Cecilie Hother fortæller hvem hun er, når kameraet slukker

Cecilie Hother: Det gør ondt, når folk sviner mig til

Tv-vært Cecilie Hother om at blive kørt ned, være selvmedlidende og om kvinden bag smilet.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?

– Den skulle hedde "Bag smilet. Der er så mange historier inde bag den, jeg er udadtil. Eller "Bare et eventyr mere". Lidt ligesom et barn der siger "Bare én tur mere i karrusellen!"

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?

– At jeg ikke altid er så glad, som folk tror. Når man kommer op for enden ad vejen, må man parkere sine problemer, for når man laver tv, kan man ikke have en dårlig dag. Det er hårdt nogle gange, men jeg elsker mit job.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– At jeg faktisk er ret usikker og ikke altid hviler nok i mig selv. Det er ikke alle, der har set mig i tv, der kan lide mig, men den, jeg er på skærmen, er også langt hen ad vejen den, jeg er i virkeligheden. Så det går ind.

Går det dig på, hvis folk ikke kan lide dig?

– Inde bag det der smil, bekymrer jeg mig nok mere, end man lige går og tror. Jeg er også et menneske med følelser, og det gør selvfølgelig ondt, når folk skriver til mig privat og sviner mig til. Jeg tror, folk glemmer, at der sidder et menneske inde bagved.

Hvad er det sjoveste der er sket bag skærmen, som vi seere ikke fik lov til at se?

– Jeg skulle lave vejrudsigt ved stranden, hvor jeg pludselig blev væltet omkuld af en bølge. Jeg blev nærmest kastet rundt. Det ene øjeblik klamrer jeg mig febrilsk til kanten, og det næste øjeblik smiler jeg helt overskudsagtigt – det gjorde jeg altså ikke 30 sekunder før. Der sker altså noget ved en, når den røde lampe på kameraet lyser.

Hvornår har du været allermest bange?

– Det var jeg for et par år siden, da jeg blev kørt ned. Jeg kom cyklende over et kryds som den sidste af en lang række cyklister, og bilisten fik solen i øjnene, så han så mig ikke og drejede i krydset. I et splitsekund nåede jeg at se køleren på bilen og vide, at jeg ville blive ramt. Jeg tænkte, det her kommer til at gøre så usandsynligt ondt! Jeg fik virkelig også nogle knubs, men heldigvis brækkede jeg ikke noget.

Har du et ar, der fortæller en historie?

– Jeg har rigtigt mange. Jeg har også mange storebrødre – måske det hænger sammen. Jeg har usandsynligt mange på mine skinneben fra alle de gange, hvor jeg er faldet. Jeg er jo opvokset i en skov, så der tumlede vi altid rundt.

Var du en drengepige, da du var lille?

– Det er jeg stadig. Jeg kan godt lide hurtige biler, benzin i blodet, rejser og eventyr.

Hvad er dit mest mindeværdige barndomsminde?

– Vi flyttede meget i min barndom på grund af mine forældres karrierer, men jeg har altid følt mig hjemme i vores sommerhus på Skagen. Rigtig sommer for mig er duften af marehalm, sand mellem tæerne, salt i såret under plasteret, og når man kommer småfrysende op af vandet, fordi man har været ude at bade alt for længe.

Hvornår er du mest træt af dig selv?

– Når jeg er selvmedlidende. Nogle gange spiller det bare ikke på jobbet, i vennekredsen eller i familien, og der kan jeg godt lade mig rive med. Så køber jeg en milliard kilo slik og sidder og er ussel. Men man kan ikke være glad, hvis ikke man også kan

være ked af det en gang imellem.

Hvornår føler du dig allermest feminin?

– Det gør jeg, når jeg svømmer, for jeg føler mig så yndefuld og vægtløs, når jeg er i vand. Det er virkelig velvære, når vandet omslutter kroppen. Det har nok noget at gøre med, at jeg er så klodset normalt.

LÆS OGSÅ: Antorini "Jeg var nødt til at genopfinde mig selv"

Cecilie Hother

Cecilie Hother, 35, tidligere vejvært, og nu vært på "Frihuset" på TV2 Fri. Indehaver af smykkefirmaet "Blæst". Bor alene i en lejlighed i København.