Mød Nicolas Bros kvinder

HUSTRUEN
Navn Theresa Stougaard Bro
Alder 37 år
Stilling Teaterrekvisitør

– Theresa og jeg har været sammen i 18 år. Vi mødte hinanden på Krogerup Højskole i Humlebæk. Hun var 19, og jeg var 21. Vi fandt sammen ved juletid, 14 dage før vi skulle hjem. Jeg husker, at jeg sagde til min mor, at der var denne her pige, som jeg syntes, var pisse irriterende – det var min første tanke efter vores introaften. Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Måske syntes jeg nok, hun mindede for meget om mig. Jeg gik kun i sort der i starten af 90’erne, og det gjorde hun også. Hendes hår var sort og klippet i en skarp, kort page og hendes stil var lidt rå og The Cure-agtig. Jeg følte selv, jeg var kommet lidt for sent til punk-rocken. Vi havde begge noget andet flirt kørende og hang ikke ud med de samme typer, til gengæld stødte vi tit på hinanden om natten i den der kæmpestore tomme højskole, fordi vi begge gik meget sent i seng, og der sludrede vi tit.

– Det gik meget langsomt med Theresa. Der var slet ikke noget med ”årh, hvor er vi fulde, og nu skal vi bare score hinanden!”. Irritationen blev til nysgerrighed, som så blev til samtaler… uden at der skulle ske noget. I fuldstændig ædru tilstand endte vi en aften inde på mit værelse og snakkede. Vi sov sammen den nat – uden andet end bare at falde i søvn sammen, det gjorde vi faktisk et par nætter – og så fik vi nærmest snakket os frem til, at vi skulle være sammen. Inden vi var færdige på skolen, gav jeg hende min hoveddørsnøgle og spurgte, om hun ville flytte ind hos mig. Hun boede hos sine forældre, men det ville hun gerne. Siden har vi boet sammen.

Læs også: Lauritz.com parret: "Vi skaber mere sammen"

– Theresa er min soulmate. She completes me. Hun har alle de kvaliteter, jeg selv savner og beundrer, men har svært ved at etablere. Hun er også min modsætning, og alligevel deler vi smag. Vi har smag for de samme ting, lyst til de samme ting, lader os underholde af de samme ting, men vi er to meget forskellige mennesker. Hvor jeg altid pakker tingene ind og er super konfliktsky, er Theresa mere nøgtern og slipper godt af sted med at være meget ærlig med et fint smil. Hun får det ud af sit system. Theresa har begge ben plantet på jorden, hvor jeg er mere flyvsk. Hun er også håndværkeren derhjemme, hun kan alle håndværk og kan snildt bygge et hus. Da hun som højgravid fik orlov fra Bellevue Teatret, byggede hun lige et helt køkken derhjemme. Typisk hende. Og syv dage inden hun skulle føde, byggede hun en hel puslereol. Jeg kan ikke slå et søm i, det siger mig ikke noget. Til gengæld er det mig, der laver mad og køber ind. Men det handler også om, at jeg har måttet tage ansvaret for det, vi spiser. Den mad, Theresa er opdraget med, kan jeg simpelthen ikke tåle. Det smager godt, men der er for meget flødesovs og miniflutes. Jeg bliver så tyk af det! 

– I juli havde vi været gift i 16 år. Det var Theresa, der friede. En tilfældig dag hjemme i vores stue på Nørrebro, spurgte hun, om jeg ville gifte mig med hende. Jeg sagde, at det skulle jeg sgu tænke over, for jeg havde egentlig besluttet, at jeg aldrig skulle giftes, fordi jeg ikke troede på det. Jeg følte mig i høj grad som skilsmissebarn. Men efter et stykke tid sagde jeg ja, og så giftede vi os i Tølløse Slotskirke og holdt en kæmpe fest på Tølløse Slot. 120 gæster, skinke, kartoffelsalat og et hav af lunkne bajere.

–Theresa er bare mit livs kærlighed. Hvis vi ikke havde mødt hinanden på Krogerup, som jeg næsten ved et tilfælde havnede på, havde vi sikkert aldrig mødt hinanden. Dengang ville hun være skolelærer, og jeg var endnu ikke kommet ind på en teaterskole. Om ni år har vi så sølvbryllup. Til gengæld har vi været langsomme med at sætte børn i verden. Når man møder hinanden som teenagere, så er beslutningen om børn ikke så præsent. Men en dag tog vi en samtale omkring det og nåede frem til, at vi begge så os selv som forældre. Så var det væk med pillerne, og så gik der tre måneder! Jeg havde slet ikke forestillet mig, det skulle gå så hurtigt. Jeg tænkte, at jeg garanteret ikke kunne levere en skid.

Læs om Nicolas Bros forhold til sin mor og søster på næste side.

