Anne Linnet: „Mit sind er som min fars – roligt og stabilt...“

ANNE LINNET OM SIN FAR

Peder Linnet-Jepsen

Overlæge i kirurgi

Født: 1921    Død: 1979

– Min far var vildt begavet og god og mild. Jeg har avisartikler, som beretter om en bestemt episode, hvor han som ung natlæge åbnede luftrør og brysthule på en livløs kvinde i ambulancen, stak et rør ind og reddede hendes liv. Jeg kendte ikke historien som barn, men husker en dame, der kom hver jul med en blomst til os. Det har jo så været hende.

– Så for mig var min far en helt. Opdragelse er jo ikke bare, at man siger til sine børn, „du må ikke det og det“. Det er jo, hvordan man er. De ting, man selv siger og de holdninger, man har. Eksemplets magt er jo det største. I min opvækst kunne jeg se, at min far var dybt engageret. Når han havde opereret og kom træt hjem ved 18-tiden fra hospitalet, spiste han, lagde sig en time, skrev så lidt på undervisningen til universitetet, og ved 22-tiden gik han tit over på hospitalet igen for at se til sine patienter, holde hånd og snakke lidt. Og så skrev han videre til kl. 2 om natten.

– I det daglige var han nok ikke en familiefar, som man i dag ser mange unge fædre være. Men han engagerede sig så meget, han overhovedet kunne, i mig og mine tre brødre.

– Det fedeste i verden var at komme hjem fra byen i weekenderne ved 2-tiden, hvor han stadig sad og skrev. Så gik jeg ind på hans kontor og faldt ned i stolen overfor ham, og så snakkede vi. „Hva’ så Fatter, gi’r du en drink?“, spurgte jeg, og så gik vi ind i det blå anretterværelse og tog os en drink – gin tonic eller gin og lime. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, og der har jeg sgu også fået min såkaldte opdragelse fra.

– Jeg tror også, at der er en genetisk ting – nogle bånd mellem far og datter og mellem mor og søn. Jeg tror, naturen er sådan indrettet, at en pige ligner sin far af sind indvendigt og måske sin mor udvendigt, og en dreng ligner sin mor indvendigt og måske sin far af ydre. Super genialt lavet af naturen, hvis det genetisk forholder sig sådan, for det gør jo, at kønnene bliver afhængige af hinanden.

– Uden at tænke over det, har jeg altid forstået min fars sind, for vi var jo bare ens. Jeg var vildt betaget af min mor, fordi hun var så flagrende og let og oppe-på-bordene-agtig. Jeg har da sikkert også noget fra hende, men grundlæggende er mit sind som hans – roligt og stabilt, lidt som en klippe. Min far var helt vild med min mor og elskede hende højt. Og den fascination han havde af hende, kunne jeg jo også godt forstå.

– Desværre døde han allerede som 58-årig. Præcis den alder, jeg har nu. Han fik en blodprop i hjertet. Det var så forfærdeligt. Jeg var ude at spille med Shit & Chanel. Et sted i Jylland på en lille kro. Og da jeg ringede hjem om eftermiddagen, var det ham, der tog telefonen. Han plejede at komme hjem tidligst ved 18-tiden, så det var meget mærkeligt, at han var taget hjem fra hospitalet. Normalt gad min far ikke at tale i telefon, men den dag gav han sig vældig god tid. Han sagde, at han bare havde været utilpas og trængte til at sove lidt. Vi spillede, det blev sent, og jeg gik i seng på mit hotel og blev så banket op midt om natten med besked om, at min far var blevet indlagt. Så jeg kørte hjem med det samme i natten. Tre dage sad vi – min mor, mine brødre og jeg – ved hans seng på Amtssygehuset i Århus, hvor sygeplejerskerne gik rundt og græd over at deres „Jeppe“, der lå der. Det var sgu hårdt.

