Min fødsel: "Jordemoren strikkede under fødslen"

Dagen før terminsdagen syntes jeg ikke, jeg mærkede lige så meget rumsteren i maven som vanligt. Det tog jeg som en indikation på, at babyen ladede op til sin store ankomst, der var lige på trapperne. Jeg var helt cool og var overbevist om, at det nok skulle ske på den famøse terminsdato. Alligevel valgte jeg at tage imod min venindes råd om, at stærk mad kan sætte fødslen i gang. Så til aften fik vi stærk karrysuppe og ris. Jeg spiste rub og stub, for jeg skulle bruge energi til den kommende fødsel.

LÆS OGSÅ: 1 fødsel – 3 oplevelser

Min mand og jeg gik i seng lige inden midnat, men jeg kunne ikke rigtig falde i søvn. Ved midnat vågnede jeg på grund af menstruationslignende smerter. Jeg lå og vendte og drejede mig, men tænkte jeg hellere måtte holde øje med klokken for at time de eventuelle kommende veer. Det føltes ikke som veer, eller det var i hvert fald ikke sådan, som jeg havde forestillet mig, at en ve ville føles. Men smerterne kom regelmæssigt cirka hver fjerde-femte minut. 

Grønt fostervand

Da det gik op for mig, at noget var på færde, ruskede jeg i min mand og sagde, at han skulle vågne. Jeg rejste mig op fra sengen, og med det samme sivede der vand ned langs mine ben. Vandet var gået! Jeg vidste fra fødselsforberedelsen, at man skal være obs på farven af fostervandet, så da jeg så de grynede og grønlige pletter på det hvide sengelagen, vidste jeg, at vi skulle til hospitalet med det samme. Ikke noget med at vente til, at veerne var taget til. Jeg var stadig meget rolig, men jeg kunne mærke adrenalinen suse i blodet. Nu skulle det ske. Snart kom baby! Vi blev modtaget af en sød jordemor, som tjekkede baby og mig. Hun udbrød hurtigt: ‘Hold da op, du er god til at tage veer’. Hun kunne se, at jeg holdt samtalen kørende, samtidig med veerne kom. Igen undrede det mig, at de smerter, jeg havde, rent faktisk var veer. Vi blev ført over til vores fødestue, og jeg fik det flotte hospitalstøj på. På det tidspunkt havde jeg det stadig upåklageligt godt, men timen fra klokken otte til klokken ni husker jeg som lang. Veerne begyndte at bide, og jeg blev mere fokuseret på mine vejrtrækninger.LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Nu ringer du altså til fødegangen!”Den efterfølgende time havde jeg vænnet mig til den ekstra smerte, men nu skulle jeg prøve forskellige stillinger for at hjælpe baby længere ned i fødekanalen. Det var ikke et hit. Jeg følte, det spændte mere i lænden, når jeg lå foroverbøjet over en pude. Jeg havde det allerbedst bare liggende på siden med benene bøjet op under mig. Jordemoren satte sig på en stol over for mig, så hun kunne holde øje med skærmen med hjertelyden, og så tog hun strikketøjet frem. Hun ville bare bidrage til den afslappede stemning og kunne godt se, at der ikke skulle andet til end ro og mag for at få mig til at klare veerne. 

Halvmåne af hvide kitler

Der var nærmest hyggestemning på fødestuen. Jeg tog ikke del i samtalen, men lyttede bare. 

Da presseveerne begyndte at komme, lagde jordemoren strikketøjet til side, for nu kom fødslens sidste fase. Der var lige pludselig gang i fødestuen, og for enden af min hospitalsseng stod en halvmåne af hospitalsfolk – mens min mand stod ved min højre side. 

Presseveerne havde godt med lyd på udåndingen. Jeg husker tydeligt følelsen af hovedet, der blev presset ud. At presse skuldrene ud husker jeg som meget mere lige til. Min mand er møbelpolstrer, så han var i sit helt rette element, da han stod med saksen og skulle klippe navlestregen på lille Lucy. 

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel: “Jeg ville have en unik oplevelse”

LÆS OGSÅ: Alt det du ikke må: Her er de 37 officielle råd til gravide