Anne Marie Helger: “Der var et andet liv derude, end det jeg var født til at leve”

1946-1955
– Jeg var virkelig ked af at gå i skole. Jeg gik på Maglegårdsskolen i Charlottenlund, hvor jeg er født og opvokset. Jeg var godt klar over, at min far og mor syntes, jeg var en spøjs lille en, men jeg havde ikke følt mig anderledes, før jeg kom i skole. Mine forældre var så kærlige, og jeg er opvokset i et utrolig dejligt barndomshjem fyldt med kunst, kultur, litteratur og højt til loftet. Vi var tre søskende. Min storesøster, Agnete, mig og min lillebror, Erik. Senere kom Jens til som efternøler. Jeg var sådan en troldeunge, der meget tidligt reagerede på alt, hvad der havde med autoriteter at gøre. Jeg er i den gradautoritetsudfordrende. Det har jeg fra min mor, som var lidt vild i det.

– Tiden – 40'erne og 50'erne – husker jeg som en fæl småborgerfælde, og jeg er bange for, at vi er på vej hen mod det samme i dag. Øj, hvor var det altså nogle ­kedelige kønsroller, og hvor var det kedeligt spidsborgerligt inde bag hækkene med Volvo, villa og lille vovse. Mødrene gik rundt med forklæde i løbet af dagen, og når ­mændene kom hjem, stod de med pænt tøj og makeup og tog imod dem. Min mor, som var hjemmegående, gjorde sig faktisk også pæn til, at min far skulle komme hjem fra sit arbejde som bibliotekar. Vi havde masser af hjælp i huset, unge piger, kogekoner, gartner, men det var, fordi min mormor og farmor var så rige og sørgede for familien.

Anne Marie kommer fra en velhavende familie. Her er hun omkring 8 år og til fest med sin mor og far.

– Jeg gik meget almindeligt klædt som barn, det var noget med små, plisserede
nederdele, for min mor sørgede for, at jeg endelig ikke måtte udleve nogen af mine tilbøjeligheder. Piger skulle ikke være pynte- og sminkedukker. Men trangen til at pynte mig var der. Jeg gemte alle bånd fra chokoladeæsker og julegaver, og jeg lavede små sløjfer af karamelpapir og satte dem på mine trøjer. Jeg ville så gerne på Bernadotteskolen, en mere fri og kreativ skole, men der skulle ikke gøres forskel på os børn, sagde min forældre. Det tror jeg på en måde, de gjorde klogt i. Jeg lærte at kæmpe og at være egenartet midt i en flok ret afrettede børn. Jeg blev en ­lille oprører og særling, og det var en god forberedelse til det liv, jeg kom til at leve.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i julegave

1956-1965
– Da jeg var 10 år, kom jeg på svagbørnskoloni, fordi min far blev sindslidende. Mine forældre havde fået en ­efternøler, og min mor kunne ikke rigtig magte mig alene. Det var noget af en øjenåbner for mig. Jeg mødte nogle børn, der kom fra nogle helt andre miljøer, end jeg kom fra. Mange af dem var meget fattige, og det gjorde mig endnu mere opmærksom på, hvor meget vi havde derhjemme. Jeg vidste godt i forvejen, at vi var privilegerede, for min meget religiøse mormor havde været på mission i Indien, og hun havde malende beskrevet de fattige børn, som døde med fluer i øjnene. Jeg ­kunne slet ikke få det ud af mine tanker. Og jeg kunne aldrig spise op, der var så meget mad, jeg ikke kunne lide, og så blev jeg sat ud på trappen, hvor jeg sad og tænkte på, at al min mad burde sendes ned til de børn. Jeg tænkte, at når jeg selv blev voksen, så ville jeg prøve at ændre verdens uretfærdighed. Det lykkedes desværre ikke, sjældent har projektet set så mislykket ud, som det gør lige nu.

1956: Billedet forestiller storesøster Agnete, Anne Marie og lillebror Erik. I ALT for damerne i uge 41 skrev vi, at Erik Helger senere døde af AIDS. Det er ikke korrekt, og ALT for damerne beklager fejlen dybt. Erik Helger er lyriker og lever i bedste velgående på Bornholm, og han er meget snart aktuel med sin 18. digtsamling. Det var Anne Marie Helgers yngste lillebror, Jens Holger, som ikke er med på billedet, der døde af AIDS i 1989.

