Sri Lanka
SPONSORERET indhold

Familieferie til Sri Lanka: Bountystrande, frodig natur og fornyet energi

Grafisk designer Wendy Plovmand og hendes ­familie besluttede at skifte vinterfrakker, pelshuer og ­uldundertøj ud med en lang, eksotisk rejse. ­Turen gik til Sri Lanka med verdens usandsynligt lækre strande og et fantastisk ­dyreliv.

Af: Wendy Plovmand Foto: Wendy Plovmand
15. dec. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Dag 1-6: En pyton og gulvvarme på balkonen
Vi har rejst i 24 timer og glædet os i mere end 180 dage. Vi rejser med et vennepar, der ligesom os har tre små børn, og da vi ankommer til kystbyen Unawatuna på Sri Lankas sydkyst en tidlig aften, er det allerede mørkt. Før solen står op kl. 5.30 bliver vi vækket af skingre og fremmedartede dyrelyde, der giver indtryk af, at vi er havnet midt i en zoologisk have. Det første, Atlas på 4 år siger, da han slår øjnene op og løber ud på balkonens fliser, er:

– Århh! Det er luksus, der er gulvvarme udenfor...

Dermed får vi bekræftet to ting om Sri Lanka: Øen har næsten 500 forskellige fuglearter og et klima, der året rundt byder på ca. 30 grader. Sri Lanka er ca. halvanden gang så stor som Danmark, og den sydlige og vestlige del af øen er spækket med lækre strande, kultur og nationalparker, som er oplagte at besøge, når det er vinter herhjemme.

Nytår og hvalsafari
Unawatuna er en badeby med en kilometerlang sandstrand. Byen har nydt godt af turismen de sidste par år, og her er en hel del flere neonlys end forventet. På den anden side er her sol, varme og turkisfarvede bølger. Den første dag er jeg ved at træde på en gigantisk pytonslange, en lokal mand "lufter" på stranden, og som viser sig at være en del af aftenens underholdning. Vi skal nemlig holde nytårsaften på stranden, og det er ­både sjovt og småstressende. Vi prøver at nyde middagen, mens autoriserede raketter flyver om ørerne på os, og vi forsøger at holde øje med seks små børn, der drøner rundt i mørke og leger i "verdens største sandkasse".

Næste dag tilbringer vi på den afsidesliggende Jungle Beach – en lille, smuk strand med skvulpende bølger, og om aftenen spiser vi de skønneste, vegetariske retter på Jina's Vegetarian Restaurant. Vi bestiller lidt af det hele, og børnene slubrer deres "mango lassier" på nul komma fem. Helt så hurtigt går det generelt ikke at tilberede maden, og derfor er det en god ide at bestille maden enten på forhånd, eller før man når at blive rigtig sulten. Inden vi tager videre fra Unawatuna, tager far og søn på 7 år på hvalsafari og kommer glædesstrålende tilbage en halv dag senere: Hele syv blåhvaler blev spottet på turen.

LÆS OGSÅ: 6 grunde til at holde vinterferie i Kenya

Dag 6-14: Luksusliv, safari og ­havskildpadder
Fordi vi rejser med små børn, tager vi os god tid. Den rute, Lonely Planet anbefaler at rejse på en uge, er vi tre uger om. Vi har booket en minibus, der skal køre os langs kysten til Goyambokka Beach, hvor vi har fundet et fantastisk hus, vi skal bo i de næste otte dage.

Moonhill ­Villa er bygget af de lækreste materialer: Polerede cementgulve, glas og træ, som komplementerer naturen. Huset har en have i midten, som alle rum åbner op mod, og det føles som at bo midt ude i naturen.

Mahesh er husbestyrer og viser sig at være en eminent kok. Han hjælper også med alt fra tøjvask og indkøb til planlægning af udflugter. Man kan bestille middagsmad hos ham om formiddagen eller selv lave mad i køkkenet. Dagene går med lækker morgenmad på den åbne terrasse, badeture på stranden, lang siesta, fuglespotting i haven og mere badning i nabohusets pool. Spiser vi ikke hjemme, er det på lokale restauranter – favoritten er Green Garden Restaurant, hvor de serverer pizza bagt i stenovn og den lækreste sea food.

