Bruuns Bazaar er gået konkurs.
Foto: Bruuns Bazaar | Bruuns Bazaar er gået konkurs.
Eurowoman

Bruuns Bazaar går konkurs

Bruuns Bazaar lukker – bør resten af modebranchen være bekymret?

Del på

Et af dansk modes mest etablerede navne går konkurs. Kan det ske for andre?

Af Tilde Mariann Broge-Starck 09.mar.2016 Mode

Tirsdag meddelte endnu en dansk modevirksomhed, at de må lukke. Efter 22 år som et af de mest veletablerede modehuse i den danske modebranche takker Bruuns Bazaar af. Nyheden kommer kun en måned efter, at danske Wackerhaus måtte lukke skitseblokken i for sidste gang og låse døren til systuen.

Genopretningsplanen for Bruuns Bazzar, der efter trange år igen skulle gøre modehuset økonomisk levedygtigt, var ikke mulig, oplyser brandet. Derfor var konkursbegæringen eneste udvej.

- Vi beklager dybt over for vores dygtige medarbejdere og samhandelspartnere i ind- og udland, at der ikke kunne findes en langsigtet finansiel løsning til trods for ejernes villighed til at indskyde et tocifret millionbeløb i yderlig kapital til at udvikle Bruuns Bazaar brandet, meddeler huset i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Slår udsalget dansk mode ihjel?

I forbindelse med nyheden om Wackerhaus' lukning, pegede både designere og andre spillere i branchen på nethandel, udsalg og kundernes forventninger om at kunne købe varerne til nedsat pris som en af årsagerne til, at mindre brands går konkurs eller frivilligt vælger at lukke.

Foruden Wackerhaus fik Eurowoman.dk den gang bekræftet, at også mærket Whiite ikke eksisterer længere. I den forbindelse sagde Thomas Klausen, administrerende direktør hos brancheorganisationen Dansk Mode og Textil, om det øgede pres på de danske mærker:

- Jeg tror, det er den nye normal. Det er virksomhederne nødt til at vende sig til.

Dog var han på det tidspunkt ikke bekymret for dansk mode:

- Tværtimod. Den danske modebranche har vist sig enormt overlevelsesdygtig, sagde han den gang.

Til Ritzau siger han i dag, at han ikke tror, det er den sidste konkurs vi kommer til at se.

For en måned siden sagde du, at du ikke var bekymret for den danske modebranche. Mener du stadig, der ikke er grund til bekymring?

- Det er svært at sige, man ikke er bekymret, når en af de store er gået konkurs. Set fra et overordnet perspektiv er jeg ikke bekymret for den danske modebranche. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke er meget svært i øjeblikket. At vi i årets første tre måneder ser to konkurser, hvoraf den ene er et meget lille selskab, til gengæld er det andet stort selskab, det betyder ikke, at korthuset er ved at vælte.

Vi har før erfaret, at de små mærker er under pres, men nu er det at af de store danske mærker, der lukker. Hvad betyder det for resten af branchen?

- Jeg tror, der går et chok i gennem branchen, og at mange tænker: "Gud, hvis det kan ske for dem, så kan det ske for mange andre". Men jeg tror ikke, det er noget, der ændrer ved tingene. Det kan være, der er nogen, der er i tvivl om, hvilken strategisk retning de skal gå og, hvilke valg de skal træffe i forbindelse med den omvæltning, der er - det kan da være, de lære noget af det her. Men jeg er sikker på, at Bjørn og Theis (Bruun, brødrene bag Bruuns Bazaar, red.) er så dygtige forretningsfolk og så kreative mennesker, at det er mit store håb, at de kommer tilbage i en version 2.0.

I 2009 redede Bruun Bazaar modehuset Baum og Pferdgarten fra en faretruende konkurs ved at opkøbe brandet, der i dag stadig er en del af selskabet Scandinavien Designes Gruppen, der også ejede Bruuns Bazaar og ligeledes Six Ames. Begge mærker fortsætter uændret. 

LÆS OGSÅ: Chefdesignerene forlader modehusene – men er der kompetente aftagere klar i kulissen?

LÆS OGSÅ:Sådan gavner kopierne den ægte vare

LÆS OGSÅ: Hvorfor er modeverdenen så vild med franske kvinder?

Del på
Kommentarer (0)

Henter...