banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Støt op om den gode sag og kom med til ALT for damerne Støt Brysterne Løbet.   Tilmeld dig her.

Single med børn

Hvorfor er singlemænd bange for kvinder med børn?

Tro det eller ej, denne gang kommer ordene fra en mand.

Enlige kvinder har ofte kønnet mod sig, når de bevæger sig ud på det store datingmarked med børn i bagagen. Men hvorfor afskrækker det nogle mænd, at kvinden man(d) møder har fået børn? Og hvorfor er mænd så forbandet bange for at forpligte sig og får kolde fødder, når kvinden ikke blot er kvinde - men også mor?

LÆS OGSÅ: "Når jeg møder en kvinde, og hun fortæller hun er 31 til 40 år, så slutter jeg kontakten"

Som automatikreaktion ser mændene for deres indre blik en enlig mor med tre bosat i et højhus i Ishøj, med sindssyge ekskærester og med et minimum af overskud til andet end deres egne børn.

Modsat ser kvinden ofte den enlige mands børn som en bonus. De ser en mand, der både er ansvars- og omsorgsfuld, har styr på sit liv, som en sexet, attraktiv og MANDIG, når han slentrer med klapvogn op og ned ad Østerbrogade.

LÆS OGSÅ: Kvinder er tiltrukket af mænd på deres egen alder, mænd er tiltrukket af 20-årige kvinder

Et forskruet og forældet kønsbillede
Det er ikke alene et forskruet billede af den enlige mor og far. Det er også forældet. Og noget kunne tyde på, at det har sat sine alvorlige spor på den måde, som mænd og kvinder med børn fremstiller og beskriver sig selv. Hvad enten det er på traditionelle datingsites eller på Tinder.

Da jeg for godt tre år siden blev single og enlig far, bevægede jeg mig for første gang ud på det store uoverskuelige datingmarked. Jeg var bestemt ikke bleg for at vise, at jeg havde en herlig knejt på dengang fem år. Det var ikke alene en del af min bagage. Det viste sig også, at være et plus og en bonus i kvinders øjne. Jeg havde taget min tørn i forhold til bleskifte og sutteflasker. Det var en klar fordel.

Tys-tys regime
Jeg har oplevet og talt med et hav af kvinder, som går stille med, at de har børn, så mænd ikke ved første øjekast afskriver dem. Mange kvinder oplever simpelthen, at det trækker ned og en klar bagdel, at de har børn. Derfor ser man også en markant forskel på, hvordan enlige fædre og mødre fremstiller sig selv på Tinder og diverse datingssites. Mænd er ikke blege for at skrive og vise, at de har fået poder. Derimod er der en klar tendens til, at kvinderne i langt højere grad skjuler eller ikke ligefrem rutter med, at har fået nogle skønne børn. Det er i hvert fald min erfaring.

Jeg har heller aldrig mødt en kvinde, som synes, at det var en for stor mundfuld, at en mand har et barn eller to. Det har jeg til gengæld oplevet hos mænd, som er løbet skrigende bort, når det gik op for dem, at de skulle dele opmærksomheden med kvindens børn.

Det er i bund og grund frygten for at blive tredjehjul i en ny kæreste-forældre-konstellation, som får visse mænd til at trække følehornene til sig. Her har mænd i visse tilfælde sværere ved forpligtelsen i, at der i den romantiske kærestepakke også følger børn med.

Kvinden i baren er nogens mor
Jeg ser desværre i mange tilfælde, at vi har alt for stereotype billeder af enlige mødre og fædre og en ulighed mellem kønnene. Der er immervæk 88.000 enlige fædre her i landet og 110.000 af enlige mødre. Det burde ikke komme som den store overraskelse, at der følger børn med, når man er nået +30.

Så kære mænd: Kom nu ind i kampen. Tag ansvar og smøg ærmerne op. Lad dig ikke afskrække af, at den smukke kvinde over i hjørnet af baren også er nogens mor. Se det som en gevinst. Ligesom at hun højest sandsynligt tænker det samme om dig, hvis du har børn. Se kvinden som kvinde. Med eller uden børn.

Eller tænk på Dan Turell, da han i 1979 skrev "For meget, mand (det er ikke let)":

"Tænk på hvordan det er fx at være enlig mor
det er ikke let at være enlig mor
så bor man i sådan en toværelses atriumsgård i Tåstrup med offentlig boligstøtte
og alle andre omkring en er også er enlige mødre eller fremmedarbejdere
og man får aldrig en chance for at komme hjemmefra
for børnene er der jo altid og kræver en fuldstændig
og henne på reolen står stadig billedet af ham man fik dem med
og som man troede det virkelig skulle blive til noget med
og som nu ikke engang gider komme og se til dem engang imellem i weekenden
og man er altid helt alene med sine egne tanker
og når det endelig lykkes at få nabomoren til at tage børnene en aften
så man kan komme lidt ud i byen
og når man så for en gangs skyld ikke går alene hjem
så bliver fyren altid panisk og farer ud af vinduet når han hører ungerne
eller også regner han med at han lige kan komme og knalde og forsvinde
fordi enhver ved at en enlig mor er et let offer
det er ikke let at være enlig mor".

LÆS OGSÅ: Derfor er singlemænd over 35 virkelig op ad bakke

LÆS OGSÅ: Mænd mangler at tage det store kørekort i dating

LÆS OGSÅ: Sådan får du et super singleliv

Om Jon Kiellberg
39 år og har en søn på 8 år.

Kommunikationsrådgiver og politisk analytiker i sit eget bureau, Kiellberg Kommunikation. Har i en årrække skrevet politiske analyser og artikler med et sociologisk twist. Tidligere redaktør for Dansk Kommunikationsforening og debatredaktør for politisk journalist på Avisen Kommunen. Er ved at skrive en bog om politiske afhoppere og politikerlede. Arbejder med politisk interessevaretagelse med store politiske dagsordner som integration, sundhedsudfordringer, ligestilling og socialt udsatte børn.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok