Anne-Mette Rasmussen pædagog

Anne-Mette Rasmussen bliver pædagog igen: Har savnet fællesskabet

Anne-Mette Rasmussen vender tilbage til Børnehuset, hvor hun arbejdede for 10 år siden, som vikar. Selvom hun både har været dansestjerne og i Bruxelles i mellemtiden, har hun savnet pædagogjobbet.

Den tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen vender tilbage til legetøjskasserne i Børnehuset i Holte, som hun forlod for fem år siden til fordel for livet som NATO-generalsekretær-frue i Bruxelles. Men hun har ikke fået fine fornemmelser af den grund. Tværtimod har hun savnet hverdagen som pædagog, og startede derfor i mandags som pædagogvikar.

− Det er som at komme hjem - som om jeg aldrig havde været væk. Jeg føler overhovedet ikke, jeg har forandret mig, og det ligger mig slet ikke fjernt at vende tilbage. Jeg kan jo godt lide mit job, og det var også derfor, jeg læste til pædagog i sin tid.

Tanken om at vende tilbage til sandkasser og flyverdragter har hun puslet med siden foråret, hvor hun stadig boede i Bruxelles.

− Jeg meddelte allerede dengang, at hvis de ville have en ustabil vikar, ville jeg gerne tilbage. Jeg har altid godt kunnet lide den ånd, vi har haft i Børnehuset, og jeg har savnet det fællesskab, der er på en arbejdsplads.

Før Anne-Mette Rasmussen blev kendt som Anders Foghs kone, arbejdede hun som dagplejemor og uddannede sig derefter til pædagog og arbejdede i 10 år i Børnehuset i Holte. Siden hun dansede sig ind i danskernes hjerter i "Vild med dans" i 2008, har hun haft rigeligt at se til som brevkasseredaktør, Ballroom Fitness-instruktør, forfatter, foredragsholder og som ambassadør for Parkinsonforeningen. Hun vil stadig have tid til at danse og holde foredrag, så hun trives bedst med, at det er på vikarbasis.

− Jeg vil ikke have et fast job, for det udelukker, at jeg kan lave en masse ting ved siden af, og jeg vil altså også prioritere at besøge mine børnebørn i USA.

Fakta

Anne-Mette Rasmussen, 56 år.

Forfatter, Foredragsholder, Ballroom Fitness-instruktør og vikar i Børnehuset i Holte.

Gift med Anders Fogh Rasmussen, Danmarks Statsminister 2001-2009 og NATO's generalsekretær 2009-2014.

Sammen har de børnene Henrik (1979), Maria (1981) og Christina (1984) og seks børnebørn.