2 år og trodsig – eller bare under udvikling?
Der sker meget med et barns udvikling, fra det er to til tre år. Pludselig løber junior mere end går, kravler på alt og har en mere fast vilje. Sproget er ikke nødvendigvis stort, men du ved uden skyggen af tvivl, om tomlen vender op eller ned, eller om barnet føler sig forstået eller ej. Hvad sker der? Jo, dit barn er bare to år – og har meget brug for dig til at guide og sætte rammer.
Fræk som en slagterhund med en konstant lille stjerne i øjet. Den toårige udfolder stadig mere af sin personlighed med spontane, kreative idéer til, hvor man kan sidde, hvordan man kommer op til køkkenbordet og får fat i de spændende sager, og hvilken eftermiddagssnack det lille myr gerne vil servere for sig selv. Det toårige barn er sjovt og finurligt, udforskende og fuld af gå-på-mod.
”Toårige kan rigtig mange ting selv og vil rigtig mange selv. De er grænsesøgende i den mest positive forstand. De går hele tiden til grænsen og måske også lidt længere af, hvad barnet kan, men tager gerne udfordringen op sådan helt Pipi Langstrømpe-agtigt: Det har jeg ikke prøvet før – det kan jeg sikkert godt”, siger Elise H. Winther, privat sundhedsplejerske og familievejleder.
Det ret smukke mod på tilværelsen er dog ikke akkompagneret af en særlig god dømmekraft endnu – der er nemlig stadig meget, der ligger uden for den toåriges hjernekapacitet, og barnet har brug for, vi er der til at guide det.
”Det toårige barn er i rivende udvikling motorisk og psykologisk, men hjernen er stadig ret langsom og kan ikke altid følge med. De er også i høj grad styret af lyst og impulser til at agere på dem. Her er det, vi som de voksne skal hjælpe dem med at sætte rammerne for, hvad og hvordan det er okay at udforske, og hvad der ikke er hensigtsmæssigt”, siger Charlotte Diamant, børnepsykolog.
LÆS OGSÅ: Tre år og en temmelig stor mundfuld? Her er hvorfor
4 legende tips til at støtte dit 2-årige barns udvikling
- Leg ”hvad/hvem er det” og ”hvor er…”
I pegebøger, i stuen, på gåturen eller mens I tager nattøj på. Den toåriges sproglige udvikling kører på højtryk uanset, hvor meget barnet siger endnu, og de elsker at finde farmor på et billede, deres egne navler og ører og spørger gerne 37 gange om dage, hvad det er, de ser eller hører. Det er lærerigt og hyggeligt at øve sig sammen med mor og far. - Leg at tage tur
Byg tårn med barnet og prøv at opfordre til, I skiftes til at putte en klods på. Eller sig højt, når du putter vindruer i skåle til børnene ”en til dig og en til dig…” Man kan også sagtens begynde at øve, når barnet kommer og hiver i buksebenet, og man lige er optaget, at kigge og sige: ”vent lidt”, og så tælle til fem i sig selv, vende sig, smile og sige ”så!”. Det er faktisk turtagning i det helt små. - Frem med den trehjulede
Både løbecyklen og den lille trehjulede ladcykel er gode til at øve nye motoriske færdigheder, og den toårige elsker at udfordre sig selv. Lad dem endelig. - Kom med og leg
Vær bag barnet og nik opmuntrende, når det vil kravle i ribbe, gå på store sten og gynge. Det vil så gerne og lærer så meget, men der er mange ting, vi kan have lyst til at stoppe barnet i, fordi vi tænker, det er lidt for risikabelt. Prøv at gå med og støt interessen, når aktiviteten ikke er decideret farlig eller ufornuftig. Vær der til at guide og gribe, når dit overskud er til det.
Kilder: Charlotte Diamant, børnepsykolog og Elise H. Winther, privat sundhedsplejerske og familievejleder.
