Søskende-skænderier giver succes

Vi forældre må lære at leve med konflikter mellem vores børn. Både fordi konflikter er umulige at undgå, og fordi det faktisk gavner børnene at have søskende at skændes med.

Det siger Grethe Kragh-Müller, der som psykolog har forsket i børn og udgivet adskillige bøger om børn. Hendes udgangspunkt er, at dét at have søskende er en gave, også når børnene skændes og slås.

– Som forældre skal man prøve at tænke i, at man virkelig har givet sine børn noget godt på længere sigt. Jeg synes, man skal sige til sig selv, at ”det kan godt være, de slås, – det kan godt være, de bliver jaloux, men det er alligevel godt, for søskende er nogen, man altid har”.

LÆS OGSÅ: Konflikter mellem søskende kan faktisk være lærerigt

Undersøgelser bakker op om, at det er en fordel for børn at have søskende. Det skal ikke forstås sådan, at enebørn ikke klarer sig fint, men sådan at der er ekstra gevinster ved at have søskende, forklarer Grethe Kragh-Müller.

– Man snyder gerne sin søster, hvis man kan slippe af sted med det. Man kører konflikterne længere, og man får nogle gode, sociale erfaringer, fordi man kan øve sig derhjemme, når man har søskende. Så alt tyder på, at fordelene ved at have en bror eller søster langt overskygger ulemperne ved de konflikter, der kan opstå.

Svært at få søskende

Vi har nogle kulturelle forestillinger om, at søskende skal være tætte på hinanden aldersmæssigt, for at de skal få mest mulig glæde af hinanden. Men man kan ikke altid forvente, at søskende tæt på hinanden er det bedste. Grethe Kragh-Müller uddyber:– Når barnet er mellem et og fem år, siger man, at det er det sværeste tidspunkt at få en søskende på, fordi der går så meget fra én, når man er så lille. Og det er rigtigt, det gør der. Når man er knap to år og får en bror eller søster, så er man stadig selv en baby. Og det er nærmest umuligt, at den ældste ikke automatisk bliver ”den store,” når man får en lille ny. Så derfor vil der tit blive stillet større krav til de store søskende, end hvis de ikke havde fået en lillesøster eller bror. Man taler også helt anderledes til små børn end til store børn. Man går mere op i tonelejet og er mere følelsesmæssig, og det går fra den store – uanset barnets alder.LØS OGSÅ: Søskende: Hvilken aldersforskel er bedst?Grethe Kragh-Müller refererer tit til et billede, hun engang fik serveret:– Forestil dig, at du er kvinde og gift. En dag kommer din mand hjem og siger: ”Se, jeg har giftet mig én gang til, men du skal ikke være ked af det, for jeg holder lige så meget af dig som før. Den nye kone begynder så småt at låne dit tøj og din make-up, og hvis du beklager dig, så siger han: ”Argh, ved du hvad, du kan da godt låne lidt ud, – du har så meget”. Hvis vi kan sætte os ind i det billede, så er det måske lettere at forstå, at der opstår jalousi. Det kan ikke undgås. Og det er blandt andet derfor, at den ældste ofte har meget det her med ”hvorfor får jeg ikke..”, siger Grethe Kragh-Müller.Undersøgelser viser, at de træk, der typisk karakteriserer de ældste, er, at de er præstationsorienterede, intellektuelt argumenterende, nøjeregnende og retfærdighedssøgende.– De sociale færdigheder er som oftest ikke så gode. De er oftere enspændere, de er mere optaget af opgaven, end hvem de er sammen med. Det hænger sammen med, at når man får det første barn, er man jo optaget af det. Barnet oplever begejstring og ros, når det kan noget nyt, og det er det, der skaber den store orientering mod præstationer.De mange undersøgelser, som Grethe Kragh-Müller har dykket ned i gennem årene, viser også, at barn nummer to er lidt mere easygoing og ikke helt så præstationsorienteret.LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at give dit barn søskende– De lukker ikke så meget af – de er jo vant til, at den store har været der hele tiden. Og det er typisk dem, der alligevel får ret, når der er konflikter. Det er helt normalt.Så uanset hvor bevidst, man er, om ikke at skabe splittelse og misundelse, så er det svært. Alligevel kan vi forældre gøre meget. Vi skal bare være klar over, at når børnene først er blevet over 6 år gamle, så har vi præget søskendeforholdet længe, og så tager det tid at ændre på vanerne.

For mange røde kort

Vi gør det i bedste mening, når vi voksne føler trang til at mægle og afgive en dom i vores børns konflikter. Grethe Kragh-Müller påpeger, at den tankegang er svær at ændre. ”Vi prøver at hjælpe dem ved at spørge:

”Hvem slog først?” eller ”Hvem startede?” Vi forsøger tit at udrede situationen ved at optræde som dommer. Det er simpelthen en kulturel ting, at vi prøver at finde en skyldig. ”Hvem havde legetøjet først?” – som om det faktisk giver én retten til legetøjet. Og det er meget svært at ændre.”

Tit kan vi finde på at løse konflikterne ved at give børnene lige meget at lege med eller ved at tage det fra dem. For så er det ens for alle. Men det formidler netop, at alt skal være lige fordelt. Og det kan så signalere, at det ER et problem, hvis børnene ikke altid får det samme, – at der ikke kan være forskellighed. Og det er netop den slags små understregninger, der faktisk fremmer jalousi og misundelse, siger Grethe Kragh-Müller.

LÆS OGSÅ: Når søskende skændes: Det er ligegyldigt, hvem der startede

Hun mener, at hvis vi vil behandle vores børn ens, så skal vi behandle dem forskelligt. Så vi kan roligt minde både os selv og vores børn om, at de får rigeligt af det, de skal have på den lange bane.

Grethe Kragh-Müller advarer også mod at gribe for tidligt ind i børnenes konflikter: ”Det er en rigtig god idé at se, om ikke børnene kan klare det selv. Børnene siger tit i undersøgelser, jeg har lavet, at de voksne griber ind for tidligt. Men selvfølgelig skal vi prøve at hjælpe, hvis for eksempel den ældste altid tryner den yngste. Eller hvis vreden løber af med det ene barn. Så har de brug for hjælp. Men prøv at vente lidt med at skride ind,” råder børnepsykologen.  

LÆS OGSÅ: Hjælp dine børn til at blive lykkelige søskende

LÆS OGSÅ: Søskende: Sådan tackler du dine børns forskelligheder

LÆS OGSÅ: 6 genveje til glade søskende på ferien