Foto: Olivia Frølich
Eurowoman

Helena Christensen: “Jeg er sgu da fuldstændig ligeglad med likes”

Helena Christensen stiller skarpt på detaljerne, når hunindfanger høstanemoner, sin hvalps tofarvede øjne og blinkende azurblåt hav med sit kamera. For selv om hun har haft stormende succes som model foran kameraet i et kvart århundrede, føler hun sig mindst lige så hjemme bag det.

Af Marie Lodberg 30.nov.2016 Mode

Helena Christensen har et trick i ærmet, men mig kan hun ikke narre. Nok skal man lide af en kraftig synsnedsættelse, hvis man ikke bliver draget bare en lille smule af de blågrønne øjne og olivenhuden på nærværende sider, men når du sidder foran hende, hvirvler hun dig for alvor ind i sit nærvær og sin sorgløshed. Trumfen er hendes duft. Helena Christensen dufter afsindig godt. Varmt og mørkt, en smule maskulint, lidt af røg og træ. Omdrejningspunktet for vores snak, på den lille Christianshavner-kaffebar Sweet Treat over kartoffel- og frikadellemadder, er dog ikke duftenes indvirkning på mennesket, men fotografiets indvirkning på Helena og omvendt. Selvom hun godt nok afslører, at hun dufter af noget, der indebærer træsaft og hvalopkast. Jo, den er god nok. Det kommer vi tilbage til.

LÆS OGSÅ: Amalie tog orlov fra sit sygeplejestudie for at gøre noget helt vildt

Supermodellen har stået på rette sted foran kameraet, siden hendes modelkarriere som 19-årig tog fart. Særligt taget i betragtning, at hun altid har drømt om at blive fotograf. Som objekt for og i samspil med verdens førende fotografer er hun blevet veluddannet, uden eksamensbevis. Med linsen og mobiltelefonen indfanger hun øjeblikkene i sit liv med familie, venner, hvalpen Kuma og blomsterne – når de springer ud, når de står i fuldt flor, og når de visner. Dem har hun taget en del billeder af hen over sommeren, hvor hun har været i Danmark og boet hos sin niece i København og i sommerhuset i Rågeleje. Hun har haft sønnen Mingus på 17 med og seks af hans venner, der er kommet ad to omgange fra New York. "Måske skal jeg lige finde ud af, om de er på Christiania igen, og muge ud i deres sure sokker," siger hun. Rummelig type. Når hun ikke har holdt dem i ørerne, har Helena plasket rundt i havnebadet, spist østers og trøffelpasta i Nyhavn og lagret de lyse nætter.

Hvordan startede din interesse for fotografi?
"Som 19-årig tomlede jeg jorden rundt, og der begyndte jeg at tage billeder. Allerede dengang var jeg interesseret i at fange momenter. Lige efter turen fik jeg muligheden for at tage til Paris og prøve modeltjansen af. Jeg tænkte: "O.k., hvis jeg kan rejse rundt med det job og samtidig tage billeder, vil jeg gerne være model." Så på alle mine modelture sugede jeg til mig af den ekspertise, som de mest fantastiske fotografer havde. Jeg fik den viden helt ind under huden, fordi jeg stod på den anden side af kameraet og kunne se, hvad der foregik, og høre, hvad fotografen sagde til assistenterne om lys og opstilling og komposition. Det har været den bedste uddannelse."

Hvad er det bedste råd, du har fået af en fotograf?
"Det er aldrig noget, jeg har fået at vide verbalt. Det er noget, jeg har set. Hvordan Herb Ritts brugte både naturligt og opstillet lys og lysindfald på en måde, der fik kroppen til at se skulpturel ud. Det var virkelig noget, der talte til mig, måske pga. min danske opvækst og den rene arkitektoniske stil. Peter Lindbergh var meget til naturligt lys og naturlige elementer som vind og hav, masser af makeup og poesi. Det har vakt min glæde ved billeder, som er mystiske og mørke. Bruce Weber havde det der legende, bevægende udtryk, hvor menneskers interaktion med hinanden er det bærende i billedet. Det er noget af det sværeste at fange, det der skønne øjeblik, hvor man viser noget med et udtryk, bare et kort sekund. Irving Penn, som jeg heldigvis nåede at arbejde med, fik sit objekt til at være i en nærmest lidende tilstand, før han fangede billedet. Han bibeholdt éns positur i så lang tid, at musklerne begyndte at ryste, og mælkesyren brændte, og tog så billedet, lige inden man kollapsede. Han sagde altid: "Kig ud forbi mig, og se noget, see something. På den hvide væg bag ham skulle man forestille sig et eller andet, som gav et forunderligt udtryk i øjnene. Jeg har taget lidt med mig fra alle de fotografer, jeg har arbejdet sammen med, og min erfaring er blevet en sammenkogt gryderet af fotografiske metoder."

LÆS OGSÅ: Den russiske modemafiaboss

Hvor god en fotograf var du, da du begyndte at fotografere?
"Mine billeder var rædselsfulde. Lyset var dårligt, vinklen var dårlig. Det, jeg syntes var en fejltagelse dengang, er det, der er mest interessant ved de fotografier i dag, og det, der udfordrer beskueren. Der skal være noget skævt i billedet, som får dig til at stoppe op og kigge en ekstra gang."

Hvad tænker du om, at alle tager billeder med deres mobiltelefon i dag?
"På en måde er det fedt, på en måde er det ... Mange billeder er uinteressante, og de er alle sammen på nettet, hvor vi får dem kastet i hovedet dagen lang. På den anden side er det fedt, at flere folk har fået øjnene op for, hvor spændende det er at fotografere og opdage detaljerne. For det er jo detaljerne, der gør livet interessant."

