"Den største overraskelse på førstedagen er, at det går så afsindigt langsomt"

Det sydfynske landskab er en skøn ramme om en udfordring, der er både smukkere og mindre stressende end at løbe maraton.

Kløverne går os til lårene, mens vi bakser med det ellers idiotsikre telt. Det er et af de nye supertelte med magnetiske teltstænger, som skulle gøre det ekstra nemt at være country-overlevelses-typen. Stangen skal ikke engang sættes sammen, den folder sig på plads, hvis man vifter med endestykket, og bagefter skal den "bare" lirkes på plads i en kile i teltet. Alligevel går det galt. For det første er det vores debut med at "overleve" på den her måde og campere i fri natur. For det andet er hjernen træt efter syv timers vandring. Der er kun én ting, der tæller: Støvlerne skal af, og vi skal have noget at spise.

Det er første dag af Fjallraven Classic på Sydfyn, et løb eller rettere en vandretur, som har været en stor succes igennem ti år i Sverige, men som sidste år blev afholdt for første gang i Danmark. Min datter på 13 år trænger lige så meget som jeg til en pause fra computer og tv og er til min store overraskelse straks med på ideen om at vandre i den vilde natur. Hun kan let gå 25 km om dagen i gummisko, mener hun, hvilket siger en del om, hvad hun synes om stilen på de meget praktiske vandrebukser/shorts og de tunge, brune vandrestøvler, vi andre er iført. Dem vil hun i hvert fald ikke have på.

Mærkeligt nok får ingen af os én eneste vabel i løbet af de tre dage, hverken hun i sine Adidas eller mig i de dyreste, specialsyede vandrestøvler med indbygget hensyntagen til knyster. Åbenbart et sjældent sammenfald af forfængelighed og komfort, for vi er omtrent de eneste af de 327 deltagere, der ikke døjer med vabler. Køen til samaritterne er alenlang hver gang, vi gør holdt. Amanda, der er personlig træner og lige har løbet maraton, får nærmest hele hælen flået af, da hun skal fjerne sit nedtrådte compeedplaster, og ender med at være tapet ind og under skrap kontrol af samaritterne på grund af vabler.

Eventyrligt landskab
Øhavsstien er 220 km lang, så man kan i princippet gå en hel uge, hvis man vil. Tre dage er dog ret passende. Stien bevæger sig som et lille, muntert medley gennem Danmarks fineste natur med stednavne som Trebjerg, Præsten Skov og Syltemade Ådal, som vi undersøgende gentager på engelsk "Sylte-made?" Sidstnævnte er en aldeles eventyrlig dal med en å, flankeret af åbne græsningsarealer og små skove. Selv i støvregn er man i himlen. Vi passerer også Svanninge Bakker og Nakkebølle fra Falsled til Valdemar Slot på Tåsinge.

Den første dag går starten klokken 9.30 ved Falsled foran byens berømte kro. Vi skal igennem en spejderagtig, hjemmelavet træportal for at komme ud på ruten, men først skærer direktøren for Fjällräven et kraftigt reb over med en kniv og erklærer "løbet" for officielt i gang (guldsaks, silkesnore og champagne hører ikke rigtigt til i vildmarken). De mest motionsfanatiske typer, som har stået parat med deres tunge rygsække på ryggen, spurter straks af sted. De vil sikkert være fremme om tre timer i den lejr, vi skal overnatte i. Man kan godt løbe, men det er slet ikke et krav at komme igennem så hurtigt som muligt. Tværtimod.



Hele pointen med Fjällräven Classic er, at vi skal lære at nyde vores egen natur ligesom vores svenske og norske naboer er så gode til, forklarer Catrine Høy Hansen, der har været med til at arrangere turen og har udvidet med en ekstra dag, fordi alle pladserne blev udsolgt efter en dag.

Plus femten kilo
Ud over at gå samtlige 75 kilometer uden at snyde, så er det vigtigste – og tungeste, bogstavelig talt – at du skal bære din egen bagage, dit eget telt, sovepose og kogegrej for at "bestå". Som bevis får du en medajle med en fin lille Fjällräv på og et hiking pas fuld af små røde ræve-stempler. Du får et stempel, hver gang du passerer en af posterne. Fjällräven Classic er etapeløb, og selvom du ikke har lyst til at spurte af sted, så er der en nedre grænse for, hvor langsomt det må gå. For eksempel skal vi nå de forskellige checkpoints inden et bestemt tidspunkt, og der skal være slået lejr inden klokken 18.00. På samme måde skal alle være ude af lejren igen næste morgen efter klokken 8.00.

Den største overraskelse på førstedagen er, at det går så afsindigt langsomt. "Plejer det ikke at være cirka seks kilometer i timen man går, hvis man går nogenlunde raskt til?", spørger vi undrende hinanden indbyrdes og har også fat i et par garvede vandrere for at høre dem om tempoet. Men åbenbart ikke, når man har rygsæk på og kan lægge 15 kilo til sin vægt. Og det kan mærkes. Normalt deles man to og to eller tre om at bære teltet, men jeg tror ikke vi var kommet igennem, hvis jeg også havde bedt min datter om at slæbe. Til gengæld var tempoet helt nede på 4,5 km/t indimellem, kunne vi se på den moves-app, som en af de andre vandrere havde på sin telefon. Hun var sød til at rapportere, hvor mange skridt vi havde taget, hvor mange kilometer, vi havde tilbage, og hvor hurtigt vi gik.