– Om mandagen tænkte jeg, at jeg ikke havde set mine to unger i tre dage og selv ville køre dem i vuggestue og børnehave. Og i den ene time, jeg var væk, døde han. I lang, lang tid bagefter var jeg selvfølgelig fuld af skyldfølelse. Jeg var sikker på, at han ikke ville være død, hvis jeg havde været der, men måske tillod han sig at give slip, fordi jeg ikke var der!

– Det var alt, alt for tidligt, og vores familie blev smadret af det. Jeg havde ægtemand, familie og godt gang i karrieren, men jeg savnede den der back-up. Det var virkelig svært, at hele familien var så mærket af det. Der var så mange, man følte, man skulle tage sig af mentalt, og man havde måske ikke så meget tid til selv at bearbejde savnet. Sådan er det jo tit ved dødsfald – at rigtig mange går ned med flaget, og dem, der har kræfterne til det, tager sig af de andre. Hvilket er fint, men der er også nogen, der skal tage sig af dem, der tilsyneladende er stærke.

– I dag savner jeg allermest at sidde og samtale med min far. Få et godt råd, vende en sag og blive klædt på til at mærke efter, for typisk ville han ende med at sige, „det er jo et valg, og det kan være svært at træffe, og det skal jeg ikke tage for dig, men du må prøve at mærke efter, hvad der føles rigtigt at gøre“.

ANNE LINNET OM SIN EKSMAND

Holger Laumann

Musiker, komponist og pædagog.

Født: 1942    Død: 2007

– Holger mødte jeg omkring 1970, da jeg gik i 2.g. Jeg kom gående i shorts og med min ketcher på vej til tennis, da jeg passerede ham på vejen og derefter snublede over en kantsten. Mens jeg stod og ømmede mig med mine knæ, gik Holger – på den anden side af vejen – direkte ind i en flagstang. Og så kiggede vi lige på hinanden og grinede, og i det der øjeblik var man bare solgt. Kort efter tog jeg ind på Tagskægget i Århus og hørte ham spille med Peter Petersens bigband. Han så mig med det samme, jeg kom ind i rummet, og da der blev pause, styrede han direkte ned til mig!

– Vi var helt vilde med hinanden. Holger var også dybt engageret, men i musik. Og 11 år ældre end mig. Jeg var tit og ofte med ham ude at spille og faldt rigtig godt i hak med hans musikervenner.

– Efter gymnasiet kom jeg med i Holgers band „Tears“, hvor vi også begyndte at spille mine sange. De drenge var jo velforankrede i jazzmusikken, og selv om jeg var mere til rock, havde jeg en skøn tid med dem. De opdrog mig musikalsk. Et par år efter dannede jeg Shit & Chanel, fordi jeg ikke kunne forstå, at der ikke var andre piger på scenen end mig, og det havde Holger det super fint med.  

– Mine 14 år med ham og vores samtaler omkring musik har været guld i forhold til min musikalske forståelse og har udvidet min horisont meget tidligt. Han var god til at give mig selvtillid – jeg følte, at jeg voksede i hans nærvær. Hold da op, at sådan en kapacitet som ham værdsatte det, jeg lavede og kunne se det specielle i det.

– Der gik nok tre år, hvor det var lidt svært, efter vi blev skilt, og jeg flyttede til København med Evamaria og Marcus. Det var hårdt for ham at være alene tilbage i Århus. Men så flyttede han til København og bosatte sig i nærheden af os, og der begyndte et særligt og nært venskab at tage form. Alt det, vi havde mistet i skilsmissen, kom tilbage igen.

– Den dag Holger døde – 6. november 2007 – stod tiden stille for mig. Jeg havde slet ikke set det komme. Han blev kun 64, og jeg følte mig stadig lige så forbundet med ham, som da vi var gift. Vi havde først et langt ægteskab og siden et langt venskab. Vi holdt sammen og var der for hinanden lige til det sidste.

