Jennifer Lawrence Red Carpet
Foto: Getty Images | Jennifer Lawrence med smokey eyes på den røde løber!
Eurowoman

Smokey eyes

Sådan laver du smokey eyes

Intet siger fest, som smokey eyes! Men hvordan lægger du makeuppen, der gør dine øjne dragende? Kig med her, når vi guider trin for trin.

Af Bea Fagerholt 02.okt.2017 Mode

Om du skal til galla, nytårsfesten, julefrokosten, klassefesten eller det bare er et hverdagssæt, der trænger til lidt ekstra, så er der ét af mange makeuptricks, der altid duer – og det er smokey eyes. Med bare få strøg, giver du dine øjne ekstra kant og intensitet, og du kan være med på tendensen uanset din øjenfarve.

LÆS OGSÅ: Pumps, sandaler med plateau og wedges: De 30 hotteste lige nu

Vi spurgte Diors makeupartist, hvordan vi kunne trylle de frække øjne frem trin for trin, og her får du resultatet med billeder og forklaringer. Trin for trin.

Det eneste du skal bruge, er en sort eyeliner, en god mascara og en øjenskyggepalette. Så er du klar!

8 trin til de perfekte smokey eyes

1. Start med en øjenskyggebase, der forlænger holdbarheden og får skyggen til at sidde fast samme sted hele aftenen. Så undgår du, at du et par timer inde i festen har øjenskyggen godt glidende rundt på øjenlåget.

2. Hemmeligheden bag smokey eyes er en god, blød eyeliner eller kohl, som giver farve og intensitet. Optegn et katteøje med en fed, mat kohl eyeliner som base for dit smokey eye. Læg kohlen langs den øverste og nederste vippekant og på den våde kant i øjet. Ton den tegnede streg ud.

Bonustip: Når du bruger en kohlblyant frem for eyeliner, holder farven længere. Nogle eyelinere kan faktisk ikke engang farve på den våde kant.

3. Læg en mørk øjenskygge på hele øjenlåget og blend godt med kohlen, så farven bliver intens. Det vil sige fra øverste vippekant til globelinjen (hulningen under brynbenet, red.). Brug en lidt fastere pensel til dette og drys først overskydende øjenskygge af, så det ikke ender med at ligge på din kind.

Bonustip: Synes du, det er svært at finde ud af, hvor langt ud din øjenskygge skal gå, så læg din pensel på siden af dit ene næsebor og op til din yderste øjenkrog. Farven må ikke gå ud over denne linje.

4. Blend farven udad i samme retning som kohlen/"katteøjet". Til at tone de forskellige øjneskyggefarver sammen har du brug for en blød og ikke alt for fast øjenskyggepensel, så overgangene glider sammen og skaber det ”røgede” look.

5. Læg den lyse øjenskygge på øverste del af øjenlåget og op til brynene.

6. Læg lidt guldskygge lige under brynet og i den inderste øjenkrog som highlight.

7. Fuldend looket med masser af sort mascara, det kan et smokey eye sagtens klare. Buk eventuelt vipperne først, så dine vipper ser ekstra lange ud.

8. Læg mascara på de nederste vipper med en lille pensel, så det kun er rødderne, der farves. Det giver et mere intenst resultat.

Hvilke nuancer passer bedst til mine øjne?

Hvis du har brune øjne...

Har du brune øjne, kan du stort set bære alle brune nuancer, men de varme varianter giver lidt mere liv til dine øjne. Pas på, at tonen på farven ikke matcher dine øjne for meget, så den konkurrerer med din øjenfarve frem for at fremhæve den. Gå hellere en tand lysere end mørkere.

Hvis du har blå øjne...

En varm kobberfarve vil fremhæve det blå i dine øjne, mens en kold og mat nuance giver dine øjne et moderne hverdagslook eller gør dig festklar sat sammen med en sort kohl på øjets våde kant.

Hvis du har grønne øjne...

Vælg en brun øjenskygge med et hint af aubergine eller blomme for at fremhæve din øjenfarve. En lysere brun, der hælder mod okker eller sandfarve, vil passe perfekt til en hverdagsmakeup.

God aften!

dupa

Henter...