Angelina Jolie og Brad Pitt i samme film igen - og den lover godt

Angelina Jolie og Brad Pitt i samme film igen - og den lover godt

Det er 10 år siden, at det skete sidst.

Angelina Jolie og Brad Pitt blev angiveligt forelsket under optagelserne til 'Mr. and Mrs. Smith'. Det er ti år, en større børneflok og et stort bryllup siden. 

Derfor glæder vi os ekstra meget til den danske premiere på 'By the Sea', som endnu ikke er offentliggjort. Amerikanerne kan dog glæde sig til at se, om ægteparret stadig holder som filmpar, når den åbner i biograferne 13. november i år. Det skriver Entertainment Weekly. 

Der blev allerede skrevet om filmen sidste år, men nu er flere fotos frigivet og på filmsitet IMDd kan man læse, at handlingen finder sted i 70'ernes Frankrig, hvilket er godt i tråd med modebranchens store kærlighed til den epoke netop nu. 70'er-looket ser da også ud til at klæde Angelina Jolie på bedste vis. 

Om handlingen afsløres det, at Vanessa, en tidligere danser, og hendes mand Roland, en amerikansk forfatter, er på rejse gennem Frankrig. De er ved at glide fra hinanden, men i en lille, stille havneby finder de muligvis hinanden igen...

Ikke meget at gå efter, men med de to dygtige skuespillere i hovedrollen - en selvskreven kemi - samt manuskript, produktion og instruktion af Angelina Jolie selv, kan det næsten kun blive godt. 

Filmen har et lille (næsten) dansk islæt i form af skuespilleren Niels Arestrup, der har danske forældre, men er vokset op i Frankrig.