ANNE LINNET OM SIN ÆLDSTE SØN

Marcus Linnet, 34

Musikproducer

– Marcus er dybt engageret og har oven i det en kæmpe teknisk begavelse. Lige fra han var helt lille, opfandt han ting ved at stå ude i garagen og flække ting sammen af træ. Ikke altid noget med lyd, det kunne også dreje sig om en funktion. Et udpræget opfinder-gen. Tit plagede han om at måtte blive hjemme fra skole, fordi han havde noget ude i garagen, han liiige var ved at være færdig med.

– Marcus er mit barn nummer to. Han har ikke kendt sin morfar, for han var kun to år, da min far døde. Men af sind ligner han ham utrolig meget. Og det er jo sjovt, for hvis man nu skal forfølge den tanke, vi startede ud med (se under Anne Linnets far, red.), så ligner jeg min far af sind, og så ligner min søn mig af sind. Marcus er en fantastisk klippe i vores familie, og han er ofte den, jeg rådfører mig med. Det er også ham, der har ansvaret for vores indspilningsstudie og alt det tekniske udstyr i Linnetsongs, og ham, der er ind over i forbindelse med mine musikrettigheder. Han har produceret vokalerne til „Her hos mig“, hele „Akvarium“-albummet og „Anne Linnet“-albummet. Det er altid meget ømtåleligt, når pladerne skal produceres, og jeg var lidt træt af at arbejde med udenlandske producere, så da Marcus kom hjem fra London, hvor han havde arbejdet med de bedste af det bedste, satte sig i chefstolen og virkelig guidede mig til at få det sådan som jeg havde tænkt det, faldt det bare i hak for mig at synge igen. Jeg havde nærmest tabt glæden ved det. Marcus og jeg har samme sprog, og vi har begge stor glæde ved det. Så det samarbejde kan forhåbentlig fortsætte mange år endnu.

– Nu har jeg jo seks børn, og set med en mors øjne, så fungerer de fint sammen. De rådfører sig med hinanden og mødes på kryds og tværs. Det er skønt for en mor at mærke, at de holder af hinanden og holder sammen. Der er virkelig stort familiesammenhold.

– Marcus har kone og to børn – en dreng på to og et halvt og en pige på halvandet. Ligesom mange andre unge mænd i hans generation er han mere bevidst om faderrollen end min far var. Det synes jeg nu også, Holger var – bevidst om nærværet med børnene. Jeg synes virkelig, Marcus formår at være mand på en mild og rar måde. De mænd, jeg føler mig godt tilpas med, er som regel mænd, der ligesom min far og Holger og Marcus, har en meget mild og rar og afslappet måde at være maskuline på.  

ANNE LINNET OM SIN NÆSTÆLDSTE SØN

Xander Linnet, 23

Komponist og sanger

– Jeg var omkring 34, da jeg fik Xander. Og var faktisk i forhold med en kvinde, som jeg boede sammen med. Anne-Mette. Men så blev jeg gravid med en mand, jeg havde forelsket mig i. Anne-Mette og jeg besluttede imidlertid at blive sammen. Mads, som Alexanders far hedder, var velkommen til at komme og være der og deltage i det, han havde lyst til. Men han var kun 24 år, arbejdede som model og havde travlt med at finde ud af, hvem han selv var i forhold til kvinder, så det var lidt periodisk, hvor meget han involverede sig.  

– Anne-Mette og jeg gik fra hinanden, da Alexander var to år gammel. Senere var jeg en årrække sammen med en anden kvinde, Barbara, som var en væsentlig del af Alexanders liv i de år, men ellers er han vokset op med mig alene. Han er den af mine børn, der har været mest kun omkring mig. Det har naturligvis også givet nogle tætte bånd. For der var rigtig mange år, hvor Mads ikke var i verdensbilledet. Efter Alexander er blevet voksen, har han fået en rigtig fin relation til sin far, og de har vældig meget glæde af hinanden den dag i dag. Og det er jeg rigtig glad for.

