banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Støt op om den gode sag og kom med til ALT for damerne Støt Brysterne Løbet.   Tilmeld dig her.

Verona, Italien

Tag til kærlighedens by

„Lille Rom" er Veronas kælenavn, og det er bestemt ikke uden grund. Læs mere om kærlighedens by.

„Lille Rom" er Veronas kælenavn, og det er bestemt ikke uden grund. Byens centrum emmer af historie, og overalt hvor man går, frydes ens øje af et overflødighedshorn af smukke, maleriske stræder, pladser, bygninger, freskoer og finurlige detaljer. Af samme grund er byen fredet af Unesco, og denne status gøres der meget for at bevare. Ikke kun for øjet er Verona et ophold værd, men byen, der har 265.000 indbyggere, er som et koncentrat af lækre restauranter, cafeer, og ikke mindst shoppingmuligheder i alle prisklasser.

Byen og området omkring Verona har fået en del opmærksomhed på det seneste, efter at Hollywood er begyndt at kaste sin kærlighed på stedet. Således har Brad Pitt og Angelina Jolie købt en villa i Valpolicella lidt uden for Verona, og senest har Leonardo DiCaprio købt en stor lejlighed i centrum af Verona.

Verona ligger mellem Alperne og fladlandet Pianura Padana, og byen, og du kan besøge området året rundt, da der er mulighed for mange forskellige aktiviteter alt efter smag og behag.

SHOPPING
Cartier, Benetton, Gucci, Zara, Louis Vuitton, Penny Black, Max Mara, Patrizia Pepe, D&G, Furla, Coccinelle, Wolford, Lacoste, Armani, Dirk Bikkembergs, Lazzari og mange flere.... I Verona er der rig mulighed for at shoppe igennem!

Ud over butikskæderne er der mange butikker med et godt miks. Især på Corso Porta Borsari, hvor du bl.a. finder den meget eksklusive butik Folli Follie (Follifollie.it), på hovedstrøget Via Mazzini, i Via Stelle og Via Cappello samt i alle de små gader og stræder, der forbinder disse gader. Icona (Iconaboutique.com) på Via Quatro Spade 14, er en chik, eksklusiv tøjbutik med et godt udvalg af forskellige kendte mærker. Scarabocchio på Via Ponte Pietra 25 har et spændende udvalg af tøj, sko, tasker og smykker i forskellige mærker fra Italien, Frankrig og Spanien. Stilen har et anstrøg af boheme.

Outlet

I outlettet Palma (Threedifferent.com) på Via S. Nicoló 1 finder man både dame- og herretøj
samt sko og tasker i mange forskellige kendte mærker til stærkt reduceret pris. Samme outlet har en afdeling med børnetøj på Via Frattini 16. Bruschi Spirito Libero på Via Oberdan 11/c er et godt outlet primært med sko (de har også et stort sko-outlet i Valpolicella).

Vintage
I Verona finder du også mange antikvitetsbutikker især centreret omkring Corso Anastasia. Er du til juveler og smykker generelt, kan det anbefales at kigge i Via Mazzini og i Corso Porta Borsari, hvor du finder juvelerer og smykkebutikker i alle prisklasser med både nye smykker samt vintage. Der er, som i Danmark, udsalg fra omkring starten af januar og starten af juli. Dog skal alle butikker i Verona starte udsalget på samme dag, men kommer man lidt før udsalget er startet, kan man som regel godt uofficielt få en vare til udsalgspris.

BUON APPETITO!
At finde et lækkert sted at spise, hvad enten det er morgenmad, frokost, aperitif eller en middag, er ikke svært. Det svære er at udvælge ét sted ud af de mange!

Und dig selv at krydse Adige floden og spis morgenmad på Antica Pasticceria Cioccolateria Piazza Isola på Via Interrato dell'Acqua Morta 70/b. Det siges, at de laver nogle at byens bedste brioches med creme.

Caffè Coloniale på P.tta Viviani 14c byder på et stort udvalg af kaffe. Kommer du forbi om vinteren, kan det anbefales at prøve deres varme chokolade. Tosca café på Via Ponte Nuovo 8/a producerer deres eget kaffe, som du kan få serveret på Piazzetta Pescheria, der oprindeligt var byens fiskemarked. På Bar Caffetteria Al Duomo på Piazza Duomo 4/A kan du sidde udenfor i en lille idyllisk lukket blomstergårdhave overdækket med vindrueranker og føle, at verden står stille for en stund. På Corso Porta Borsari 15/d ligger den lille charmerende Caffé Turbino, der har en hyggelig atmosfære og ikke mindst laver en rigtig god kaffe.

En aperitif
Inden turen går til en af de mange restauranter, så prøv den lokale aperitif, der hedder Spritz. Den er dejlig frisk og serveres på de mange barer overalt i centrum. Prøv evt. på Aquila Nera i Galleria Pellicciai 2 eller på et at det små hyggelige spisesteder i Via Sottoriva.

