Det fortæller hun i et interview, som er led i Eurowoman.dk's serie om, hvad interessante kvinder tager med sig fra deres 20'ere.
Gun-Britt Zeller, 64. Internationalt anerkendt frisør og selvstændig pioner på den danske frisørscene siden 70'erne.
Hvad husker du som nogle af de bedste og værste ting ved at være i 20'erne?
"Jeg husker den der sorgløshed man har, når man er yngre. Man går til tingene uden at tænke for meget over dem. Det var helt sikkert noget af det bedste ved at være i 20'erne.
Men der var også mange svære ting ved det årti. Jeg flyttede fra Aalborg til København som 20-årig, og skulle klare mig selv uden noget kendskab til byen. Flere aftner når jeg skulle hjem fra arbejde, gik jeg fx konsekvent til Kongens Nytorv i stedet for Rådhuspladsen, hvor bussen gik. Jeg lejede et lille værelse hos en gammel mand for 100 kr. om ugen, og arbejdede to jobs for at få det hele til at løbe rundt. Det var hårdt."
LÆS OGSÅ: Julie fjernede sine silikonebryster efter 14 dage
Hvad ville du ønske du havde vidst, da du var i 20'erne?
"Jeg var meget fokuseret dengang, og er det stadig. I 20'erne kan det godt betale sig, at tænke lidt mere langsigtet, og et større fokus på uddannelse generelt ville hjælpe mange. Det har man bare som regel ikke som 20-årig, men det er selvfølgelig også en del af det smukke ved netop den alder. Hvis man ikke kan få lov til at fjolle i 20'erne, hvornår skal man ellers? I 30'erne kommer der jo hurtigt både mand og børn."
Hvad var din største karriereambition som 20-årig?
"Jeg ville til London og dygtiggøre hos Vidal Sassoon. Jeg havde læst meget om Vidal, og oplevelsen hos ham formede mit liv derfra, og endnu den dag i dag, hvor jeg stadig sætter mig på skolebænken for at blive bedre til mit fag.
Jeg åbnede min første salon som 26-årig i 1976, som den første frisør herhjemme, der brød ud af en større virksomhed på egen hånd (Gun-Britt havde arbejdet for velrenommerede Helmersen på Strøget, red.). Ansvaret gjorde mig meget voksen. Men så igen har jeg faktisk altid været meget voksen for min alder."
Hvad var det bedste råd, du fik i dine 20'ere?
"Jeg var heldig at have nogle gode rådgivere, som jeg fik mange råd fra. Deriblandt fra en god ven, som var direktør for Louis Poulsen, og som jeg kunne sparre med, når jeg var i tvivl om noget. Man ved jo ikke på forhånd, hvor meget der følger med at åbne egen virksomhed. Og heldigvis for det! Jeg lærte, at jeg skulle holde fokus på det, jeg var god til, og have orden i tingene. Man kan umuligt være god til alt, for så bliver intet godt. Som en bekendt engang sagde til mig: "Har du en tændstikæske skal du sørge for, at svovlen ligger den samme vej!""
Hvad ville du ønske, du have gjort noget mere i 20'erne?
"Jeg ville måske nok ønske, at jeg havde fjollet lidt mere nogle gange. Jeg valgte tit fester og venner fra pga. min karriere, men omvendt er det ikke noget, jeg er decideret ked af i dag, for store tilvalg kræver også fravalg. Sådan er det."
LÆS OGSÅ: "Nogle gange kan jeg i et splitsekund blive ramt af en lille bitte smule panik over ikke at have en eneste baby endnu"
Hvad lærte du især om dig selv i løbet af 20'erne?
"Jeg lærte, at jeg kunne magte mere end jeg troede. Det, at noget lykkedes, gav mig en stærk tro på mig selv. Allerede efter ét år som selvstændig havde jeg 11 ansatte i salonen, og at andre var afhængige af, at det gik godt gav en stor ansvarsfølelse. I dag er vi 20 ansatte, og jeg har præcis samme følelse."
Hvordan oplever du kvinder i 20'erne i dag i forhold til, hvordan du selv var i 20'erne?
"Jeg ser en generation i dag, der er vokset op på en helt anden måde end jeg gjorde. De har haft travle forældre, som måske ikke har haft tid til at give dem alt med hjemmefra. Samtidig er de unge dog også blevet mere beskyttede. Og mere selvsikre end jeg var. De ved lidt mere om, hvordan de skal klæde sig og se ud, hvor jeg ingen ide havde om den slags som 20-årig.
20-årige i dag er jo på, på en helt anden måde end min generation var det, og har adgang til en enorm viden igennem teknologi. Det gør dem til helt andre mennesker. Men måske også nogle lidt mere ensomme mennesker, som ikke sidder og taler sammen lige så meget, som vi gjorde dengang, men i stedet kigger ned i telefonen. Det kan gøre mig lidt trist, at tænke på."
LÆS OGSÅ: "Det sværeste ved at være 25 år er..."
LÆS OGSÅ: "Bare vent til du ligger der og har flænset skræv, hjertebanken fra helvede og nogen skriger, at du skal trække vejret"
DET HAR JEG LÆRTE AF MINE 20'ERE
Vores 20'ere er (og var) et kaotisk mash-up af en følelsesmæssig rutsjebanetur, hvor karrieredrømme, kærlighedsliv og 10.000 små bekymringer nærmest kan få det til at flimre for øjnene. Lige så fantastisk et årti det kan være, lige så håbløst forvirrende er 20'erne til tider for langt de fleste.
Vi har talt med 5 cool kvinder om de livslektioner, de hver især tog med sig fra 20'erne. Her får du fjerde interview i serien med Gun-Britt Zeller.
LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting, du skal være forberedt på