Quiz: Kender du Flemming Møldrup?
SPONSORERET indhold

Kender du Flemming?

Vi udvider ”Kender du typen” med et 11. afsnit, hvor livsstilsekspert Flemming Møldrup selv er kommet i fedtefadet som hovedperson. Quiz med og se, om du kender Flemming, når vi besøger ham i hans lejlighed på Østerbro. Hvad gemmer der sig egentlig i ekspertens eget køleskab, og hvilke skjulte hobbyer har han? Det og meget mere får du svaret på i ”Kender du Flemming?”

Af: Amalie Holm Foto: Tine Sletting
02. maj. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Ti mandage i træk har den charmerende livsstilsekspert Flemming Møldrup underholdt os på skærmen sammen med Mads Steffensen og Anne Glad i Kender Du Typen. Desværre rullede sæsonens sidste afsnit over skærmen i mandags, hvilket betyder, at der kan gå lang tid inden vi igen får Flemming Møldrup at se i aktion. Da vi ikke har tålmodighed til at vente på en ny sæson, har vi besluttet os for at udvide Kender Du Typen med et 11. afsnit, hvor det denne gang er livsstilseksperten selv, der står for skud. Nu skal han ikke bevæbne os med viden om forbrug og tendenser i tiden, men derimod om sig selv.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte, at jeg mistede noget af mig selv, da jeg blev mor"

Vi mødte livsstilseksperten i hans lejlighed på Østerbro, hvor han bor med sin 8-årige datter Yoko, der skiftevis er hos ham og ekskonen. Vi kan afsløre, at der kom mange overraskende sandheder på bordet under besøget i den 190 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro.

Quiz med nedenfor og se, om du kan gætte hvilken type Flemming Møldrup egentlig er. Svarene finder du i bunden af artiklen.

Spørgsmål 1: Hvad prægede vores hovedpersons ungdom?

Svarmuligheder:
Han kom i punker-miljøet i Aarhus, hvor han eksperimenterede med eyeliner og anden form for makeup.
Han og en klassekammerat brugte flere timer om ugen i den lokale danseskole, hvor de dansede jitterbug.
Han udfoldede sine kreative evner indenfor keramik.

Spørgsmål 2: Hvad er hovedpersonens foretrukne motionsform?

Svarmuligheder:
Han løber sin faste rute langs søerne i København.
Han tager til cross fit i det nærliggende træningscenter.
Han hopper i en våddragt og surfer ved Vesterhavet.

Spørgsmål 3: Hvad har hovedpersonen altid på sig?

Svarmuligheder:
Han har en ring på venstre pegefinger, som han har arvet af sin far.
Han har en hvid undertrøje under sine skjorter og T-shirts.
Han har sin datters navn tatoveret.

Spørgsmål 4: Hvad har hovedpersonen i sit køleskab?

Svarmuligheder:
Han er sprunget ud som flexitar, og han har derfor altid palmekål og havremælk i køleskabet.
Har han altid en pakke ostehapser liggende, så der er en snack til datteren.
Han er meget interesseret i ølbrygning og har altid sin yndlingsøl - en New York Lager fra Nørrebro Bryghus - på køl.

Spørgsmål 5: Hvad har hovedpersonen på sine vægge?

Svarmuligheder:
Han har et indrammet pladecover, som han har fået i gave af en god ven.
Han har en Monet plakat indrammet i teaktræ hængende over sofaen.
Han har et gammelt skibsur i guld på væggen.

Spørgsmål 6: Hvor køber hovedpersonen sine møbler?

Svarmuligheder:
På den blå avis og andre steder, hvor de sælger genbrugsvarer.
Han tager en tur i møbelfabrikanten Hay.
Han vælger den praktiske løsning og kører til IKEA i Gentofte.

Spørgsmål 7: Hvilke karaktertræk tiltaler især vores hovedperson ved kvinder?

Svarmuligheder:
Hun føler empati for andre.
Hun har styr på sin karriere.
Hun har humor.

Spørgsmål 1. I ungdommen
"Jeg hang virkelig i bremsen i skolen, da jeg nåede de store klasser. Jeg havde heldigvis en gudsbenådet dansklærer, der hed Kirsten Borberg. Hun var en af de magiske skolelærere, der virkelig kan se et barn. Hun kunne se mig. En dag stak Kirsten mig en digtsamling med Micheal Strunge og sagde: "Jeg tror denne er noget for dig." Og så åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg begyndte selv at skrive digte, og jeg fik generelt en stor interesse for sproget. Det var ikke det eneste, der ændrede sig. Jeg blev også punket, fik strithår og begyndte at bruge makeup inklusiv eyeliner. Det var nogle lange busture fra Huset i Mølleparken i Aarhus og hjem til Vejlby iført den mundering. "

Spørgsmål 2. I fritiden
"Jeg har en konstant længsel i min krop i retning af Vesterhavet, og derfor tager min datter og jeg flere gange om sommeren og foråret til Klitmøller, hvor vi surfer. Det er noget særligt, vi har sammen. Jeg drømmer om at hive teltpløkkerne op i København og slå mig ned derovre på kanten af Vesterhavet. Men desværre er man ikke så mobil, som man har været, når man har små børn og er blevet skilt."