Mad og vin
Er man til udsøgte vine, lokale retter af høj kvalitet og en autentisk stemning burde man unde sig selv at spise eller tage en aperitif på Antica Bottega del Vino (Bottegavini.it) på Via Scudo di Francia 3, når man er i Verona. Restauranten, der har opnået adskillige udmærkelser, er den restaurant på verdensplan, der har det tredje største udvalg af vine. I tal betyder det, at man kan vælge mellem 2900 forskellige vine fra 1500 forskellige producenter fra hele verden. Når du er der, så spørg om du må se deres vinkælder. Den er imponerende. NB! Deres Risotto all'Amarone kan få „englene til at synge".

I Romeos hus (Romeo & Julie) på Via Arche Scaligere 2 ligger nu Osteria al Duca. Her serveres lokale retter i charmerende omgivelser, og det er bestemt et besøg værd. Man kan næsten ikke være i Italien uden at smage pizza eller pasta, og det er der rig mulighed for. Går man til Impero Trattoria Pizzeria på Piazza dei Signori får man, ud over god mad og fantastiske omgivelser en betjening og en service, der er helt i top.

Is

Siger man „Italien", siger man „is"! I Gelateria Patagonia på Via Mazzini 43 har de et stort udvalg af hjemmelavet is af god kvalitet. Her kan du måske også støde på Leonardo DiCaprio, når han er i byen. (NB! Lukket fra november til januar). En anden virkelig god isbutik ligger på Via Ponte Pietra 23, hvor de også dagligt laver hjemmelavet is af høj kvalitet.

OPLEVELSER

I Veronas centrum ligger alt inden for en rimelig gåafstand. Gå f.eks. til den store smukke plads Piazza Bra, hvor den imponerende gamle romerske Arena di Verona ligger. Hver sommer opføres der hér klassiske operaer, og store stjerner som f.eks. Maria Callas har stået på denne scene. Det er en meget stor oplevelse at overvære en opera under åben stjernehimmel i disse rammer, der rummer så meget historie. Udover opera afholdes der også rock- og popkoncerter og events i arenaen.

Gå videre på opdagelse på Piazza Erbe, som var det gamle romerske forum, tag en pause på Piazza dei Signori, som også kaldes „Veronas dagligstue", fordi pladsen bruges af alle generationer, som både leger, spiser, snakker og hygger sig på pladsen, der smukt er omkredset af paladser fra forskellige epoker. Tag op i Torre dei Lamberti og nyd panoramaet over byen, besøg Julies hus (Romeo & Julie) og se de mange tusinde kærlighedserklæringer, der er skrevet på væggene af de mange turister, der lægger deres vej forbi.

Se den mere end 2000 år gamle Porta Borsari, følg den maleriske Via Sottoriva med hvælvinger, hvorunder der er små hyggelige spisesteder og spændende butikker, gå langs floden Adige, som løber gennem byen, gå ad Via Ponte Pietra til den romerske bro Ponte Pietra, gå ind i den smukke Duomo (domkirken) og besøg middelalderslottet Castelvecchio.

Er man til fodbold, kan man i Verona både se Serie A- (Chievo) og Serie B- (Hellas Verona) kampe (NB! Når man køber billetter til en fodboldkamp og efterfølgende skal ind på stadion, skal man vise ID, da billetterne er individuelle).

AFSTIKKERE

Verona er et godt udgangspunkt for afstikkere. Fra Verona tager det en time med Eurocity-tog til hhv. Milano, Venedig og Bologna. Firenze kan man nå til på halvanden time med tog.

• Ønsker du at tage til havet, kan det anbefales at tage til Venedig og derfra tage en Vaporetto (båd-bus) til øen Lido di Venezia. Her finder man en dejlig lang strand, hvor der er forbavsende få turister, men mange lokale. Det er bl.a. på denne ø at dele af Thomas Manns „Døden i Venedig" foregår.
• Ønsker man at tage til Gardasøen, skal man kun køre 20 km for at nå den nærmeste del af søen.
• I området omkring Verona er der også mange kurbade, der har været brugt siden romertiden.
• Om vinteren er der rig mulighed for at tage til forskellige skisportssteder som f.eks. San Giorgio, hvor de lokale står på ski om aftenen efter arbejde på de oplyste pister.
• Har man børn med på rejsen eller er man en barnlig sjæl, er der flere forlystelsesparker tæt på Verona, som f.eks Gardaland.
• Femten minutter fra Verona begynder vinruten rundt i Valpolicella, hvor man bl.a. kan se vinhuset Masi.

OVERNATNING

Der er mange overnatningsmuligheder i Verona og det er bedst at se priser m.v. på Tourism.verona.it, hvor du også kan læse yderligere information om seværdigheder, aktiviteter m.v.

Følgende helt specielle sted kan dog anbefales: Holiday-rentals.co.uk/p471462. Det er lejligheder i et gammelt antikt „palazzo", der ligger helt centralt i en rolig gade. I bygningen er der en overvældende smuk koncertsal med plads til 40-50 personer, hvor der året rundt opføres operaer og koncerter.

Om artiklens forfatter
Marianne Andersen, 38 år, har læst cand.negot på Syddansk Universitet, hvor hun for 11 år siden mødte sin kæreste, der er fra Verona. Sammen har de en lille datter, der er født i januar 2011. Marianne ejer smykkefirmaet La Petite Folie og er i øjeblikket på barselsorlov.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok