Annegrethe Rasmussen om den uafsluttede kærlighed, som aldrig kan blive til noget

"Det er alligevel vildt," sagde min danske veninde, der forleden var på gennemrejse i USA. Vi sad på en fransk cafe i Georgetown, det mest hyggelige område i Washington, der minder om en blanding af kanalkvarteret i Amsterdam og latinerkvarteret i Paris. "Jeg har ikke set Michael i over 20 år, jeg ved ikke engang, hvad han laver, jeg tør ikke være venner med ham på Facebook, og mærkeligt nok løber jeg aldrig på ham i København, selvom vi har fælles ­venner, men alligevel tænker jeg på ham flere gange om måneden."

Manden, hun talte om, er hendes ulykkelige ungdomskærlighed, som hun forlod sin gamle kæreste til fordel for og flyttede sammen med, inden han fandt ud af, at hun ikke var kvinden i hans liv – det gik ganske hurtigt, så vidt jeg husker tog det blot en fire-fem måneder. Så slog han op, og hun flyttede tilbage til den oprindelige kæreste, som hun herefter meget hurtigt fik to børn med. De to er fortsat sammen, hendes børn er ved at flytte hjemmefra, men alligevel spøger Michael i hendes underbevidsthed.

"Nu er det vel ikke så underligt, at I ­ikke lige hænger ud sammen," svarede jeg. "Din udmærkede mand har næppe Michael på listen over yndlingsmennesker. Altså, det ville måske ikke føre til ekstra harmoni på hjemmefronten, hvis du meddelte, at du ikke kom tidligt fra arbejde, fordi du lige skulle drikke kaffe med Michael først. Eller endnu værre, rødvin."

Min veninde grinede og gav mig ret. Og så talte vi ikke mere om den sag. Men da jeg kørte hjem, spillede radioen Adeles monsterhit "Hello", der er en kærlighedserklæring til manden fra ens fortid. Ham det ikke blev til noget med. Og jeg tør æde min gamle stiletsko på, at grunden, til at sangen blev så ekstremt populær, ikke ­bare handler om, at musikken er et hit. Næh – det er indholdet. Det er, fordi vi er mange derude, som har det sådan. Som går og tænker på ham, der var noget helt særligt dengang, man var helt ung, sårbar og åben over for mange muligheder. Men som det af den ene eller den anden gode eller rigtig dårlige grund ikke "blev til ­noget" med.

"Hello from the other side" synger Adele. Hun vil gerne vide, hvordan det egentlig går. Hvad skete der senere – efter bruddet. Man kan mærke det sugende savn.

Jeg har også en bestemt ungdomskæreste, som jeg var sammen med on and off i over fem år i mine universitetsdage, der dukker op i maven og på nethinden, hver gang, jeg hører sangen. Jeg ved til gengæld alt om, hvad han laver. Jeg kender også stadig mange af hans venner. Og af og til dukker han op i mine drømme og altid på samme måde. Som den uforløste, uafsluttede, nagende og dragende mulighed, som det aldrig kan blive til noget med.

Det har jeg ærligt talt været ret ­irriteret over. For det efterlader mig i en dyb ­nostalgi, der ikke er min naturlige grundstemning. Jeg er en glad natur – jeg elsker både mit liv, mit arbejde, min mand og mine fire unger. Alligevel sidder der noget i hjertet. Måske man skulle blive bedre til at komme overens med det, man aldrig lukkede døren til på en ordentlig måde. Eller bare være gladere for skønne oplevelser for mange år siden. Frem for at se bagud og række ud som den lille pige med ­svovlstikkerne. Hun brændte dem alle op. Og så forsvandt hun for altid. H.C. Andersen var ret klog. Og han har trods alt solgt flere eventyr, end Adele har solgt sange. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Mindet om den store teenage-forelskelse

LÆS OGSÅ: Tiden er din egen, dame

LÆS OGSÅ: Hvordan en pizza forandrede mit syn på, om mor og far er lige gode