Skildpadder i sandet
En af dagene tager vi på heldagsudflugt til Uda Walave nationalpark. På vejen er vi ved at køre ind i en to meter lang varan, der søvnigt dasker over vejen, og da vi nærmer os indgangen, står en kæmpeelefant i rabatten og tigger bananer.

Vi ser vandbøfler i store flokke, varaner i alle størrelser, store elefantfamilier, en sjælden leopardkat, grønne og blå papegøjer, bunkevis af påfugle, et par krokodilleøjne i en flod og masser af ørne og falke.

En aften tager vi på skildpadde-trekking på Rekawa Beach, hvor non-profit-organisationen Conservation Turtle Project værner om de æglæggende skildpadder. Kl. 23.00 begiver vi os mod stranden, og da vi efter en længere gåtur i den kulsorte nat møder en halvanden meter lang havskildpadde, føles det næsten magisk. På vejen tilbage bliver der pludselig helt stille igen, og de røde lygter lyser ned på sandet, hvor hundredevis af bittesmå skildpaddeunger pudselig pibler frem og tumler ned mod havet.

Dag 15-17: En af verdens ­smukkeste togture
Det er blevet tid til at vinke farvel til naboens påfugle, de asiatiske paradismonarker og Maheshs kulinariske tryllerier. Efter afslapning, det søde badeliv og dyreoplevelser skal vi nu opleve byerne, historien og kulturen.
Turen til den tågeindhyllede bjergby Ella byder på skønne vandfald, regnskov, teplantager, floder og fascinerende udsigtspunkter. Ella ligger omgivet af frodige grønne bjerge, nogle af dem hele 2.000 meter høje. Selve byen ikke har så meget andet at byde på end et par gode restauranter og hyggelige cafeer – men er den perfekte base for trekkingture og udflugter i nærområdet. Vi tager blandt andet til Little Adam's Peak – et udsigtspunkt, der ligger ca. fem kilometers gåtur væk. De sidste 20 minutter af turen er meget stejl og ikke for folk med udpræget højdeskræk.

Vandfaldet Rawana Ella Falls seks kilometer fra Ella er et imponerende 19 meter højt vandfald, der kaster sig ned over bjergsiden. Også det buddhistiske underjordiske Dowa Temple er bestemt et besøg værd. Her er en seks meter høj buddhafigur hugget ind i klippevæggen.

Mennesker med overskud
Om morgenen pakker vi bagagen, som vi smider i chaufføren Trevors bil. Selv hopper vi næsten tomhændede på det lokale tog, som efter sigende skulle tage os på en af verdens smukkeste togture. Turen fra Ella til Nuwara Elia tager knap fire timer, og går gennem frodige grønne bjerglandskaber, dybe kløfter og små, hyggelige bjergbyer. Turen er virkelig meget smuk, og giver et godt indblik i den alsidige natur. Endnu engang forundres vi over lokalbefolkningens glæde og imøde-kommenhed. Efter mange år med voldsom krig og politiske uenigheder, og sågar en tsunami, sætter det hverdagen i perspektiv at møde mennesker med så stort et overskud.

LÆS OGSÅ: Tag med til farverige Marrakech

Dag 17-19: Buddhas kindtand og de badende elefanter
Næste stop er Kandy, en større by i bjergene. Klimaet er køligere, men dog stadig varmere end de danske sommeraftener. Kandy var engang hjemsted for kongen, og her kan man besøge Tandens Tempel, som er landets største buddhistiske helligdom. En af Buddhas tænder vises efter sigende frem to gange dagligt, når gonggongen lyder. Tempelområdet er stort, og man kan sagtens bruge en dag, hvis man vil se samtlige seværdigheder inden for templets mure. Ud over hovedtemplet kan man nemlig opleve flere museer og kongens gamle badeanstalter.