Det er først for nylig, du selv er kommet på Instagram ...
"Egentlig er jeg slet ikke til det. Jeg føler mig virkelig frastødt af de sociale medier. Alle er så besat af dem, og jeg forstår det godt. Jeg falder selv så sent i søvn nu om dage, fordi jeg ligger og skal se det hele, og lige pludselig er der gået halvanden time. Børn vokser jo op med hovedet nede i deres telefon. Det var mine venner, der fik mig overtalt til at komme på Instagram. De sagde: "Hvis der er nogen, der skal være på Instagram, skal det da være dig. Du sender os et hav af billeder hele tiden på mailen." Jeg argumenterede voldsomt imod det. Men så en vinterdag, hvor tre af mine veninder og jeg sad oppe nordpå i bjergene, oprettede vi en profil, og nu er der ingen vej tilbage. Jeg er sådan en, der poster syv-otte billeder om dagen, fordi jeg har så mange liggende fra mine 25 år som fotograf og model. Min søn siger: "Nu må du simpelthen holde op, det er for teenageagtigt." Og andre siger: "Du må ikke poste så meget, for så får du ikke nok likes." Jeg er sgu da fuldstændig ligeglad med likes. Instagram er blevet en personlig dagbog for mig. Det fungerer som en fremtidig investering, så jeg har noget at kigge på, når jeg bliver gammel og keder mig."

Hvad er dit yndlingsmotiv?
"Jeg er totalt til blomster, og det er irriterende Instagram-agtigt. Og nu har jeg også fået en hund, som jeg godt kan lide at tage et hav af billeder af. Endnu mere irriterende!"

Vil du hellere tage billeder af hverdagsmotiver end af topmodeller?
"Nogle gange er hverdagsmomentet faktisk mere udfordrende, for du skal finde en interessant vinkel på det. Og hvis du kan det, er du mere tilfreds med dig selv, end hvis du står foran en fantastisk baggrund med piger i skønt tøj og lækkert hår og makeup. Men åh! Jeg bliver altid nødt til at gøre et eller andet ved sådan et billede, som er så perfekt i forvejen. Det gyser i mig, når det er for perfekt."

Hvordan har det været at være hjemme i København i år?
"København folder sig ud som en smuk blomst. Her er meget nede på jorden. Jeg har gået på den nye gangbro fra Christianshavn til Nyhavn stort set hver dag, så nu har jeg fået et nyt forhold til Nyhavn. Jeg har spist frokost og aftensmad på Havfruen næsten hver dag. Og været på Papirøen. Og kigget på Operaen. Der er simpelthen så meget turistguf på den fede måde."

LÆS OGSÅ: Her er Danmarks 13-årige stilikon

Hvad kunne København godt bruge mere af?
"Nogle flere havnebade. Jeg springer i, så tit jeg kan. I går var det med min niece og hunden. Det var pissekoldt, og vi stod dernede og gyste, men vi skulle jo gøre det. Lige så snart du har gjort det, er du så utrolig taknemmelig for, at du sprang i, for det føles helt fantastisk. Vi skreg, og vi grinede. Der stod turister med dynefrakker på og kiggede på os, og man kunne se, at de tænkte: "Danskerne er virkelig de gladeste mennesker i verden. Selv når de springer i vandet, og det er pissekoldt, griner de.""

Hvad går du og drømmer om?
"Jeg drømmer faktisk ikke rigtig om noget. Jeg lever virkelig meget i nuet. Og i fortiden. Jeg tænker meget over det, der allerede er sket, bearbejder det og finder ud af, hvad jeg kan lære af det, jeg har oplevet. Hvad kan jeg bruge det til, lige nu og her? Jeg tænker ikke på, hvad jeg kan bruge det til i fremtiden. Det er, som om der er en klap, der går ned, her fra nuet og videre frem i tiden. Måske er det, fordi jeg fra en meget tidlig alder levede et så hæsblæsende liv. Jeg fór rundt alle vegne, og det gik så stærkt, at jeg har været nødt til at tage fortiden med mig ind i nutiden. Fordi jeg aldrig vidste, hvad jeg skulle næste uge, har jeg ikke lagt planer for fremtiden. Og nu kan jeg bare ikke gøre det."

Det lyder utrolig mindfuldt. Kan du ikke lære mig det?
"At tage billeder er en god måde at lære det på. For du er til stede lige nu, mens du tager billedet, og du kan ikke planlægge det. Der er mange fotografer, som planlægger et fotoshoot og taler med stylisten og hår- og makeupartisten om, hvad der skal ske. Det gør og kan jeg ikke, for det ender aldrig, som jeg har forstillet mig."

Og nu dagens måske vigtigste spørgsmål: Hvad dufter du af?
"Det er min egen duft, som jeg har lavet med Mingus' ven Trumans mor, Elizabeth Gaynes. På et tidspunkt gik vi sammen om at lave et lille parfumefirma, Strangelove. Vi er nu på nummer tre. De to første, Deadofnight og Meltmyheart, er lavet på base af saft fra agartræet, oud. Den tredje, Silencethesea, er lavet på det, der hedder ambergris (ambra på dansk, red.). Det er et sekret, der bliver skabt i tarmene på en kaskelothval, som den derefter spytter ud igen. Så det er nærmest hvalopkast, der lægger sig på overfladen af havet eller skylles op på kysten og ligner gråt rav."

Godt, vi fik det på plads. Nu kan alle gå rundt og nok ikke ligne, men dufte som Helena.

LÆS OGSÅ: Topmodellens guide til Mykonos

LÆS OGSÅ: Kom med indenfor i Eniko Mihaliks lejlighed i Williamsburg

LÆS OGSÅ: Josephine er "plus size"-model: "Det har ændret mit syn på min krop"


Henter...