Elin Kling: “Jeg tjekker altid mails med den ene hånd og laver spejlæg med den anden”
SPONSORERET indhold

“Jeg tjekker altid mails med den ene hånd og laver spejlæg med den anden”

Den kreative direktør for brandet Totême, Elin Kling, 33, er en morgenjunkie, der tjekker mails med den ene hånd og laver spejlæg og serverer vælling med den anden. Og så er hun endelig blevet en del af kaffeklubben.

Foto: Andreas Houmann
21. nov. 2016 | Mode | Eurowoman

Godmorgen, Elin. Vi skal tale lidt om, hvordan morgenerne tager sig ud hjemme hos dig.
"Du har fået fat i den helt rigtige. Jeg er morgenjunkie. Jeg elsker morgener! Men jeg rejser en del i øjeblikket, og det laver rod i mine rutiner. Det har jeg det ret stramt med."

Hvordan skal de første to timer helst se ud?
"Jeg er kontrolfreak, så allerede når jeg går i seng, har jeg planlagt, om jeg skal træne om morgenen, og hvad jeg skal spise til morgenmad. Det allerførste, jeg gør, når vækkeuret ringer klokken 6.30, er at tjekke mail på telefonen. Jeg er så heldig, at det er mig, der vækker min datter Liv på 13 måneder, og ikke omvendt. Det gør jeg klokken lidt i syv. Så følger dagens vigtigste ritual. Jeg giver hende vælling, mens jeg ser morgennyheder. De har ikke vælling i USA, så hver gang jeg er hjemme i Sverige, fylder jeg kufferten. Vi bor i en lejlighed ved East River, så ofte powerwalker jeg, eller også træner jeg. Når jeg kommer hjem, spiser jeg morgenmad."

Hvad er der på tallerkenen?
"Jeg er vokset op med rugbrød til morgenmad, men det kan du ikke få i New York, der er det bagels eller forfærdelig sød granola. Så jeg laver tit spejlæg, som jeg spiser med avokado til. Eller jeg får yoghurt med figner og valnødder. Jeg venter med kaffen. Jeg forsøger ikke at drikke mere end tre kopper om dagen, fordi det dehydrerer kroppen. Men jeg elsker ideen om at være kaffedrikker. Jeg arbejdede virkelig hårdt på at lære at drikke det, fordi jeg så gerne ville være en del af kaffeklubben."

Har du så også planlagt, hvad du skal have på?
"Nej, for det afhænger af mit humør. Men jeg kan altid finde noget fra mit eget mærke. Det er designet ud fra, at det skal være behageligt at have på og se chikt ud. Du skal kunne bruge det sæson efter sæson. Jeg elsker jeans og oversize skjorter, der er lavet i det helt rigtige sprøde bomuldspoplin. Tidligere var det den lille sorte og blazeren, der var uundværlige i garderoben, i dag er det skjorten. En nystrøget skjorte er ultra luksuriøs."

Hvad savner du mest ved Sverige?
"Jeg ville ønske, at jeg kunne se det svenske morgen-tv-program Nyhetsmorgon. Det er så meget bedre end de amerikanske, hvor de taler nonstop og er meget fjollede."

Hvad er det bedste sted i verden at spise morgenmad?
"Jeg elsker det her sted, Atelier September, og er også glad for bageriet The Green Rabbit i Stockholm, der kun bager surdejsbrød. I New York er det altid sjovt at spise morgenmad på en diner – "Hellooo, giiiiirrrl, haw's ya weekend?" – og så sidder du bare der i dine flip flops og din hoodie og drikker tynd kaffe og spiser pandekager. Det har sin charme."

Bliver I boende i New York?
"Vi overvejer faktisk at flytte hjem til Sverige igen. Totême vokser på det skandinaviske marked, og det er vigtigt at være, hvor det sker. Stockholm er jo så smuk, men København er virkelig også fantastisk. Her er en helt særlig international energi. Folk sidder udenfor og drikker øl og ryger cigaretter. Stockholm er meget mere ren og pæn og ordentlig. Aldrig krøllet. Det er også derfor, jeg så godt kan lide New York. Folk er så afslappede. Hvis du kommer til middag, er der én klædt i den vildeste Oscar de la Renta-kjole, mens en anden sidder i en T-shirt og hullede jeans. I New York handler det ikke om, hvad du har på, eller hvordan du ser ud, men om din personlighed, og hvad du laver."

LÆS OGSÅ: Danica Curcic: "De seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret"

LÆS OGSÅ: Østers til morgenmand med Nabiha

LÆS OGSÅ: Kunstneren Cathrine Raben Davidsen: "Jeg prøver ikke at deale med mine kritiske tanker"