Dans med ild
I byen finder man også The Kandy Lake Club, hvor man kan se den festlige Kandy Dance – en opvisning i traditionel folkedans. Især ilddansen, hvor danserne spiser ild og går på gløder, vækker begejstring hos børnene. Byens centrum er Kandy Lake, en fin sø, der bugter sig gennem byen og danner et godt udgangspunkt for en dejlig gåtur. Lidt uden for Kandy ligger den store Kandy Botanical Garden, der bestemt også er et besøg værd, mens et af byens mere uofficielle "mustsees" er Helga's Folly – et stort Dali- og Gaudi-inspireret hotel og kunstgalleri. Stedet er ejet af den excentriske Helga de Silva, der voksede op blandt 50'ernes Hollywoodstjerner og kunstnertyper, og der er supersjovt at besøge for en drink og en rundtur i de overdådige rum.
På vejen fra Kandy til hovedstaden Colombo gør vi stop ved byen Pinnawella, der er domineret af de såkaldte "spice gardens", hvor man kan købe alverdens lækre krydderier med hjem. Man kan også besøge Pinnawala Elephant Orphanage, en slags elefantbørnehjem for forældreløse elefanter, hvor det er muligt at komme helt tæt på elefanterne og se dem få sutteflaske og følge med dem til den nærliggende flod for at se dem bade og lege.

Dag 19-21: Colombo og den ­stribede moske
Sidste stop er hovedstaden Colombo. Byen har ikke noget egentligt centrum, men udgøres af elleve vidt forskellige distrikter.

Te, kanel og ædelstene – det lyder som noget fra Hodja fra Pjort, og det er da også eventyrligt at vandre rundt i den multikulturelle bydel Pettah. Her er markeder med alt fra kopisportstøj til kanel og guldtasker – sjovt, men knap så børnevenligt. Vi tager en målrettet rundtur i de sydende og farverige gader og når på vejen at købe fodboldtøj til drengene og te i fantastiske indpakninger. Vi kommer også forbi den imponerende rød- og hvidstribede moske Jami-Ul-Alfar, der er en af Colombos ældste.

I den ny renoverede bydel Fort indtager vi frokosten på Ministry of Crab – en udsøgt seafood-restaurant i den moderne del af shopping- og madkomplekset Old Dutch Hospital. Vi når også et smut forbi Colombos største park – den finurlige Viharamahadevi, der ligger tæt på det mere eksklusive område Cinnamon Gardens.

21 dage efter vores første møde med Sri Lankas venlige befolkning, er vi ved at være mætte på indtryk. Om end vi ikke er klar til at omfavne den danske vinter, glæder vi os alligevel til at komme hjem. Og selvom Sri Lanka ikke er helt så velfriseret et land at rejse med børn i som Thailand, har vi nydt hvert et sekund på den smukke og gæstfrie ø. 

LÆS OGSÅ: Her får du mest sol for pengene

De bedste strande
De er mange bølger på Sri Lanka. Drømmer man om en afslappende ferie, hvor ungerne plasker rundt på egen hånd i strandkanten, skal man nok vente med Sri Lanka, til børnene er lidt større. Ellers er det bare om at kaste sig i bølgerne, der giver timevis af underholdning.

Goyambokka Beach: Billedskøn sandstrand, hvor det er sjovt at surfe i bølgerne.
Unawatuna Beach: I den ­vestlige ende af den ellers temmelig turistede strand er der næsten blikstille vand – prisværdigt når man rejser med små børn.
Tangalle Beach: Bounty-agtige strande, hvor man stort set kan vælge sin egen.
Mirissa Beach: Smukke, ­langstrakte sandstrande så langt øjet rækker.

Thailand vs. Sri Lanka med børn
Sri Lanka byder på smukke, langstrakte og uberørte strande og et vanvittigt gæstfrit folkefærd, som elsker børn. Øen er eksotisk og fuld af store naturoplevelser, og så er der generelt mere uspoleret af turisme. Prisniveauet er lidt højere for overnatning på Sri Lanka, og luksusstandard er ikke altid helt så luksus her som i Thailand. Thailand er lidt nemmere transportmæssigt, og så er maden mere alsidig og børnevenlig.

