Cecilie Lassen shopper en del på nettet, fortæller hun.
SPONSORERET indhold

Cecilie Lassen: Jeg gør mange fund online

Hun trives fint i en sort sweater og et par sorte, smalle jeans, men den 32-årige eksballetdanser, nu model, blogger på Eurowoman.dk og designer, kan godt lide at udfordre sin komfortzone med et par kæmpejeans og en "tæppevest".

Af: Rikke Agnete Dam Foto: Pernille Ringsing
08. apr. 2014 | Mode | ALT for damerne

Hvordan vil du beskrive din stil?
Drenget. Jeg går med makeup og høje hæle, men alt det indimellem er ret androgynt med jeans, skjorter og sweatre. Fordi jeg har været i balletverdenen, hvor alt skulle være feminint og graciøst, har jeg haft brug for kontrasten. Min stil har også et tvist af humor, f.eks. et par støvletter med kameltå eller en strik med ballerinaer på.



Hvad har du meget af i din garderobe?

Oversized alt muligt. Jeg kan lide at lege med proportioner. Indtil for nylig var der fem-seks år, hvor jeg kun gik i sort, og også i dag ville jeg føle mig godt tilpas i en stor, sort sweater, skinny jeans og et par Dr. Martens. Men jeg kan godt lide at udfordre min komfortzone og går nu i farver og ting, der larmer mere.



Har du en særlig shoppestrategi?

Jeg er impulsshopper, så ikke rigtigt. Dog skal jeg hver sæson prøve noget nyt og grænseoverskridende i forhold til min selvopfattelse. For eksempel var jeg for nylig i Paris, hvor mine veninder ikke længere går i skinny jeans, som vi gør herhjemme, men i jeans med masser af vidde. Jeg synes, det er sjovt at prøve at gå med jeans, man ikke føler sig lige så meget hjemme i.


Florlette hvide skjorter tilfører Cecilies ellers lidt drengede look noget feminint. Skjorte fra H&M, Heidi Paula Langvad for Muuse og vintage.

Hvor shopper du?

Ebay. Jeg er en webshopper og gør mange fund online. Ebay kan være uoverskueligt i begyndelsen, hvor Trendsales er mindre rodet, men jeg har efterhånden fundet faste sælgere, jeg følger, som gør det nemmere.


Det ældste køb i Cecilies garderobe er en vest fra vintagebutikken Rellik i London. Her over en læderjakke fra Won Hundred.

Hvad er dit bedste køb nogensinde?
Min kludetæppevest fra secondhandbutikken Rellik i London. Den larmer meget, og det kan jeg godt lide. Jeg får mange kommentarer, når jeg har den på, men jeg bliver også stoppet af streetstyle-fotografer til modeuger. Nok fordi der ikke rigtigt findes noget lignende.



Prøv at beskrive kollektionen for Won Hundred?

Den kommer i tre "akter" og er inspireret af den balletverden, jeg kommer fra. Første akt, som er i butikkerne nu, er meget brugbar og starter i "landsbyen", som forestillinger ofte gør, og her er sømandsstriber, skotsktern og masser af denim. Til efteråret kommer anden akt med hvide kjoler og lyse accessories inspireret af kampen mellem det gode og det onde, og til sidst kommer finalen med masser af festtøj.

Cecilies 3 bedste tips til din stil
- Kom hellere hjem med lidt godt i poserne, end meget, du alligevel ikke får brugt. Uanset om det har kostet 700 eller 7.000 kroner, skal du have lyst til at bruge det op.

- Vær ikke bange for at lege med proportionerne– vi ligner hinanden så meget, så prøv at gøre noget anderledes og uhøjtideligt.

- Kend din krop, og gå efter det, der er komfortabelt.

Læs Cecilie Lassens blog på Eurowoman.dk: Bellafigura


LÆS OGSÅ: "Kvalitet behøver ikke at være dyrt"