Jarbøl, Vores Børn Foto: Nimastock
05. dec. 2008 | Børn | Vores Børn

Kære Anna. Vil du..
Anna læser op af brevet, hun har fisket op af bunden af skoletasken, men går hurtigt i stå.

”Hvad står der, mor,” spørger Anna utålmodigt med fødselsdagsindbydelsen i hånden.
”Komme”, siger mor og læner sig ind over skulderen på sin 7-årige datter.
Anna læser videre. ”til min…. Nej mor. Kan du ikke bare læse det for mig?”
”Prøv nu igen,” opfordrer mor.
Men Anna gider ikke mere. ”Du skal læse det,” siger hun.

De små sorte, krible krablende bogstaver kan være ganske svære at få sat sammen til noget genkendeligt og forståeligt. Mens mange børn selv
bliver sporet ind på bogstaver og har vældig lyst til at lære at læse, er der også dem, der meget hellere vil lege. Eller i hvert fald lave alt andet end at øve sig på at læse.

Forældre kan motivere

For Karin Madsen, der er folkeskolelærer i Århus og i gang med en overbygning som læsevejleder, er det vigtigt at understrege, at det primært er skolens opgave at få lært børnene at læse. Men derfor kan vi som forældre stadig gøre en masse for at motivere vores børn, mener hun.

– Som udgangspunkt skal du ikke holde decideret skole derhjemme, medmindre dit barn selv synes, det er rigtigt sjovt og ikke kan få nok af skolearbejde, siger hun.

Men du kan være en god rollemodel for dit barn på læsefronten. For når mor og far læser, bliver børnene også inspireret til selv at være en del af det læseunivers, I har hjemme hos jer.

LÆS OGSÅ: Guide: Gør læring til leg

I kan også lege forskellige lege med børnene og sætte fokus på ord og bogstaver som en del af legen.

– Og når I går tur, kan I få barnet til at læse op, hvad der står på skiltene. Eller lav en lille bog sammen med jeres barn, hvor I tegner og skriver en historie. Så har jeres barn en bog, barnet helt sikkert kan læse – for han eller hun har selv lavet den, foreslår Karin Madsen.

Tag på biblioteket – eller spil computer

Som regel elsker børnene at lave noget sammen med mor og far. Også selv om de er startet i skole, og det ikke længere er strengt nødvendigt, at mor og far er med på sidelinjen i fritiden.

– Tag ture på biblioteket sammen. Der er et kæmpe udvalg og bibliotekarer, der kan hjælpe med at finde gode bøger, der passer lige til dit barns alderstrin, læseniveau og interesser, siger Karin Madsen.

Måske har du et barn, der langt hellere vil sidde ved computeren end med en bog i hånden. Flere computerspil er en blanding af undervisning og underholdning, og måske kan du lokke lidt bogstaver i dit barn via leg på computeren.

LÆS OGSÅ: 8 lærerige apps til dit barn

Rigtig mange børn elsker, når de ”må få noget,” når I går bytur. Lok dem med ind i boghandelen og forkæl dem med en bog, de selv kan læse – helt uden for normal gavesæson. Nogle af bøgerne i en ”læs-let-serie” koster ikke mere end 40 kroner, og de penge er givet godt ud, hvis dit barn så får lyst til at læse sin helt egen bog.

Hvad skal barnet læse?

Der ligger mange gode oplevelser gemt i at kunne læse bøger. Både fagbøger og fiktion. Her kan man fordybe sig i enten et emne, man brænder for – eller begrave sig i en handling eller en rigtig god fortælling. Faktisk kan det være sværere for børn at læse et Anders And blad end en tekst, der er tilrettelagt til, at barnet skal lære at læse, siger Karin Madsen.

– Men alle kneb gælder, når det handler om læsning. Bare det kan fange dit barns interesse og få det til at læse. Derfor er blade og tegneserier, tekster på tv og tekster på computeren lige så gode som bøger, hvis dit barn ikke rigtig tænder på dem, siger folkeskolelæreren.

Dit barn har formentlig et eller andet, han eller hun virkelig er optaget af: En sportsgren, et dyr, naturfænomener eller noget helt fjerde.
Her kan I også tage udgangspunkt i den interesse og hjælpe barnet med at søge oplysninger på computeren eller købe et specialblad, som barnet kan læse i.

LÆS OGSÅ: Sådan giver du dit barn læseglæde

– Ord er ord. Det tæller alt sammen, som Karin Madsen siger.

Hvornår kan dit barn læse?

I børnehaven begynder de fleste børn at interessere sig for bogstaver og legeskriver. De lærer at skrive deres eget navn og korte ord som mor, far og is.

I 0. klasse får de fleste styr på alfabetet – altså bogstavernes lyd, navn og udseende. I slutningen af 1. klasse kan de sætte bogstavernes lyde sammen til noget meningsfuldt – og læse en del ord.

I 2. klasse kan de fleste børn læse små, lette bøger. Nogle børn er selvfølgelig langt hurtigere end andre. Det gør ikke spor, at dit barn kan læse og skrive, inden det kommer i skole. Er dit barn motiveret, så bare klø på.

Forskel på piger og drenge

Mange piger er mere modne end drengene. Derfor kommer pigerne også lidt hurtigere fra start, når det handler om læsning, end drengene. Men når børnene testes til læseprøver i 2. klasse, ligger de to køn på samme læseniveau.