Troede hun skulle dø: ”Jeg sagde gang på gang til min mand, at jeg ikke kunne mere"

Det er april måned. Vandet er iskoldt, men vejret dejligt, så Hanne Bech Hansen og hendes mand, Jørgen, sejler ud fra sommerhuset på Nordfyn i deres lille sejlbåd. Langt ude på vandet begynder det at blæse, og vejet bliver hurtigt mere og mere forfærdeligt. Kæmpehøje bølger og kastevinde. Pludselig kæntrer båden og lægger sig med kølen i vejret. De ryger begge i vandet, og Hanne kommer ind under båden og sluger en masse vand. Jørgen får vendt båden og får med et fast tag hevet Hanne op, så de begge kan klamre sig til sejlet. Hun er ved at give op flere gange, men hver gang griber hendes mand fat i hende og får hevet hende op igen. Han skælder hende ud for at få hende til at holde fast, selvom hun er fuldkommen afkræftet og iskold. Pludselig dukker en båd op, og den tyske besætning får reddet parret op af vandet. Det er tæt på at være i sidste øjeblik for Hannes vedkommende.

Hanne Bech Hansen var den første kvindelige chef for PET og var siden, gennem
14 år, kendt som den ranke, statelige og meget myndige politidirektør i København. Hende, der blandt andet ikke rystede på hånden, da Ungdomshuset skulle ryddes i 2007, selvom hun siden har fortalt, at hun i minutterne op til aktionen virkelig frygtede, at unge mennesker eller politifolk skulle komme til skade. Nu sidder hun – pensioneret, stadig rank og ulasteligt klædt – ved langbordet i sin smukke Hellerup-villa og fortæller historien om kæntringen med alvor i stemmen. En historie, som de færreste kender til, og en historie, som kom til at ændre noget indeni hos den ellers så bestemte dame.

– Jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Jeg sagde gang på gang til min mand, at jeg ikke kunne mere, men hver gang fik han mig til at blive hængende. Jeg var ikke på noget tidspunkt ved at miste bevidstheden, men jeg var for alvor ved at miste modet.

Hvordan var det at se døden i øjnene?

– Jeg havde altid troet, at jeg var den modigste. Det var altid mig, der ikke var bange for noget, min mand kunne godt være sådan lidt bekymret for ditten og datten. Men i forbindelse med kæntringen, skiftede magtbalancen i vores hjem, for jeg fandt ud af, at det faktisk var ham, der var den modigste og den, der havde mest udholdenhed.

Hvordan var det at finde ud af?

– Årh, det tog mig da lige lidt tid at vænne mig til tanken!

Hun slår en høj latter op.

– Men hold da op, hvor vi gennemgik den kæntring masser af gange. Hvad vi havde
gjort forkert, og hvis skyld var det? Jeg kan huske, at vores søn, som var 14 år på det tidspunkt, til sidst ikke kunne holde ud at høre om det mere. "Nu må I holde op med at snakke om det," sagde han. Men det er faktisk meget ubehageligt sådan at have set døden i øjnene, og det gjorde jeg i hvert fald den dag. Jeg så den forfærdelige begravelse med to kister og vores stakkels søn for mig, mens jeg lå der i vandet. Hvem skulle nu tage sig af ham, tænkte jeg. Det var frygteligt.

Nåede du og din mand frem til, hvis skyld kæntringen var?

– Nej, men jeg er helt sikker på, at det var min mands skyld. Det var sådan et forfærdeligt vejr, og han skulle aldrig have sat fokken – det lille forreste sejl – fast. Så det var hans skyld.

Hun griner igen. Hun ved godt, at det er en letkøbt konstatering, for hun mistede sin højt elskede mand i 2002, så han har ingen chance for at forsvare sig.