Barnet kan fx få en kriblende lyst til at bestige triptrap-stolen og komme helt op og stå på sidepladen, som de simpelthen ikke kan lade være med at agere på, også selvom du tydeligt siger ”nej, nej – ned på numsen”.
”Barnet er ikke frækt for ikke at lytte til dit nej. Det hører dig faktisk nok slet ikke, fordi det er så meget i sin lyst lige dér. Og det kan i hvert fald ikke i momentet huske eller regne ud, at det ikke må, og at det kan have konsekvenser som at falde ned. Det kan deres hjerner slet ikke endnu. Når man er to år, er lysten næsten uovervindelig”, siger Charlotte Diamant.
Det kan føles dødfrustrerende, når man som forælder ved, at barnet forstår det, man siger, men her skal voksne vide, at forståelsen ikke står alene, når man er to år gammel.
LÆS OGSÅ: Udvikling: Hvad kan dit barn hvornår?
Forståelsen rækker ikke længere end interessen
”Toårige forstår det meste, vi siger, når vi holder det enkelt, men de adspredes også hurtigt. Og hvis ikke deres opmærksomhed er rettet mod det, vi siger, så kan de faktisk ikke rigtigt høre os. Så bliver det bare til baggrundsstøj” siger Elise H. Winther.
Man kan nemt falde i fælden at gentage det, man siger fra distancen på højere og højere volumen: ”Nej, hoppe i sofaen… IKKE hoppe i sofaen”. Men at hæve stemmen vil ofte bare forskrække barnet, som bare var midt i noget, der var sjovt, der optog det fuldstændigt.
”Når vi hæver stemmen og måske går hurtigt frem mod barnet, bliver det hurtigt voldsomt for barnet, og det bliver ked af det og forskrækket, for det var bare lige på en anden frekvens. Vi skal hellere bruge vores fysiske nærvær til enten at komme i kontakt i børnehøjde og aflede, eller hjælpe barnet til lige at udforske færdigt sikkert. Det andet virker simpelthen ikke”, siger Charlotte Diamant.
Når barnet når tre-fireårsalderen, begynder det bedre at kunne modtage beskeder på afstand, selvom det er i gang med noget andet.
7 tips til god kommunikation med en 2-årig
Toåriges hjerner er stadig meget under udvikling. Det kan vi med fordel tage hensyn til, når vi taler til og med dem.
- Hold sætningerne korte og ukomplicerede
- Én besked ad gangen
Måske kan barnet godt forstå ”Kan du hente din jakke og sko”, men det vil sjældent have kapacitet til at lykkes med ”Kan du hente din jakke og slukke lyset på badeværelset”. Grundreglen er én besked ad gangen. - Tag dig tid til at lytte
Med begrænset sprog kan det være svært at fortælle det, man gerne vil, men du kan være sikker på, barnet prøver. Brug tid på at lytte, se på barnet, og gå gerne ned i barnets højde og mød det helt fysisk. - Hvis du ikke forstår, så spørg
Forstår du ikke, hvad det er junior gerne vil have eller vise dig, så spørg: ”Er det mælken, du gerne vil have?” eller ”Skal dukken have tøj på?” - Tilbyd dig
Forstår du stadig ikke, hvad barnet prøver at sige dig, så tilbyd dig selv helt fysisk og sig: ”Kan du vise mig, hvad det er, du gerne vil?” Eller ”Kan du pege?” og tag dig så tid til at gå med barnet og find svaret. - Hjælp med at sætte ord på
”Ja, du vil gerne bede om mælk?” svarer du, når barnet peger over middagsbordet og viser, det vil have mælk, eller: ”jeg kan godt se, du bliver vred nu?”, hvis det er dét, barnet ser ud til at blive. Det lærer barnet at sætte ord på følelserne, men også hvilke følelser, vi aflæser, at det viser os. - Du kan ikke skynde på en 2-årig
Toårige kan og vil rigtig meget, men det er ikke det samme som, at de kan gøre tingene hurtigt. De kan heller ikke forstå ting hurtigt. Hjernen er stadig ikke nået langt i udviklingen, og vi voksne kan nemt komme til at forvente for meget af dem. Ro på, gentag, og smid irritationen så langt væk som muligt.