Ellers taler vi ikke ret meget sammen, vi går – til gengæld er der hygge over den medbragte frokost. Hvert telt får en pose med mad til dagen, som består af leverpostej (ja, den der i dåse), makrel i tomat, torskerogn og en pakke mørkt rugbrød. Morgen- og aftensmad får vi udleveret, når vi slår lejr.

Vi bliver iltet om natten
Det er slet, slet ikke et retreat på Bali. Men jeg har en fornemmelse af, at tre dage på Sydfyn kan lidt af det samme. Det er en reminder om, at man ikke behøver at bruge hele sin opsparing for at slippe byen, stressen og lade op i naturen. Og her behøver man ikke engang at planlægge det, man kan nærmest bare tage af sted, i hvert fald i sommerhalvåret. Ekstra fordel: Eftersom det er så billigt, behøver du ikke at stresse over økonomien, og du slipper for den tossede situation, at du stresser for at tjene penge nok til at komme på ferie for at stresse af... Det så berømte hamsterhjul.

Sover man godt i telt? Både og. For ærligt talt, så er man ret radbrækket efter at have ligget næsten direkte på en mark, på den anden side så er jeg overbevist om, at kroppen har sindssygt godt at sove i frisk luft hele natten og blive iltet. I hvert fald føler vi os "opladede", da vi vågner, og selv de meget ømme fødder affinder sig hurtigt med, at dagens ret er 19 kilometers gang. 


Den vilde natur er mere smuk end vild. Og gør godt for sjælen!

Den afvekslende rute går langs kysten, en løst tegnet kant af dansk natur med smalle strande, sten og hybenroser og duften af saltvand, og bevæger sig ind i landet gennem fine skove og områder, hvor man virkelig – tro det eller – får en ødemarksfornemmelse. Chancen for at fare vild er til gengæld ikke stor, for vi er alle udstyret med safety tags, som er nogle selvlysende tørklæder, der sidder fast bag på rygsækken, så man kan se "hvem der er med i gruppen". Ruten er også afmærket rigtigt fint, så i princippet kan man sagtens gå den alene uden et hold "medspejdere".

Hyggeligt og motiverende
Det er et virkelig blandet publikum. Nogle er vandrelaugstyper med mange år i vandrestøvlerne, men der er også et nyt natur-øko-publikum, som holder ferie med deres børn. Åke Nordin, stifteren af Fjällräven, er en "rigtig" naturelsker, så derfor er der for eksempel strenge regler for skrald og genbrug med videre. Vi har fået en skraldepose udleveret ved start, som det er meningen, vi skal fylde op efter bedste evne – ikke bare med vores eget skrald, vi bliver vi opfordret til også at lege "skraldemænd" på vejen. Der er en præmie på højkant til dem, der har samlet mest.

Vi lægger entusiastisk ud og beder om folks tomme dåser og finder papir på vejen, som vi tager med. Men egoismen længe leve, allerede første dag opdager vi, at det jo skal bæres – ud over de kilo, vi i forvejen bakser rundt med. Så på dag to slipper vi drømmen om at vinde den store rygsæk.

Fordelen ved at gå march med andre er selvfølgelig, at det er hyggeligt, og så får motivationen et ekstra skud ved, at der et rigtigt løb. Og hvis man er konkurrencemenneske er der mulighed for at gå på "tid". 


Hvor og hvornår?
Øhavsstien på Sydfyn, fra Falsled til Tåsinge og Valdemar Slot med to camps undervejs. 1.000 kr. for voksne og 600 kr. for børn ned til 4 år. Yngre børn er gratis. Prisen inkluderer kort, hiking pas, mad til tre dage og transport fra Valdemar Slot. Se mere på Fjallraven.dk Der er allerede udsolgt til Fjällrävens tur i år, men du kan booke dig ind til 2016.

Hvorfor?
Det er den sejeste og smukkeste rute, uanset om du deltager i etapeløbet eller går selv. 75 km vandring er hårdere, end man tror, men også meget smukkere og sjovere.

For hvem?
Er du tændt på en overlevelsestur i Sverige, så start her. Det er en god chance for at lege B.S. under meget civiliserede former (men det er

Træning?
Det kan være en god ide at gå én lang tur med rygsæk hver uge op til etapeløbet – i vandrestøvler! De skal helst have gået 200 km før løbet, så måske skal du bare starte med at købe et par støvler og gå dem til, så er du klar. Det var dog overraskende let for børnene... 


LÆS OGSÅ: ALT-redaktionen: Her skal du holde ferie i Danmark

LÆS OGSÅ: Bornholm: Opdagelsesrejse på solskinsøen

LÆS OGSÅ: Sporty ferie på pragtfulde Sardinien