– Tingene ændrede sig meget i de ti år, jeg husker den kolde krig med Cubakrisen, Ungarnshjælpen i 1957 og modstanden mod atomvåben. Vi fik en ung pige i huset, Lisbeth, som var optaget af kampen mod atomvåben, og hende blev jeg meget fascineret af. Jeg kom med til politiske møder sammen med unge mennesker, og der mødte jeg spændende, langhårede, unge mænd med islandske sweatre og solbriller. Jeg syede selv alt mit tøj og begyndte at gå med det lille emblem mod atomkraft. Det var til stor forargelse i skolen, og min mor var bekymret over den indflydelse, Lisbeth og hendes endnu mere rabiate lillesøster havde på mig.

– Jeg fik mit første kys af en langhåret bavian, som var ­sådan en jazzbums. Og det begyndte for alvor at gå op for mig, at der var et helt andet liv derude, end det jeg var født til at leve. Det var der, jeg skulle hen, for der kunne man gøre en forskel. De talte om retfærdighed og udligning og om, at alle skulle dele. Mine forældre havde siddet i kupe med en kommunist på en rejse, og han havde prøvet at overbevise dem om, at kommunismen var det rigtige. De syntes, det var forfærdeligt. Jeg havde mit første vanvittige skænderi med min far om de ting, men senere, da jeg fik det kommunistiske manifest i hånden, fandt jeg ud af, at det bestemt heller ikke var noget for mig. Det gjorde mig bevidst om,
at tingene ikke er sort-hvide.

1965. Fra venstre: storesøster ­Agnete, Anne Marie, barndomsveninde Nina Lørring og ­Ninas mor Alice Weining i London.

– Jeg begyndte at drømme om at blive skuespiller, mine forældre var ikke vilde med det, men jeg fik alligevel lov til at komme på en kunstskole i London, da jeg var 18 år.

1966-1975
– I 1966 kom jeg på elevskolen på Aalborg Teater, men det var simpelthen for borgerligt og autoritært for mig, så da jeg var 22, sprang jeg fra. Det var mit lille ungdomsoprør. Jeg havde også fundet mit livs udkårne. Nede på Fru Houmanns Pensionat i Aalborg, hvor jeg spiste. Jeg havde set ham på teateret, han spillede guitar i et orkester i foyeren, og da han en dag kom ind ad døren på pensionatet, tænkte jeg: Det er manden i mit liv. Han hed Carsten, og han var så skøn. Havde sans for humor, havde smukt, langt, lyst hår og spillede som en drøm. Det tog noget tid for mig at få gaflet ham, men vi blev da gift i 1968. Vi havde ingen penge, for når jeg ikke ville tage en uddannelse, var der ingen hjælp hjemmefra. Jeg var heldig at få job på Jomfru Ane Teateret og havde nogle dejlige år der.

– I 1971 blev jeg gravid med Johanne, og da jeg var højgravid, flyttede Carsten og jeg til København. Det blev meget afgørende for min skæbne, for i København mødte jeg pludselig en masse spændende mennesker, som var med i teatergruppen "Solvognen", og i 1972 blev jeg en del af det. Det var en blandet flok af alle mulige mennesker, der var optagede af de nye bevægelser, der var i tiden. Mange af dem boede på Christiania, og det var skønt at komme derude. Det kunstneriske blomstrede, hold nu kæft, jeg blev så optændt af det og så vild med det. Det var inspirerende at se et samfund, der var helt anderledes end det, jeg kendte, men jeg kunne også godt se de ting, der ikke fungerede. Alle de grænsesøgende voksne, der skulle prøve alle de her spændende stoffer. Den slags har jeg aldrig haft noget at gøre med, det siger mig ikke en snus. Jeg var så optaget af at lave teater, jeg havde ikke tid til at være dopet, og jeg var også så stinke optaget af at være mor til min fantastiske datter, en lille perle har hun altid været. I dag kan jeg godt have lidt dårlig samvittighed overfor hende, for Carsten og jeg var også så optagede af vores musik og teater, men Johanne kom bare med til det hele. Heldigvis havde hun også de bedste bedsteforældre.