Her skal du bo
Unawatuna: French Lotus ­Guesthouse – Frenchlotus-unawatuna.com
Goyambokka: Moonhill ­Villa, ­Moonhill.uk.com
Tangalle: The Last House – ­Thelasthouse.com
Kandy: Ozo – Ozohotels.com Ella: Little Folly – Littlefolly@hotmail.com, Ravana Heights – Ravanaheights.com eller hvis budgettet er til det på 98 Acres Resort – Resort98acres.com
Colombo: Ellen's Place – Ellensplace.lk

Bedste restauranter
Colombo: Ministry of ­crab – ­Ministryofcrab.com og Nihonbashi – Nihonbashi.lk
Unawatuna: Jina's Vegetarian and Vegan Restaurant
Galle: Galle Fort Hotel – Galleforthotel.com og Fortaleza – Fortaleza.lk
Kandy: Olde Empire Café
Ella: Dream Café – Dreamcafeandguesthouseella.com og Ravana Heights - Ravanaheights.com

10 oplevelser, du ikke må gå glip af
Teplantage: Halpe Tea Factory nær Ella eller Hundungoda Tea Estate tæt på Unawatuna. Te er Sri Lankas største eksportvare, så besøg endelig en af de mange teplantager. Efter rundvisning og smagsprøver er der rig mulighed for at fylde tasken med indkøbt te.
Skildpadder: Nattetrekking ved Rekawa Beach er et must.
Hvalsafari: Kan opleves i Mirissa – Rajaandthewhales.com
Elefanter: Se masser af dem i Pinnawala Elephant Orphanage, og oplev dem bade i den nærliggende flod.
Ayurvedic spa: De gamle ayurvediske velværebehandlinger stammer fra Indien, men findes mange steder i Sri Lanka.
Snorkel- og sejltur: Opleves bedst i Hikkaduwa, hvor der er et fint koralrev ca. 150 meter fra strandbredden.
Togtur fra Ella til Nuwara Elia: Turen tager 3,5 time, og man kan booke billetter på 1. eller 2. klasse.
De uopdagede strande sydpå: Hele kysten omkring Tangalle byder på et hav af lækre strandstrækninger, der varierer i størrelse og antal besøgende.
Galle: Levende havneby med superhyggelige gader, smukke bygninger fra den hollandske og portugisiske kolonitid og en blomstrende handel.
Kandy: Kulturel by med Tandens Tempel og en smuk ­botanisk have.

Fakta
Vi rejste med SAS og Oman Air via Kilroy Travels – med stop i Zürich, Oman og Colombo. Vi betalte 22.500 kr. for to voksne, to børn og en baby. Vi rejste i højsæsonen i dec.-jan., så priserne på overnatning var de absolut dyreste på året. Vi brugte i gennemsnit ca. 1.500 kr. om dagen inkl. overnatning, mad og transport. Hele turen på tre uger inkl. udstyr, vacciner og transport ­kostede ca. 60.000 kr.

Glem ikke at pakke til de mindste
Bleer: De bleer, man kan købe, hvis man da kan finde nogen, er ikke altid
af bedste kvalitet.
Høj stol: Høj stol findes ikke mange steder, så hvis det er vigtigt for jer ikke at have baby på skødet hele tiden, så tag en rejsevenlig udgave med.
Let klapvogn og bæresele: Let klapvogn og bæresele er rart at have med, når man rejser med en baby. ­
Babygrød: Babygrød, der kan laves på koldt vand. God og nem til udflugter.
UV-badetøj og solhatte: Solen er skarp, så sørg for UV-badetøj og solhatte til børnene. På Solbutikken.dk kan du året rundt finde alt tænkeligt soludstyr.

Før rejsen
Påkrævede vaccinationer: Hepatitis A+B, difteri/stivkrampe samt tyfus.
Visum koster 230 kr. pr. person. Man kan ansøge online på Eta.gov.lk.

LÆS OGSÅ: Luksusparadis på den græske halvø Halkidiki

LÆS OGSÅ: Ægte pause under den spanske sol

LÆS OGSÅ: Indien, som du aldrig har oplevet det før