håropsætning
SPONSORERET indhold

Her er 9 håropsætninger, du nemt kan kaste dig over

Ordet ”håropsætning” kan tage pusten fra de fleste. Derfor har vi allieret os med en frisør, som viser dig ni forskellige frisurer, du nemt kan kaste dig over! Se videoerne her.

Af: Julie Bruun Lund Foto: Getty Images
23. jun. 2021 | Mode | ALT.dk

Den lavt siddende knold i nakken er blevet din go to-frisure. Og når du skal give den gas på frisurefronten, trækker du alt dit hår tilbage i en stram hestehale – den fungerer jo til det meste, og er også god, når du skal dyrke motion eller danse vildt i byen.

LÆS OGSÅ: 15 fantastiske frisurer, du kan printe og tage med til frisøren

Det kan også være, du giver dit hverdagsoutfit lidt ekstra krydderi med en fletning, men så stopper det også dér.

Om det er den ene eller den anden håropsætning, har du et par sikre håropsætningskort på hånden, og dem kan du nærmest til hudløshed.

Det bliver først kritisk, når du inviteres til fin fest, eller din lillesøster beder dig sætte hendes hår til hendes konfirmation. Og du er på dybt vand. For nej, du kan ikke spise hende af med en fransk fletning … eller en lavt siddende knold i nakken. Er det den, du går med, skal der i hvert fald skrues op for detaljegraden.

Frisøren guider til nemme håropsætninger

Ordet ”håropsætning” kan tage pusten fra de fleste. Men det behøver ikke nødvendigvis at omhandle 500 hårnåle, litervis af Elnett eller en valk; donutten, der sirligt pakkes ind i hår.

Det handler i stedet om bittesmå justeringer, der løfter din frisure.

I forsøget på at give dig inspiration til nye håropsætninger, har vi bedt frisør Dorte Holk, indehaver af HOLK Intercoiffure i Kolding, om at dele ud af sin ekspertise inden for håropsætning.

Hun er dygtig til håropsætninger og viser her ni måder, du kan sætte dit eller din venindes hår – trin for trin.

Der er håropsætninger for enhver smag – både til langt og kortere hår.

Her er 9 nemme håropsætninger

  1. Høj knold med fin afslutning
  2. Elegant hestehale med fin afslutning del 1
  3. Elegant hestehale med fin afslutning del 2
  4. Høj knold med ”touperede” snoninger
  5. Twistede snoninger i en bane
  6. Lav knold med snoede detaljer
  7. Den royale knold i nakken
  8. Den fine snoning i nakken
  9. To fletninger, der samles i en knold.

Håropsætninger til langt hår

Hverdagsfavoritter

1. Høj knold med fin afslutning

  • Først laver du en hestehale højt på hovedet. Det er dog vigtigt, at du undlader at trække den sidste del af hestehalen helt igennem hårelastikken, så der dannes en lille knold.
  • Toupér den resterende del af håret for at skabe fylde, og træk den ”udover” den lille knold.
  • Saml hårspidserne og twist ”totten”, inden du skubber den ind under knolden og afslutter med en hårnål.

2. Elegant hestehale med fin afslutning: del 1

  • Lav en lav hestehale.
  • Kom en hårnål ned gennem elastikken.
  • Twist en tot hår rundt om elastikken, og kom enden ind i en ny hårnål, og træk den igennem den eksisterende hårnål.
  • Træk i hårnålen, så hårtotten forsvinder ind i elastikken og fæstnes.

3. Elegant hestehale med fin afslutning: del 2

  • Lav en hestehale i nakken, men undlad to totter fortil; én i hver side.
  • Saml de to totter i en elastik bagtil, og drej den en halv omgang.
  • Før hestehalen ind gennem håret, du har drejet.

De festlige

4. Høj knold med ”touperede” snoninger

  • Lav en høj hestehale.
  • Del hestehalen i tre sektioner.
  • Hver af de tre sektioner inddeles i to totter, der snos i hver sin retning, inden de snos om hinanden.
  • Tag fat i en lille tot i spidsen af den snoede hårtot, og kør håret ind mod hovedet, mens du holder fast i spidsen af den lille tot.
  • Sæt totten fast med en hårnål, og fortsæt på samme måde med de resterende to sektioner.

5. Twistede snoninger i en bane

  • Tag en tot hår fra hver side, og saml dem med en elastik i.
  • Drej håret rundt om elastikken, og løsn snoningen, der dannes i hver side.
  • Stram elastikken op igen.
  • Fortsæt sådan hele vejen ned, indtil alt håret er brugt. Afslut med at gemme spidsen op under håret med en hårnål.

6. Lav knold med snoede detaljer

  • Del håret ind i to sektioner, hvor du lader en del af dit nakkehår blive nede.
  • Lav så en lav hestehale med den øverste del af håret, men undlad igen at trække alt håret igennem elastikken, så der dannes en knold. OBS: Undlad nakkehåret.
  • Nakkehåret snor du, inden du tager fat ved en tynd tot i spidsen af håret og kører den ind mod hovedet.
  • Drej snoningen rundt om elastikken, og sæt den fast med en hårnål.

7. Den royale knold i nakken

  • Lav en hestehale i nakken, men undlad at trække den sidste del af håret helt igennem elastikken, så der dannes en lille knold.
  • Saml den resterende del af håret og læg det udover knolden og fæstn det med en hårnål, så du danner en knold (udenom den lille knold).
  • Fordel håret ud til siderne ved hjælp af en hårnål.

Håropsætninger til kort hår

8. Den fine snoning i nakken

  • Inddel dit hår i to; en øvre og en nedre del.
  • Twist den øverste halvdel af dit hår i nakken, og lås den fast med en hårnål.
  • Tag den resterende del af håret, og twist det i en opadgående bevægelse omkring din tommelfinger.
  • Lås håret fast med en hårnål.

9. To fletninger, der samles i en knold

  • Lav en midterskilning.
  • Lav to franske fletninger; én i hver side, der går fra midterskilning til nakke.
  • Riv forsigtigt ud i fletningerne, så de får et mere fyldigt look.
  • Bøj enderne af fletningerne indad for at skjule elastikkerne, og fastgør dem med en hårnål.

Anbefalet til dig