Kilder: Charlotte Diamant, børnepsykolog & Elise H. Winther, sundhedsplejerske og familievejleder.
2 år og ”bare” i selvstændighedsalderen?
Indimellem er det frustrerende og hårdampende irriterende at være to år. Nogle gange forstår mor og far ikke helt, hvad jeg vil, og andre gange må jeg bare ikke det, jeg vil. Og så udtrykker den toårige sin frustration. Ikke fordi barnet er temperamentsfuldt, og ikke fordi det bare er i selvstændighedsalderen, men fordi det er de strenge, den toårige har at spille på.
”Selvstændigheden er på vej altid, men vi skal passe på med at bruge det ord til at beskrive den toårige – for vi kommer nemt til at forvente for meget” siger Charlotte Diamant.
Selvstændigheden starter ved fødslen, når navlesnoren fysisk kappes, men forklarer ikke særlig fyldestgørende al den udvikling, barnet undergår som toårig, forklarer børnepsykologen.
”Selvstændighed, hvis man er en tryg toårig, er, at man vil verden, man er nysgerrig og vil ud og udforske en hel masse, men det er stadig en langsom og ret lille løsrivelse fra tryghedspersonerne. De har stadig meget brug for mor og far lige bag dem både til at passe på dem, sætte rammer og til at komme i tryg havn og tanke op”, siger Charlotte Diamant.
LÆS OGSÅ: 21 tegn på, at du har en tumling i huset
2-årige siger kæmpe ja – og kæmpe nej
Så når din to-årige med stor iver klapper i hænderne og råber ”ja, ja, JA!”, når noget er fedt eller går, som barnet gerne vil, og lige så tydeligt skriger ”NEEEEJ”, tramper i gulvet og bliver til en slatten orm, så handler det hverken om temperament eller ønske om at få sin vilje.
”Det er både fordi, verden ér ret sort/hvid, når man er to år, men det er også fordi, at det er de følelser, og den kommunikation barnet mestrer endnu. Barnet har rigtig godt styr på at kommunikere i yderpolerne, mens det stadig øver sig rigtig meget på nuancerne derimellem. Men det er ikke et meget hidsigt eller egenrådigt barn, vi ser. Det er bare et barn på to”, siger Charlotte Diamant.
Det er også værd at notere sig, at hver eneste gang den lille kommunikerer på yderpolerne med et massivt ja, eller demonstrativt nej, og vi formår at tage det i stiv arm, så lærer vores barn af det.
”Når den voksne med ro rummer mit ”nej, nej, nej” og stampen i gulvet, så lærer jeg, at min voksne forstår mig, men også lige så langsomt, at jeg ikke behøver at gå helt derud for at vise mit nej. Over tid vil det lære barnet flere og flere nuancer både i sin kommunikation, men også i at styre rundt i sit følelsesregister”, siger Charlotte Diamant.
Hvor går grænserne, mor og far?
Noget af det, toårige øver sig allermest på, er at navigere. De er nået en alder, hvor de fysisk kan en masse ting selv, de har mod på mere, og de søger på stort set alle områder mod grænserne. Ikke for at være nogle stride bananer, men fordi har brug for dem som rettesnor for at finde vej i dem selv og deres omgivelser.
”Det, jeg oplever, der udfordrer forældre til toårige allermest, er at sætte rammerne. Toårige begynder nemlig at udfordre os på at ville tage styret. Ikke fordi de tænker, at de vil tage magten, men fordi de øver sig i, hvad kan jeg, hvad kan jeg ikke? Hvor går grænserne, hvor er rammerne?” siger Elise H. Winther.
At tage lederskab, sætte grænser og opdrage er faktisk – helt misforstået – gået hen og blevet lidt et fy-ord.
