Brænd badevægten

Brænd badevægten

Brænd badevægten i stedet for heksen på sankthansbålet.

Kvinder har noget med deres vægt. Det der åndssvage tal, som i vores øjne altid blinker rødt – uanset hvor mange cifre der er. Måske fordi vi tror, vi bliver lykkelige, når vi vejer et bestemt antal kilo, eller når vi kan passe et bestemt par cowboybukser. Vi forestiller os, at vi vil begynde at gå i shorts, når vi engang har tabt os, og at vi stensikkert vil finde den store kærlighed, når nålen på vægten er præcis der, hvor vi drømmer om, den skal være.

Vi udsætter ting i en evighed – og det er sådan set ligegyldigt, om vi vejer et kilo eller 25 kilo for meget. Det er selvhadet, der vejer tungest på badevægten. Og så står vi der og venter på livet, mens vi kigger på et tåbeligt tal.

Jeg synes, al den vægtsnak har taget overhånd. I stedet bør vi mærke efter, hvordan vi i bund og grund har det med os selv og vores liv, og så i øvrigt forholde os fornuftsbetonet til vægten og vores generelle sundhedstilstand. Er din kropsvægt så lav eller høj, at du kan blive syg af det? Eller er det ren og skær forfængelighed, der gør, at du er utilfreds med dig selv?

Sundhedsguruen Michelle Kristensen taler for, at vi skal brænde badevægten i stedet for heksen på sankthansbålet og fokusere på at få energi, være glade og i god form. Det er slet ikke så nemt, som det lyder.

På side 81 fortæller seks kvinder om deres vidt forskellige forhold til vægten. Heidi, som tænker på sin flere gange om dagen, Vanessa, som erkender, at når hun begynder at være overdrevent optaget af sin vægt, er det ofte tegn på, at der er noget andet i livet, der halter. Heldigvis er der også Nanna, som med egne ord har en "stor røv", som hun ikke længere gemmer væk.

For mit eget vedkommende aner jeg ikke, hvad jeg vejer (jeg ejer ikke en vægt). Men følelserne kender jeg godt.