Vil ikke være bange
Humoren ligger konstant lige under overfladen hos Hanne Bech Hansen. Selvom hun har haft det ene alvorstunge job efter det andet, er hendes tilgang til livet i bund og grund let og lys, og når man spørger hende, hvordan hun har det her og nu, svarer hun, at hun har det "som blommen i et æg". Ligesom de siger i "Rytteriet", tilføjer hun grinende. Hun nyder sin "pensionisttilværelse", fordi hun kan lave lige det, hun har lyst til. Skrive bøger, spille klaver, læse bøger, se venner og familie og dyrke kulturlivet. Hendes tre kriminalromaner, senest den aktuelle "Under rosen", er alle for en stor dels vedkommende skrevet i sommerhuset på Nordfyn, hvor hun elsker at opholde sig i lange perioder. Og hun bliver ikke bange, når hun sidder der alene og skriver.

– Nej, nej! Det kan godt lyde uhyggeligt, men det er det nu ikke. Jeg tror faktisk, at det gør det endnu bedre. At vinden suser udenfor, og at der er bælgravende mørkt og ingen mennesker i miles omkreds. Det skræmmer mig ikke. Jeg kan vist godt skræmme nogle mennesker, ha, ha, men jeg er ikke en, der selv bliver skræmt. Det bliver man altså nødt til at bestemme sig for ikke at være. Jeg var gift i 40 år og var derfor ikke vant til at være alene hverken her i huset eller i sommerhuset. Men så døde min mand, og så måtte jeg jo sige til mig selv: "Hvis ikke du tør være i husene, må du sælge dem." Og så bestemte jeg mig for, at det turde jeg godt. Sådan noget kan man godt bestemme sig for, det kunne jeg i hvert fald, for jeg er aldrig bange hverken derovre eller her – eller nogen andre steder i øvrigt.

Ægtefællen gennem 40 år dukker standseligt op, når Hanne fortæller om sit liv, og sorgen over at miste ham var monumental. Deres første møde står knivskarpt i erindringen.

– Den 2. september 1958 begyndte jeg på jurastudiet på Aarhus Universitet. Mine forældre havde sagt til mig, at nu skulle jeg ikke komme slæbende hjem med en eller anden ung mand lige med det samme. De syntes, jeg skulle koncentrere mig om studiet. Ikke fordi jeg var kommet slæbende med så mange, men jeg havde da haft forskellige skolekærester. Min lillebror havde styr på dem, og han sagde, at jeg havde haft otte kærester. Nå, men i kantinen var der velkomst for de nye jurastuderende. Og der løb jeg næsten bogstavelig talt ind i en ung mand. Det var så Jørgen, jeg senere blev gift med. Han havde lige øst to kæmpe portioner mad op – det var en uvane, han havde hele livet – og stod der og balancerede med to tallerkener. Det kom jeg sådan til at grine ad, og det sagde klik med det samme.

– Om aftenen var der fest på universitetet, og Jørgen dukkede op og begyndte at danse med mig. Hver gang musikken stoppede, holdt han fast på mig, og på et tidspunkt kom der en hen og spurgte ham, hvor mange danse han i grunden skulle have med mig. "Alle dem, jeg kan få," svarede han. Og fra det tidspunkt var jeg sammen med ham hver dag.

Hvad sagde dine forældre så til det?

– Jeg havde en veninde, der hed Eva, som også var begyndt at læse. Hun blev inviteret i byen af en ung mand fredagen efter, vi var startet, jeg blev inviteret i byen om lørdagen. Og jeg kan huske, at jeg sagde til mine forældre: "Eva, hun skal allerede ud på fredag." Min mor svarede, at det var dog forfærdeligt, og så sagde jeg: "Jeg skal først ud på lørdag!" Det grinede de meget
ad sidenhen – hvor dum kan man være. Men de blev rigtig glade for Jørgen.

Hvordan vil du beskrive jeres forhold?

– Vi var meget glade for hinanden og meget forelskede hele livet. Og vi havde det utrolig sjovt sammen, grinede altid meget. Da vores søn var mindre, sagde han tit, "åh, bare man dog havde nogle forældre, der ikke grinede så meget."

– Vi supplerede hinanden godt. Han var læge og havde mægtigt travlt. Jeg lavede
ALT herhjemme, og han syntes, at alt hvad jeg lavede, det var så godt. Alting var bare super duper. Og det var jo smart og klogt af ham altid at rose mig, for han lavede jo ikke noget herhjemme, ha, ha. Vi havde et godt liv, og han var så fantastisk sød og charmerende.

Hvordan var det at miste ham?