”Det er rigtig meget oppe i tiden at følge barnet og tro på, at barnet ved bedst og kan vise os dets behov. Men det er ikke nødvendigvis godt for barnet. Det er en misforståelse, når det tages for bogstaveligt. Barnet har ikke kapacitet og overskud til at kunne vurdere og bestemme, hvad der er behov for”, siger Charlotte Diamant.
Et eksempel på, hvornår et toårigt barn bliver givet for meget magt, er, når det vil med mor på toilettet, og mor egentligt ikke har lyst til, at det skal med. Men barnet bliver rigtig ked af det, og hun tager alligevel junior med:
”Når mor så sidder og tisser, siger barnet måske, det vil op til hende, og så ender barnet på skødet, mens mor tisser. Før vi får set os om, så har vi et barn, der nærmest er ved at kravle helt ind i trøjen på mor, og som måske sætter sig på mors fod, når hun så rejser sig for at vaske hænder. Barnet bliver givet en form for magt, det ikke kan administrere. Det er et eksempel på et barn, der mærker efter rammer og grænser, men ikke finder dem, og så hvirvler barnet sig længere og længere ind i en tåge, det ikke selv kan komme ud af” siger Elise H. Winther og tilføjer:
”Og samtidig overskrides mors grænser, men mor er også hvirvlet ind i ikke at få sagt fra omkring, hvor grænsen skal gå. Det er ikke godt og sund for hverken forældre eller barn.”
2 år og store følelser
Barnet i eksemplet kan ikke selv slippe den ked af det-hed og gråd, der startede, da det ville med på toilettet, men der er intet galt med barnet.
”Når et barn vælter rundt i grænselandet på denne her måde, farer vild i sine følelser og på mange måder kan opleves som ”for meget”, så er det i ikke barnet, der skal have hjælp – det er i virkeligheden forældrene. Barnet har bare brug for at mærke rammerne”, siger Elise H. Winther.
Det er faktisk en af de allervigtigste forældreopgaver at sondre mellem, hvad barnet har lyst til og brug for. Får barnet kun det, det har lyst til, er der nemlig også andre vigtige lærdomme, det ikke når.
”Fx at udholde frustration, når der bliver sagt nej til noget, eller når man siger, at barnet skal vente et øjeblik. Et toårigt barn skal lige så stille lære at blive dygtigere til ikke at gå i følelsernes vold. Det er ikke noget, de skal kunne endnu, men det er i denne alder, vi sår kimen til, at de lærer de her ting”, siger Charlotte Diamant.
10 tips til at guide og lede din toårige
Et toårigt barn udvikler sig rigtig meget, og måden, barnet lærer på, er ved at prøve ting af. Men en toårig har brug for hjælp fra en voksenhjerne til at sætte rammerne.
- Snak med din partner
Find ud af, hvad I har af værdier og principper, og hvordan jeres mavefornemmelse bedst byder jer at lære jeres barn dem. I opdragelsen, men også i jeres guiden. Må den toårige kravle i legetårnet i haven, når han kan, og så lærer han det nok, hvis han dratter ned? Må han godt, når bare I er med? Eller er legetårnet skudt til hjørne, til barnet er større? - Definér formålet
Er målet med at gå til tumlegymnastik, at den lille skal blive habil til kolbøtter og gå på line, eller er målet, at junior skal turde at prøve bare lidt flere ting og få succes med dem, mens du sidder på afstand i kulissen til at falde tilbage på, eller måske noget tredje? Det har betydning for, hvordan du bedst støtter barnet. - Gør forarbejdet – tænk fremad
