Sådan får I farmor mere på banen
SPONSORERET indhold

Sådan får I farmor mere på banen

De fleste mødre bruger deres egen mor til råd og pasning, men prøv indimellem at skifte mormor ud med farmor.

Af: Christina Fabrin Foto: Getty Images
01. sep. 2015 | Børn | Vores Børn

  Dit barn skriger, din mand er fraværende, huset roder, amningen fungerer ikke – hvem tyr du til for støtte? Din egen mor! Når ungen så sover, og du og din mand gerne vil ud – hvem skal så passe barnet? Mor!

Det er nemlig sådan, at mormor foretrækkes i langt de fleste tilfælde, fortæller både familieterapeut Emilie Melchior og sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

– Det handler ikke om at forskelsbehandle, som nogle farmødre måske vil se det. Det handler om det ganske naturlige i, at vi kvinder bliver enormt sårbare og usikre helt ind i knoglerne, når vi bliver mødre. Usikkerheden kan stresse, og for at dulme stressen søger vi tryghed til at rumme den. Og hvem giver oftest tryghed? Det gør mor, forklarer familieterapeut Emilie Melchior.

Sundhedsplejerske og konfliktmægler Marion Thorning er enig:

– Med mor har vi én, som vi har været overladt til helt fra fostertilværelsen. Det giver os et særligt bånd, der gør, at vi gladelig overlader vores dyrebareste – vores nyfødte – til mor. Hun kender vores svage punkter og er med, når vi siger ‘du ved jo, jeg altid har haft det sådan og sådan’. Vi behøver ikke forklare os, siger Marion Thorning.

Derudover kan vi, ifølge Emilie Melchior, bedre forstå og tilgive vores mødres måske irriterende formaninger og gammeldags råd om vores barn. Imens vi sjældent naturligt har samme largeness over for svigermor. Og selv om der selvfølgelig er forskel på familier, er det oftest sådan, at farmor bare ikke kan tillade sig det samme som mormor.

– En farmor skal desværre – hvor urimeligt det end virker – modsat mormødre gøre sig mere fortjent til at være en del af familien, siger hun. Også Marion Thorning forklarer, at forskellen er noget, som farmor må forlige sig med.

– Hun er nødt til at acceptere, at mor og barn hører sammen. Farmor er naturlovsmæssigt en fremmed kvinde. Og en nybagt mor overlader ikke uden videre sit barn til en fremmed kvinde.

En plads til farmor

Men hvad kan farmor så gøre for at få en plads i forholdet til sit barnebarn? En god start er at have et godt forhold til sin svigerdatter, før der overhovedet er tænkt på børn. Ellers vil det blive svært at knytte bånd som farmor, forklarer Marion Thorning.

– Man er som svigermor nødt til at tænke fremsynet, uanset om man har det godt eller mindre godt med svigerdatteren. For pludselig er man i familie og har en baby som fælles reference. Så vær fra start en åben og spørgende – men ikke udfrittende – svigermor.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

Emilie Melchior er enig:

– Og når hun så bliver farmor, skal farmor ikke gemme sig, men hun skal nok forholde sig lidt tilbagetrukket frem for at mase sig på og demonstrere sin ret til at være farmor. Hun bør give det tid og vise, hun er der. Spørge, hvad hun kan hjælpe med, og om hun må holde den lille fremfor bare at gøre det. Det er uden tvivl svært og kan føles urimeligt, men det modsatte kan ifølge eksperterne netop fremprovokere hidtil usete irritationer hos svigerdatteren, der for evigt er forandret efter ankomsten af sin lille baby.

– Jo mere tryg svigerdatter bliver i morrollen, før svigermor blander sig, des mere har forholdet mulighed for at udvikle sig positivt. Så start ud på god, respektfuld fod fra barnet er nyfødt, siger Emilie Melchior.

En løsning kan være mere orlov til far.

– Hvis far tager barsel i eksempelvis tre måneder, så vil han naturligt og sandsynligvis bruge sine forældre meget i den periode. Og det vil gøre en kæmpe forskel i forholdet til farmor og farfar, siger Marion Thorning og understreger, at alle har en ansvar for, at farmor kommer mere på banen.

Man kan dog aldrig fremtvinge et godt forhold mellem barnebarn og bedsteforældre. Det skal de hver og en gøre sig fortjent til. Men mor kan sagtens hjælpe farmor lidt på vej.

– Se hende som en berigelse og tilføjelse til mormor, bær over med hende, hvis hun irriterer dig, og husk at se på din egen andel af forholdet. Man kan ikke ændre sin svigermor, men man kan ændre sig selv. Og husk: Hun vil oftest være et kæmpe aktiv for dine poder, siger Emilie Melchior.