MOREN
Navn Helle Hertz
Alder 68 år
Stilling Skuespiller

– Jeg var vist ret knyttet til min mor, da jeg var lille. Men forholdsvis tidligt blev det til et savn. Mine forældre blev nemlig skilt, da jeg var seks år, og min storebror, min lillesøster og jeg blev hos min far. Min mor fandt en anden mand, og min far betingede sig, at vi børn skulle blive sammen – og det var ikke muligt i min mors lille lejlighed. Jeg husker, at det var meget fremmed at skulle til at sætte sig op på skødet af min far. Det havde altid været mor, jeg havde siddet hos, og mor, der havde fået lov at kysse mig. Det overtog min far hen ad vejen, men jeg skulle ligesom starte forfra. Jeg kom aldrig til at bo med min mor igen – modsat mine to søskende, som begge boede hos hende i deres gymnasietid.

– Jeg savnede hende afsindigt. Som teenager nok på den lidt mere oprørsagtige måde. Jeg var umulig, og så vidste jeg, at jeg altid kunne slå hende for penge og ting. Hun "skyldte" mig. Jeg var sgu vred på hende, men da jeg blev voksen, forstod jeg hende. Med en voksens øjne forstod jeg godt, at hun fulgte sin kærlighed, og min far var bare kompromisløs i forhold til os børn.

– Da jeg var 22, blev min mor forladt og gik virkelig i sorg. Der havde hun fem hårde år, hvor man skulle beskytte hende. Måske det der skrøbelige, der kom op i hende, var med til at få mig til at se tingene fra et mere modent synspunkt… hvad ved jeg?

– I dag føler jeg, at jeg har fået noget meget særligt sammen med hende. Vi kan være i sommerhus sammen i flere uger, bare hun og jeg – hænge ud og passe hver vores – uden at gå hinanden på nerverne. Det er faktisk rigtig skønt. Man kan altid trække på hende. Og min kone, min søster og min mor har et rigtig godt forhold til hinanden.

– Min mor har en fantastisk evne til at snakke med alle. Det beundrer jeg hende meget for. Hun snakker også utrolig meget med sig selv. Højlydt. Deciderede samtaler om, hvad hun har gang i. Det har hun altid gjort, men det bliver kun sjovere med alderen.

– På ét område er jeg ganske afhængig af hende nu. Det skal være hende, der lærer mig mine roller. Ikke at spille dem, men hun hører mig i replikkerne. Og så har vi en aftale om, at for hver rolle, hun har lært mig, spørger jeg hende, hvad hun ønsker sig. Så får hun måske en stol. Det er ikke total udnyttelse.

Læs også: "At bo sammen er et evigt kompromis"

SØSTEREN
Navn Laura Bro
Alder 38 år
Stilling Skuespiller

– Laura og jeg er meget tæt knyttede. Der er kun et år imellem os, så vi er lidt pseudotvillinger. Jeg er meget taknemmelig for, at min søster og jeg ikke blev skilt ad, da vi var børn. Vi har fulgtes ad hele vejen og gået i samme klasse på La Cour Vejen Skole.

– Jeg har altid haft en stor beskyttertrang over for Laura. Allerede i de små klasser, hvor frikvartererne var et mareridt for mig, fordi Laura altid var væk, og jeg derfor brugte hele frikvarteret på at lede efter hende. Når jeg fandt hende, var hun bare i gang med at lege, og så var frikvarteret gået.

– I de større klasser blev Laura ret træt af mig. Hun har altid været sindssygt pligtopfyldende, og jeg var nok bare for meget en rod, så hun havde rimelig nederen over, at hun skulle stå og sige, ”du skal være i skole om 20 minutter! Jeg har støvlerne på, og jeg går nu, og du har ikke fået morgenmad – hvad sker der?!”. Det var også altid hende, der havde lavet lektier – ikke mig. Hun syntes, jeg var hendes ansvar – det havde vi jo opbygget over for hinanden. Jeg husker en episode fra 6. klasse, hvor en kæmpestor fyr fra 9. klasse havde besluttet, at jeg skulle gennemtæves. Der stod jeg i en tom skolegård, og pludselig trængte de sig ind på mig, knaldede mig op ad væggen, og så kom Laura løbende igennem skolegården og kastede sig over denne her store fyr, rev ham i håret, så han måtte banke hende ind i væggen, men hun holdt fast. Frygtløs kastede hun sig ind i en slåskamp, fordi storebror var ved at få tæv – og fik den stoppet. Efter 8. klasse havde hun brug for at komme lidt væk fra det hele og tog derfor på efterskole. Og da hun kom hjem, flyttede hun ind til min mor. Det var nok meget godt for vores forhold.

– Da vi kom i gymnasiet, kom vi igen i samme klasse og fik fælles vennekreds, hvilket vi også har i dag. Vi er Ross og Monica fra ”Friends” – vi ligner dem måske bare ikke så meget. Ha, ha.