– Som barn spillede han fodbold og elskede, når jeg kom og så ham spille. Alexander er meget social, så når han løb hjerne-hurtigt op imod målet, så sparkede han den som regel hen til en anden lige inden, han nåede derop. Og så sagde jeg til ham, „Alexander, nogle gange er man fandeme nødt til at sparke den bold i mål selv! Gi’ den gas!“ Det har vi grinet meget af. For det er også et billede på mange andre ting.

– På trods af Alexanders maskuline ydre, har han en meget fin, sart, poetisk ting. I virkeligheden er han en meget mild dreng, der står ved sine meningers mod og har begge ben solidt plantet på jorden. Og han har det her poetiske sprog, som jeg egentlig synes klæder den danske scene godt. I mange år har vi hørt drengene på den danske musikscene synge lidt hårdt, og der er Xander eksponent for den nye, unge mandebevidsthed – at mænd også, selv om de er store og stærke, kan indeholde en stor følsomhed.

– Fordi jeg en del år har været alene med ham, og fordi der er denne her kobling mellem mor og søn, så er der altså en umiddelbar forståelse – også for hinandens tekstunivers, hvor vi kan gå ind og diskutere hinandens valg af ord og emner. Det er så utroligt givende.

– Jeg har et meget tæt forhold til alle mine børn. Hvis man vil ruste sine børn, skal man opmuntre dem til at have engagement, holde fast og gøre det så godt man kan – om det så er at tegne en lille tegning eller bygge noget af klodser. På den anden side, hvis de har gang i noget, de ikke synes så godt om, så skal man også have ørerne åbne for det. Det er en udfordring og kan være lidt af en balancegang.

ANNE LINNET OM SIN MENTOR

Per Nørgaard, 79.

Komponist

– Per Nørgaard fik jeg lov at vælge som min lærer, da jeg i 1978 startede i komponistklassen i Århus. Han har skrevet og skriver noget fantastisk musik, som er meget anderledes end alt andet, og så var Per som lærer utrolig god at snakke med.

– Nogle timer startede med, at han sagde, „Vi går over i Botanisk Have og starter med en snakke-time. Og så gik vi bare rundt og snakkede om musik og akkorder. Eller vi havde analyse-timer, hvor vi hørte et stykke af Mozart og bagefter analyserede det ud fra, hvordan stjernerne stod på himlen, da det blev skrevet. Der var så sindssygt mange spændende timer og måder at tænke musik på, som man ikke lige havde overvejet. Tit i mit liv har jeg oplevet, særligt i gymnasiet, at læreren gerne ville have, at man lærte noget bestemt – med henblik på pensum selvfølgelig – men faktisk var læreren ikke synderligt interesseret i at folde én ud og se, hvem man var. Det var lige meget. Kommunikationen var kun én vej, man skulle bare påduttes noget bestemt. Og dér gik det pludselig op for mig, hvor stor en kapacitet Per var og er, fordi han overhovedet ikke var interesseret i, at jeg skulle skrive ligesom ham. Han var interesseret i, at jeg skulle finde ud af, hvordan jeg skulle skrive for at være mig.

– Per var og er en smuk mand og heller ikke en mand, der på nogen måde havde brug for at hævde sig selv eller bevise sin maskulinitet. Igen meget mand. De mænd, der virkelig har format, ved det jo også godt selv – for de hviler i sig selv. Og i realiteten kan den slags mænd godt lide en såkaldt stærk kvinde, tror jeg. For de ser det ikke som en konkurrent eller en trussel – de nyder noget modspil og medspil og samspil.

»Læs også interviewet: LInda P: "Jeg lyver ikke for mig selv mere."

Dette interview med Anne Linnet blev bragt i ALT for damerne nr. 43, 2011. 

Nøgleord: Anne Linnet, mænd, far, Xander Linnet, Marcus Linnet, Holger Laumann, Mads Buhl Nielsen, Isolde, TEssa Franck Linnet, Peter Linnet, Maria Linnet.