Overvej hvordan du viser med omsorg og ro, at hér var altså en grænse for, hvad barnet kan bestemme. Fx hvis barnet slår dig. Sig ”Nej, jeg vil ikke have, du slår mig, det gør ondt” og sæt barnet roligt ned. Når det reagerer med frustration og tårer, så tilbyd dig: ”Du må gerne sidde hos mig, men jeg vil ikke have, du slår.” Det samme gælder, hvis barnet ikke vil i vuggestue. Stå fast med forståelse og overbevisning og hav en aftale på forhånd med de voksne om, at de ringer, hvis barnet fortsætter med at være ked af det, så du kan aflevere med ro i sindet. - Vær tydelig
Lader du barnet kravle i legetårnet eller ribben eller stå og lege med vand ved badeværelsesvasken, men mener du i virkeligheden ikke, barnet bør, så sig hellere nej. Og ikke nej, nej, nej…. og så til sidst ja. - Brug ”jeg hjælper dig” i stedet for ”pas på”
Vær bevidst om ikke at udbryde ”forsigtig!” og ”pas på!”, når barnet fx kravler i legetårnet. Må barnet, så lad det. Sig evt. ”hold godt fast”, mens du nikker anerkendende. Så sender du ikke dobbeltsignalet ’du må godt, men det er farligt, og jeg er ikke sikker på, du kan’. Er I til mellemvejen så sig, ”jeg tror godt, du kan, men jeg står her lige og passer på dig.” - Så lad dog barnet
Er det, barnet gerne vil, hverken farligt eller meget uhensigtsmæssigt, skal vi øve os i at lade det gøre sine erfaringer. En toårig kan fx få lyst til at smage på en regnorm, men udbryder man: ”Ad, ad – nej, det skal du ikke!”, får barnet oplevelsen af, at lysten er forkert og skammer sig. Men lysten er helt naturlig. Alle voksne ved, hvordan rust og jord smager, netop fordi, vi har smagt, så erfaringen kunne lagres. Sig roligt med et lille smil: ”Puh-bad, det er ikke mad, den smager grimt”. Er lysten til at putte ormen i munden der stadig, så lad det – så lærer barnet dét. - Hold bolden på egen banehalvdel
Når du irettesætter barnet, så sig hellere ”jeg vil ikke have” fremfor ”du må ikke”. Forestil dig visuelt den irettesættende situation sådan, at ordene er en lampe, der lyser op. Lampen lyser kun på barnet, når man siger ”du må ikke”, og det er alene barnet, den er gal med. Lampen lyser på jer begge, når man siger ”jeg vil ikke have”, og du tager dermed medansvar. - Vis alternativer
Er den aktivitet, barnet har set sig lun på at udforske lidt for risikabel, eller passer det bare skidt, fordi du skal lave mad, så vis et alternativ. ”Jeg vil ikke have, du hopper i lænestolen, men her på madrassen, må du gerne hoppe”. Eller afled junior med en helt anden aktivitet. - Anerkend
Både når det går godt, og når den toårige bliver frustreret, er det en stor støtte for barnet at blive anerkendt og vide, at mor og far ser mig. Sæt ord på følelserne, du læser. ”Jeg kan se, du bliver sur. Det er øv, du ikke kan lege med vand lige nu, men her skal du se…” Husk at anerkendelse ikke er det samme som ros. Så når barnet råber ”moar, SE!”, mens det suser ned ad rutsjebanen, så sig ”ja, jeg ser dig!”. Det er bogstaveligt talt kun det, barnet beder dig om – ikke en bedømmelse. - Walk the talk
Børn gør, som vi gør, ikke som vi siger, så hvis det er vigtigt for jer, at man ikke bander, eller husker at sætte sine sko plads, eller at hjælpe hinanden, så husk at være det gode eksempel.
Kilder: Elise H. Winther og Charlotte Diamant.
Om eksperterne
Charlotte Diamant, 57 år, er børnepsykolog, der især beskæftiger sig med at hjælpe familier, hvor barnets adfærd udfordrer forældrene. Hun har over 20-års erfaring og driver til dagligt egen praksis i Rungsted. Se mere på Charlottediamant.dk.
Elise H. Winther, 51 år, er sundhedsplejerske med 18 års erfaring. Siden 2014 har hun været privat sundhedsplejerske, hvor hun tilbyder sundhedspleje, ammevejledning og forældrevejledning. Se mere om Elise og hendes ekspertise på Gladefamilier.dk.