– Jeg beundrer Laura. Hendes retfærdighedssans og hendes menneskesyn. Og jeg sætter meget stor pris på hendes mening. Jeg tror ikke, der findes noget finere menneske. Jeg har et kæmpe behov for, at det altid går Laura godt. Hvis det går mig godt, får jeg altid lyst til at dele det med hende, give hende noget af det. Hvis bare man kunne. Følelsen fra skolegården har jeg stadig meget stærkt – behovet for at tjekke, om hun er okay. Vi snakker sammen flere gange om ugen. Hvis nogen har været tarvelige over for hende… jeg får mordtanker! Også hvis hun får en dårlig anmeldelse. På hendes vegne får jeg sådan lyst til at møde den der anmelder og skyde ham i knæene.

– Nogle gange får hun nogle knubs, fordi hun ikke tager sig den plads, hun i virkeligheden fortjener. Jeg bliver oprigtig irriteret, når folk tager hende for givet og udnytter, at hun giver dem plads uden selv at få noget ud af det. Det kan godt bekymre mig.

Læs Nicolas Bros forhold til sin svigermor og manager på næste side.  

SVIGERMOREN
Navn Mona Stougaard
Alder 61 år
Stilling Madmor i en vuggestue

– Mona er halvt italiener og opvokset i Århus, men selvom hun har boet i København, siden hun var 20, er hun klingende århusiansk – en vidunderlig århusianer. Så gennemfint et menneske. I min del af familien kan vi godt være nogle "egorøve" eller i hvert fald individualister. Mona er bare large. Hvis nogen siger, de skal bygge en lade i weekenden, så kommer hun og hjælper. Det gen har de i deres familie – man står til rådighed og hjælper.

– Fra starten kunne jeg afsindig godt lide hende. Første gang jeg var inviteret hjem på middag, var det nok også lidt et kulturchok for mig. Theresa er vokset op i Hvidovre ude i Friheden (bydel i Hvidovre Kommune, red.). Og altså… dengang var det bare forstad og beton. Flødesovs og små flutes. Og så kom denne her vaskeægte Frederiksbergdreng fra en teaterfamilie... Sådan har jeg det slet ikke mere. Hvidovre, Valby, Avedøre… det er på en måde de ægte københavnere – de Oswald Helmuth-agtige københavnere, som er flyttet ud af Vesterbro. Jeg elsker det jo også! De kan sgu noget håndværk, og de kan drikke en bajer, og så er det en selvfølge at hjælpe hinanden. Man stiller op om søndagen og laver det der hegn sammen.

– Selvom det måske ikke var en del af miljøet, havde Mona et behov for, at hendes børn skulle have den der verdensopdragelse. Theresas første dukke var en sort dukke, og som 7-årig blev hun sat til at se en dokumentar om holocaust. Hun skulle vide den slags ting, og hvad det vil sige at opføre sig ordentligt. Ligesom Mona selv tog på biblioteket og læste op på de sortes historie i Amerika og lærte sig fransk, da hun fik lyst til det. Alt det fortjener bare så meget respekt.

MANAGEREN
Navn Anne Lindberg
Alder 39 år
Stilling Ejer af Lindberg Management

– Mit liv er i Annes hænder. Jeg er så afklædt i forhold til, at hun kunne få mit liv til at falde sammen, hvis hun ville. Hun styrer alle aftaler og min økonomi. Alt. Hun forhandler for mig og har adgang til alt i min bank. Det er en kæmpe tillidsting.

– Anne er hele mit overblik. Jeg har overhovedet ikke styr på en skid. Jeg kan godt lide penge, og jeg kan lide at bruge dem, men umiddelbart siger det mig ikke så meget. De er rare at have, men det er ikke dem, der driver værket. Den del af mig er lagt over hos Anne. Det betyder ikke, at jeg ikke har principper omkring det. Er det et meget kommercielt job, synes jeg også, jeg skal have penge for det. Og er det omvendt et meget kunstnerisk projekt uden de store penge, afviser jeg det ikke fluks.

– Anne og jeg er utrolig forskellige, men vi har en fælles sag, og det er jo mig. Vi er partnere. Jeg udstikker retningen, og hun skaber rammerne for det. Og i sidste ende er det mig, der bestemmer. Mit arbejde som sådan interesserer ikke min kone. Hun vil gerne høre på mig, hvis jeg har haft en dårlig dag, men generelt sparrer jeg med Anne. Og det er en lettelse for mig ikke at skulle tale om det, når jeg er hjemme. Til gengæld får Anne det hele at høre! Alt mit klynk og mine frustrationer, når jeg bliver desperat og stresset og kolerisk. Hun lægger ører til meget! Hun får al lorten, og nogle gange må jeg også undskylde.

Læs også: Rützou: Verden ligger ikke åben og uerobret foran mig