“Det var hårdt at indse, at jeg havde fejlindrettet mit arbejdsliv”

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
– Det har jeg altid vidst – lige fra dengang, jeg som barn ville være zoolog, over min pure ungdoms beslutning om at synge opera til voksenlivets mere realistiske planer om at blive først grafisk designer, så redaktør og til sidst forfatter. Jeg har altid arbejdet ivrigt mod snart ét, så et andet mål – de har bare ændret sig med tiden. Forfatterdrømmen har jeg vist altid haft, men kun som konkret plan siden omkring årtusindskiftet. Efter jeg fyldte 40 og pludselig kunne mærke alle historierne, der modnedes og trængte sig på inde i hovedet.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– På højre hånd har jeg et lille, rundt ar, som stammer fra en af min barndoms katte. Han var løbet hjemmefra nogle dage forinden, og så fandt jeg ham hos en kammerat. Da jeg ­ville løfte ham op, bed han sig fast – og blev hængende, da jeg trak hånden til mig. Han var ellers ret sød, så jeg bliver glad, hver gang jeg ser arret og kommer til at tænke på ham.

Hvad er dit livs største nedtur?
– Min stressfremkaldte depression i 2004. Det var godt nok hårdt at indse, at jeg i den grad havde fejlindrettet mit arbejdsliv. Jeg havde kæmpet mig op ad karrierestigen – kun for at opdage, at jeg i virkeligheden ikke brød mig om at være chef for andre end mig selv.

Hvad er den største ros, du har fået?
– Det var dengang, min klassekammerat Palle i fjerde ­klasse råbte til vores vrede­ regnelærer: "Sådan skal du ikke tale til Anna. Hun er den stærkeste dreng i klassen!"

Hvis du var en filmkarakter, hvilken ville du så være?
– Jeg ville være Dr. Watson, Sherlock Holmes' trofaste følgesvend, huslæge og ­kronikør, der er lige så lavpraktisk og snusfornuftig som mig selv. Men det skal være i Martin Freemans udgave, fordi han får lov at hænge ud med Benedict Cumberbatch.

Hvilken bog bør enhver kvinde have læst?
– Jane Austens "Stolthed og fordom". Hun kan beskrive familiedynamikker og forelskelser med vid og bid og selvironi. Nuancerne i hendes kvindeportrætter virker friske og nærmest nutidige. Da jeg læste den første gang, lo jeg til min forbløffelse højt allerede i første kapitel. Det havde jeg ikke ventet af en dameroman fra 1813.

Hvad giver dig blod på tanden?
– Nye projekter af enhver art. Bøger, renoveringer, indviklede strikkearbejder, rejser, fester. Jeg elsker planlægningsfaser og er for tiden i mit es, fordi vi skal bygge et helt nyt hus.

Hvad kunne du aldrig finde på at gøre igen?
– Rejse på charterferie. Jeg får klaustrofobi ved tanken om at være låst fast i en gruppe. Jeg har været på charterferie to gange i mit liv. Den ene gang var en afbudsrejse til Marbella, købt i desperation en mørk vinter. Jeg hadede hotellet, guiden, de andre gæster, vejret og byen – og var kun glad de tre dage, hvor vi brød ud af flokken, lejede en bil og flyttede til Granada.

Færdiggør sætningen: Jeg bryder mig ikke om, når...
– ... folk er skråsikre og selvhøjtidelige. Jeg holder af mennesker, der kan lytte og reflektere og tør ændre mening. Og så skader det bestemt ikke, hvis de også kan grine af sig selv.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?
– "Den fikser jeg!" Det er min grundholdning til snart sagt alt i livet. Jeg er udpræget løsningsorienteret.

LÆS OGSÅ: Camilla Bendix: “Det er skønt, når noget er pinligt”

LÆS OGSÅ: Rie Helmer: 7 skift der ændrede mit liv

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”