Flemming ses her med sit ene af to surboards, der har plads i stuen.  

Spørgsmål 3. På kroppen
"På kroppen har jeg to tatoveringer. På højre arm har jeg tre bølger, der symboliserer min uforløste kærlighed til Vesterhavet. På den anden arm har jeg min datters navn som en rebus, hun selv har lavet. Yoko betyder "hende under solen" eller "alt det positive", så hun har tegnet en pil, der peger på mit hjerte, et hjerte der betyder elsker, en trekant der betyder pige og en gul cirkel der står for solen. Og det betyder noget i retning af: "Jeg elsker hende under solen.""


Flemming og hans to tatoveringer. 

Spørgsmål 4. I køleskabet
"I mit køleskab har jeg masser af grønt og vegetarretter, fordi jeg er begyndt at spise meget mindre kød efter anti-kødbølgen er skyllet ind over os. Jeg er sgu gået hen og blevet flexitar. I starten droppede jeg kødet en gang om ugen, men nu er jeg oppe på fire eller fem dage om ugen, hvor jeg ikke spiser kød. Jeg gider kun spise kød, hvis jeg ved, at det er rigtig lækkert og fra et lykkeligt dyr. Jeg har også altid havremælk til at stå. Det smager fantastisk i kaffen. Ud over det, så er køleskabet fyldt med alle mulige lækre ting, når min datter er her. Det tror jeg er meget typisk for alene-forældre. Når børn rykker ind så fyldes køleskabet op, når de rykker ud, så tømmes det lige så langsomt."


Her ses Flemming med hans foretrukne køleskabsprodukter: palmekål og havremælk til kaffen. 

Spørgsmål 5. På væggen
"Mine vægge er i det hele taget meget tomme, men jeg har lidt kunst, som jeg sætter meget pris på. Meget utraditionelt har jeg et udstillet pladecover hængende, som en af mine gode venner gav mig til min fødselsdag. Han døde af sygdom for tre år siden, så det betyder meget for mig. Og så har jeg selvfølgelig billeder af min datter hængende."


Pladecoveret fra Flemmings afdøde ven Lasse, har sin egen særlige plads i stuen. Det samme gælder billedet af datteren Yoko. 

Spørgsmål 6. Møblerne
"Jeg kan godt lide tanken om, at man ikke altid køber nyt hver gang, man skal bruge noget. Så jeg har primært møbler af ældre dato, men de er stadigvæk pæne, vil jeg sige. Jeg har nogle sofaer, som jeg har arvet fra min venindes bedsteforældre, fordi jeg synes, at de var så flotte. Så sled jeg dem op og afleverede dem tilbage, og så var hun sød at få dem ombetrukket, hvorefter jeg tog dem tilbage igen. Jeg har egentlig ikke noget, der er sådan rigtig nyt ud over nogle Wegner stole. Mit store spisebord er fra den blå avis."


Flemming med sine nyindkøbte Wegner stole og Weekendavisen. En avis han selv kalder for Lotus og hans kæreste-avis. 

Spørgsmål 7. Hos kvinderne
"Indlevelsesevne og empati er nogle af de vigtigste kvalifikationer hos en kvinde. Ikke empati overfor mig, men overfor andre mennesker. Det er enormt vigtigt for mig at den kvinde, jeg er sammen med har en forståelse for andre mennesker. Ellers kommer vi simpelthen galt afsted. Og så synes jeg, at det er dejligt når kvinder er stærke. At de tror på sig selv. At de kan sætte sig udover deres køn og bare opnå det de gerne vil. Det synes jeg er mega sejt. Kvinderne er jo det stærke køn. Og jeg må bare konstatere, at mændene er de svage. Når man kigger på det udgangspunkt kvinder har for at udrette noget, og det udgangspunkt mænd har, så synes jeg at kvinder får virkelig meget for hånden rundt om i verden. Vi mænd laver egentlig ikke så meget andet end at styrte rundt og puste os op og fucke en masse ting op. Jeg har det sådan, at det er på tide at give kvinderne magten, og så må vi se, om de kan gøre det lidt bedre, det kunne jeg godt tænke mig."

 LÆS OGSÅ: "Jeg er så træt af, at det altid er de uhelbredelige kræfthistorier, der fylder i medierne"

LÆS OGSÅ: Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge

LÆS OGSÅ: Hvornår er det rigtigt at blive skilt?