1972. Anne Marie, hendes første mand, Carsten, og deres datter, Johanne.

– Når jeg tænker på det årti, var der masser af frigjorthed og højt til loftet. Der var en tro på, at det kunne lade sig gøre med peace, love and understanding. I de år troede vi faktisk på, at verden ville gå hen og blive mere retfærdig.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: “Vis de gamle omsorg og kærlighed, mens de er her”

1976-1985
– Jeg blev desværre skilt fra Carsten i 1981. Det var meget, meget traumatisk. Vi havde været sådan nogle dejlige legebørn sammen, og 70'erne havde været så festlige, men vi var ikke så gode til at have en hverdag sammen. Jeg følte mig noget alene med Johanne, der var for meget, vi var ikke rigtig sammen om. Jeg elsker Carsten vildt og inderligt, han bor lige ovenpå i dag, og vi er sammen til alle familiebegivenheder. Han er dejlig mand, men vi duede ikke sammen mere, og da jeg så forelskede mig i Troels Trier, gik jeg fra Carsten. Troels og jeg prøvede at få det til at fungere i to år, men det var svært. Johanne gik fra at være en lille glad pige til at blive meget indadvendt. Og jeg fik anoreksi, som jeg var ved at krepere af. Det var vel en slags selvstraf. Jeg blev reddet af min lille datter og min mor, de fik mig hver på deres kloge måde til at indse, hvilken farlig dans med døden jeg var i gang med. Det var en slem nedtur i de år.

1981. Anne Marie har været tæt på at dø af anoreksi. Her er hun med i sommerrevyen i Nykøbing S.

– I begyndelsen af 80'erne dukkede de der yuppier – Young Urban Professionals – og dinkier – Double Income No Kids – op. Det er dem, der i dag er sådan nogle tatoverede skaldepander, der kører Tesla. Dengang hørte de Shu-bi-dua, kørte i sportsvogn og gik på diskoteker, og dem regnede vi ikke med. Hvis jeg sludrede med en fyr til en fest, og han sagde, han var reklamekonsulent eller noget i den stil, så var det udelukket, at jeg kunne forelske mig i ham. Sådan var det bare.

– I 1984 mødte jeg så heldigvis Jeppe. Det blev godt, men også svært. Jeppe havde været gift med en schweizisk kvinde, havde tre børn, som boede i Zürich, og jeg havde Johanne, som skulle vænne sig til det hele. Jeppe var ortopædkirurg, fra en helt anden kultur og havde slet ikke deltaget i ungdomsoprøret.

– Jeppe og jeg er meget forskellige, så det var noget af en udfordring for os at flytte sammen. Mit liv var og er ret kaotisk, og Jeppe er til faste tider og aftaler. Det kan jeg slet ikke gennemføre. Der sker hele tiden noget, som gør, at vi lige må lave om på tingene. Det var også svært for Johanne i begyndelsen, men jeg tror, at hun havde godt af de nye faste rammer. Og hun udnævnte lynhurtigt Jeppes dejlige børn til sine søskende.

1986-1995
– Jeg har altid været optændt af de forskellige ting, der er sket i samfundet, og jeg har blandet mig. Der skete meget i de år, bl.a. med Berlinmurens fald i 1989. Det var også i 1989, Jeppe og jeg blev gift.

– I 1991 var jeg vært på talkshowet "Det lille hus på motorvejen", hvor jeg blev lidt mere folkeligt kendt, fordi jeg sad i ­store kjoler og førte mig frem i ni afsnit. Den fik ikke for lidt lørdag efter lørdag. Men det blev også nogle ret politiske udsendelser, så på et tidspunkt blev jeg fyret.

– Det blev også årene, hvor jeg ­mistede min far og siden min lillebror. Min far var syg og medicineret i mange år, og han var i perioder indlagt på psykiatriske afdelinger og fik elektrochok. Han døde i 1990. I 1992 døde min lillebror, Jens, af aids. Det satte sig store spor i mig, fordi meget af mit arbejdsliv derefter blev koncentreret om aids, som trak blodige ­ofre i de år. Hold da op, hvor var der mange skønne mennesker, som døde lige der.

