"Han var den mest spændende mand, jeg havde mødt, men jeg blev nødt til at afslutte forholdet"

Af: Carina Holm, selvstændig, klummeskribent

KLUMME: Jeg mødte i december 2014 en mand til noget så klassisk som en julefrokost. Han var udlandsdansker, bosat i London og kun i København for at holde julefrokost med sit danske firma, der har en afdeling i samme kontorhotel som jeg i København.

Jeg havde talt med ham tidligere, men jeg havde aldrig tænkt, at han ville være noget for mig. Derfor var det også med moralske tømmermænd, at jeg vågnede op i hans seng dagen efter julefrokosten og tænkte: hvad skete der lige der... åhhh nej.. nu bliver det underligt, at møde ham på gangene, når han er i Danmark.

Det var han dog ikke så meget, men vi begyndte at udvikle et forhold over e-mail. Han var sjov, intelligent og lige mig. Pludselig gik der ikke en dag, uden at vi delte vores tanker, drømme og udfordringer. Vi hjalp hinanden og vores seksuelle møder var af en anden verden.

LÆS OGSÅ: "Min mor døde af sorg over tabet af min far"

Forholdet var fantastisk og passede perfekt ind i mit liv, for jeg var ikke klar til at indlede et normalt parforhold eller til at miste den magiske tre-enighed med mine unger efter min skilsmisse for cirka halvandet år siden. 

Han fik mig til at smide hæmningerne
Jeg er en spejderpige, når det kommer til mænd og specielt, når det kommer til at lukke en mand ind i mit soveværelse.

Det fik denne mand hurtigt gennemskuet, han både udfordrede mig og gjorde mig tryg, så jeg kunne sparke min blufærdighed til hjørne og finde nye sider af mig selv - også uden for soveværelset.

Det var et befriende eventyr, som på ingen måde rimede på madpakker, morgenhår og mandags-stress. "Det bliver ikke bedre, end det I har lige nu, det ved du godt, ik'?", sagde en klog veninde til mig, da jeg efter tre måneder fortalte hende, at jeg var faldet for ham. Der var kun et problem: han boede jo i London.

Efter mange samtaler og forhandlinger, hvor vi ikke kunne blive enige om, at han skulle rykke her til landet, måtte jeg sætte en stopper for forholdet. Ud over at det var umuligt at opretholde, når han boede i et andet land, var jeg begyndt at tvivle på mine følelser for ham.

LÆS OGSÅ: Morten Ankerdal: "Mange mænd er for brystfikserede"

Forelskelse eller fascination?
Var jeg virkelig forelsket? Eller var jeg mere vild med eventyret? Måske var det afstanden og spændingen, jeg var fascineret af, og måske havde jeg mere brug for at finde en mand, som jeg kunne leve sammen med.

Det var på ingen måde muligt for mig at finde ud af mine følelser, så længe vi stadig skrev og sås, men vi havde svært ved at lade hinanden være, og denne her mand accepterede ikke bare sådan lige en aftale om at holde sig fra mig. Der gik yderligere et par måneder, inden jeg tilsidst, hvor dramatisk det end lyder, blokerede ham fra min mail, sociale medier og min telefon. For hver gang han kontaktede mig, blev jeg trukket tilbage til ham frem for at gennemføre den nødvendige adskillelsesproces.

Da det endelig var forbi, græd jeg hver dag i flere uger. Jeg følte mig meget lille og syntes, at kærligheden var en svær størrelse. Jeg var helt overbevist om, at alle mine tårer alene skyldtes min elsker, men som tiden gik, blev det mere og mere tydeligt for mig, at tårerne handlede om mig selv.

Jeg var ikke i stand til at give mig selv den samme kærlighed og opmærksomhed, som jeg konstant delte ud af til andre. Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg ikke var nok i mig selv, og at jeg først ville føle mig rigtigt elsket og værdsat, når en mand anerkendte mig.

Den erkendelse satte hele mit liv i perspektiv, for hvordan kunne jeg praktisere selvkærlighed uden at blive en egoist? Det var svært, men ved at satte mit tempo ned, skrue op for min yoga-praksis og tale med en dygtig coach, begyndte det hele at give mening for mig. Måske kan du bruge samme erfaring, hvis du kan genkende dig selv i min historie.

LÆS OGSÅ: 9 tegn på, at dit parforhold kommer til at holde - og et tip til at det lykkes

LÆS OGSÅ: Gift, skilt og gift igen

LÆS OGSÅ: Hvorfor er singlemænd bange for kvinder med børn?