– Det var forfærdeligt. Det kom fuldkommen uventet. Han havde ikke været syg forinden, han var kun 68 år og var lige gået på pension. Han havde det mægtigt godt, og vi glædede os til, at vi skulle til at nyde det, for jeg overvejede også at gå på pension. Men så blev han syg og døde i løbet af ganske få timer. Vi havde været til en dejlig fest en aften og havde rigtig hygget os. Næste morgen, da jeg vågnede, havde han det meget dårligt, og jeg kørte ham på hospitalet. En time efter kom jeg ud med hans tøj i en pose. Han havde fået en blodprop i hjertet.

Hvordan var tiden umiddelbart efter?

– Der er ingen ord, der rigtig dækker. Det var som at blive revet midt over. Jeg kan ikke beskrive det anderledes. Men jeg har altid været forholdsvis viljestærk og god til at komme videre, så jeg gik på arbejde igen tre dage efter begravelsen. Vi havde formandskabet for EU på det tidspunkt, og jeg tænkte, at det var bedre at komme i gang igen. Og så gjorde jeg det, at jeg hver eneste aften, inden jeg gik i seng, skrev ti ting, som jeg skulle gøre dagen efter. Det kunne bare være almindelige ting som at købe ind, vaske tøj eller besøge nogen. Når jeg gik i seng om aftenen, tjekkede jeg, om jeg havde gjort det, jeg havde skrevet, og hvis jeg havde, så skrev jeg nedenunder: Fint, Hanne! Og så skrev jeg ti nye ting til næste dag. Det gjorde jeg gennem et halvt år, og det hjalp mig til at komme videre og ikke bare sidde og glo helt handlingslammet ud i luften.

Hanne skal aldrig have en ny mand i sit liv. Der er én mand i hendes liv, siger hun, og ham har hun haft. Punktum. Hun savner at have en tæt på, men hun savner ikke selskab. Hun har masser af venner og veninder, og så har hun sin søn, Søren, som hun ser mindst to gange om ugen. Han spiller musik i sin fritid og øver i hendes kælder.

Hvordan er du som mor?

– Jeg vil beskrive mig selv som en meget stolt mor. Hvis jeg kan komme af sted med at prale med ham, så gør jeg det. Og så elsker jeg ham over alt på jorden – er der så mere, man kan sige? Efter jeg mistede min mand, er det ham, jeg rådfører mig med, hvis jeg er ved at køre ud i et eller andet, der er lidt for vildt. Og hvad kan det så være – ja, det siger jeg ikke! Men hvis det er for vildt, siger Søren: "Er det nu klogt, fru Hansen?"

Hvad tænker du om din alder – stopper den dig i noget?

– Jeg tænker ikke meget over min alder, og jeg er ikke ked af den. Jeg synes nærmere – sagt med et moderne ord – at det er sådan lidt "sejt" at være gammel. Jeg kan faktisk godt finde på at prale lidt med min alder og lige få fortalt, at jeg er 75 år. Nå, nå. Og det kan da godt være, at nogen faktisk tror, at jeg er 85, ha, ha, men jeg har det fint med min alder. Jeg sidder ikke og tænker, at nu holder det hele snart op. Overhovedet ikke. Jeg tænker slet ikke i de baner. Jeg har lige fået mit hus restaureret udenpå og har fået skiftet alle vinduer og døre. De ting, jeg har, holder jeg hele tiden i stand. Jeg tænker ikke – som nogle gamle mennesker

Sejt at være gammel gør – at tingene bare skal holde min tid ud. Jeg bliver ved med at opføre mig, som om jeg skulle leve evigt. Det ved jeg jo godt, at jeg ikke skal, men altså...Hun smiler og holder en lille pause. Ser næsten ud, som om hun alligevel overvejer det med at leve evigt, og fortsætter så.

– Jeg bekymrer mig ikke over, om jeg kommer til at miste førligheden eller bliver senil. Det kan man jo ødelægge sit liv fuldstændig med. Jeg holder mig i form ved at gå og cykle, og når jeg er i sommerhus, svømmer jeg hver dag. Og så holder jeg mig mentalt i gang ved at skrive bøger og holde foredrag.