– Jeg havde mødt Peter Larsen i 1984, og i 1986 lavede vi showet "Discount ­Drama" sammen. Peter er min livsven, så det var skelsættende for mig at møde ham.

LÆS OGSÅ: Forfatter Gretelise Holm: “Valget af ægtefælle er vigtigst af alt”

1996-2005
– Det var i disse år, jeg kom i overgangsalderen. Jeg fik opereret livmoderen ud, fordi jeg havde en stor, godartet vandcyste, og det var da svært. Hedeturene har jeg faktisk stadigvæk, og man vænner sig til dem. Man skal bare altid have en vifte på sig, og så skal man altid have lag på lag af tøj, som man kan tage af. Og aldrig lukkede trøjer.

– Jeg har altid haft et lidt mørkt sind – ja, det har jeg faktisk – og det blev ikke nemmere i de år. Med overgangsalderen kommer hele den der aldersbevidsthed. Hvad sker der, hvad bliver det for et liv i de kommende år, hvad kan jeg fysisk? Men når man har en god mand og en dejlig datter, så går det.

– Politisk var jeg meget optaget af alt det med Anders Fuck Rasmussen og hele det skifte i vores land. Jeg skulle have lavet en stor forestilling på Kaleidoskop med Bodil Udsen, det havde vi glædet os til, men så blev hun syg. Og så sagde jeg til hende: Skal jeg ikke i stedet lave en politisk protestsalon imod den nye statsminister? Og så lavede jeg "Nytårstalen, Politisk Protestsalon" og fik alle mulige kunstnere med. Der var vildt oprør blandt alle kunstnere, fordi Brian Mikkelsen var blevet kulturminister, så der var gang i den.

2006-2016
– Jeg mistede min gode veninde Bodil Udsen. Vi lavede bogen "Livsstykker" sammen, og der vidste vi begge, at hun skulle dø. Det var en tung bog at lave. Jeg har ­savnet hende meget mere, end jeg havde drømt om, at jeg ville. Jeg mistede også min mor. Hun blev 94 og døde i 2010, men inden da havde hun været dement i fire år. Hendes mor blev også dement som 90-årig, så jeg håber ikke, at jeg bliver mere end 90, for tænk, hvis jeg også blev dement. Jeg ligner min mor af udseende. Fuldstændig. Når jeg kigger mig i spejlet, siger jeg: "Dav mor!"

– Mange af mine jobs i dag er for psykiatrien. Det optager mig vældig meget, både fordi min far var psykisk syg, men også fordi jeg er optaget af de marginaliserede grupper i vores samfund. Det er også derfor, jeg så tit står inde foran Christiansborg til demonstrationer, for der er så mange sager, jeg ikke kan sige nej til, når de ringer og spørger, om jeg vil komme og sige et par ord eller være konferencier. Nu, hvor Jeppe er gået på pension, prøver jeg at sige nej til lidt mere, for jeg vil også gerne have noget tid sammen med ham på vores sted på Bornholm. Men det kan jo være lidt svært, når der er bud efter mig hele tiden.

– Foreløbig har jeg ingen planer om at stoppe, for der er så mange spørgsmål, jeg brænder for. Klodens klima, ulighed, fattigdom og flygtningeproblematikken. Den måde, vi behandler andre mennesker på. Jeg kan ikke bare se på det uden at reagere. Jeg synes, egoismen er blevet så voldsom de senere år, at det er kammet over i total kynisme.

– Sammen med Peter Larsen laver jeg forestillingen "Halløj på falderebet", hvor jeg har taget hul på hele ­alderdomstemaet. Jeg synes, det er meget vemodigt, at jeg kan se en ende på livet. Jeg prøver at holde mig fysisk i form med mit eget lille program bestående af Gotved gymnastik, de fem tibetanere og noget ­yoga. Helle Gotved sagde engang til mig, at det er vigtigt at have unge venner, så det sørger jeg for også at have. 

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

LÆS OGSÅ: Puk Damsgaard: “Jeg tænker meget over at leve i nuet”

LÆS OGSÅ: Lone Hertz: “Jeg har masser af smukke ar på sjælen. Jeg har elsket meget”