En anden ting, der har holdt hjernen i gang i en længere periode var arbejdet med den norske "22. juli-kommisjon", som havde til formål at afdække, hvordan det kunne gå så galt, da Breivik angreb regeringshovedkvarteret i Oslo og derefter begik sin frygtelige massakre på Utøya. Og hvordan man kunne undgå, at noget lignende skete igen.

– Jeg tror aldrig, at jeg har bestilt så meget, som jeg gjorde det år. Til sidst boede jeg faktisk i Oslo det meste af tiden. Sammen med to andre skulle jeg vurdere politiets indsats, og det gjorde vi bl.a. ved at afhøre en masse politibetjente, lytte tonsvis af bånd igennem med radiokommunikation, læse afhøringsrapporter og så videre. Det var en rystende opgave, det var så forfærdeligt og trist, men derfor var det også så vigtigt, at vi trængte til bunds i, hvordan i alverden, det kunne gå så galt, og hvad man skulle gøre fremadrettet.

Hvad var hovedkonklusionerne?

– At alt, hvad der overhovedet kunne gå galt, det var gået galt. De eneste, der klarede frisag, var sundhedsvæsenet, det fungerede totalt perfekt. Men alt det andet...! F.eks. kategoriserede man det ikke som terror, da bomben sprang i regeringskvarteret, men hvad søren skulle det da ellers være? Og det er ikke ligegyldigt, hvad man kalder tingene, for hvis man havde sagt terror, havde man trukket en terrorplan op af skuffen, og i den havde der stået, at man skulle afspærre hele området, så gerningsmanden ikke kunne slippe væk. Der blev begået fejl på fejl.

Perlemor
Hanne Bech Hansen bliver ivrig, når hun snakker om ting, der er relateret til politiarbejde. Og selvom hun har været glad for alle de jobs, hun har haft, står jobbet som politidirektør i København for hende som det allerbedste og mest spændende job.

– Det var den der mangfoldighed af opgaver. Jeg skulle være med til at sørge for, at København var en tryg by og desuden en god arbejdsplads for politiet. Samtidig skulle politiet også gerne have borgernes tillid, og den får man ikke bare ved at sidde og se sød og venlig ud, den får man også ved at komme ud til dem og have kontakt med folk. Så det job var et "mange-sidet uhyre"! Var det ikke også en post, der kunne give mange øretæver?

– Jo, men det vidste jeg jo, og jeg synes i grunden ikke, at jeg fik så forfærdelig mange øretæver – eller også har jeg bare glemt dem. Jeg prøver nogle gange at google mig selv: "Politidirektør i skandalesager" – for at se, om der kommer noget op, ha, ha. Men ud over den sag med "Perlemor", hvor man diskuterede om en betjent havde sagt "perle" eller "perker" til en demonstrant, så er jeg aldrig sådan rigtig blevet berømt på noget, synes jeg.

Hvordan oplevede du den sag?

– Den ville jeg ikke have undværet for guld. Det var da noget af det mest sjove, jeg nogensinde har oplevet. Og det hænger jo ved endnu. Jeg blev kaldt "Perlemor" i mange år, nu er de fleste holdt op, men når jeg kommer ned på Hovedbanegården, hvor der er en masse sprittere og så videre, så er der altid nogen af dem, der lige så sødt siger: "Der kommer Perle-mor, dav, Perlemor".

Til min afskedsreception fik jeg ALT, hvad der hed perler. Perlekranse, perleplader, vin, der hed Perle, parfume, der hed Perle – jeg har hele mit hus fuld af perler. Og Ulf Pil-
gaard var helt guddommelig, da han lavede en parodi på mig i Cirkusrevyen. Hvordan den pæne mand kan komme til at ligne mig så meget, det begriber jeg ikke. Hver gang han optræder på skærmen, så tror jeg, at det er mig! Den der lidt stive måde han står på – aj, det har jeg vel nok grinet ad.

LÆS OGSÅ: Ulla Terkelsen: "Man får en masse hug i livet – og så rejser man sig igen"

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: Jeg er opvokset på forskellige sindssygehospitaler

LÆS OGSÅ: Amanda Jacobsen svindlede for 132 mio.