"Da jeg sprang ud som 19-årig, mistede jeg kontakten til mine forældre i 7 år”

Her fortæller hun om den skelsættende begivenhed fra hendes år i 20'erne, hvor hun også var præget af store ambitioner og angst for ikke at slå til. Interviewet er et led i vores serie om, hvad fem kendte kvinder har lært af deres 20'ere. 

Leonora Christina Skov, 38. Anmelderroste forfatter og litteraturanmelder, som netop har udgivet sin femte roman, Hvor intet bryder vinden (Politikens forlag)

Hvad husker du som de bedste ting ved at være i 20'erne?

Jeg flyttede fra Helsinge til København som 19-årig, og det var meget stort for mig dengang. Alle gader var nye, og jeg husker den frihed, der lå i ikke at have minder knyttet til noget sted i byen, som jeg jo har det i dag.

Jeg skrev meget dagbog og har tusinder sider fra mine 20'ere af samtale med mig selv. Jeg havde en følelse af, at jeg kunne blive til hvad som helst. At alle muligheder var åbne. I dagbogen skrev jeg fx udførlige lister, hvor jeg beskrev, hvor jeg var på vej hen. Ifølge dem kunne jeg både være ph.d., forfatter til fem romaner på fem år og studievært.

Vi lever vel alle sammen parallel-liv, hvor vi fantaserer om, hvordan det ville være at have andres liv, eller hvad nu, hvis man flyttede til Paris osv. Disse parallel-liv lå tættere på overfladen i 20'erne. Jeg forestillede mig alt muligt hele tiden og prøvede også en masse stilarter af, selv om jeg gang på gang endte i kjoler og høje sko.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at han er manden, du skal have børn med

Og hvad var så det værste?

Det værste ved 20'erne var bl.a. de ufattelig mange kedelige jobs, jeg havde, mens jeg læste: Fx indtastning af frugtordrer i Valby og sekretær for en dement mand, der ville skrive sine erindringer.

Der var også frygten for, at jeg ville bryde sammen, fordi jeg ikke kendte mig selv godt nok til at vide, hvor meget jeg egentlig kunne holde til. Jeg var ekstremt bekymret for fremtiden. Var mit studiejob studierelevant nok? Ville jeg nogensinde få en roman udgivet? Ville jeg nogensinde blive til noget? Ville jeg nogensinde finde én, der kunne elske mig? Det var en følelse af hele tiden at befinde sig på kanten.

Hvad ville du ønske du havde vidst, da du var i 20'erne?

Der var rigtig mange ting, jeg ikke vidste om mig selv, da jeg var i 20'erne: At jeg føler mig mest levende, når jeg rejser, at jeg elsker mad, at det er afgørende for mig at kunne sige præcis, hvad jeg mener. Jeg havde en følelse af at være for ung til, at nogen ville tage mig seriøst helt til jeg var i slutningen af 20'erne. At jeg var for ung til at blande mig i offentlige debatter. Dét ville jeg ønske, jeg havde turdet, og jeg ville ønske, at jeg havde vidst, hvor høj i kurs man også er, når man er 21.

Min økonomi var desuden stram, mens jeg læste. Jeg boede i en lille, kold stuelejlighed på Amager til 1.400 kr. om måneden, ville ikke optage lån, og tjente 3.500 kr. ved siden af studiet. Dengang virkede det helt uoverstigelig at tjene fx 20.000 kr. om måneden på at skrive, og jeg ville ønske, jeg havde vidst, at det slet ikke var så svært. Alle steder fra hørte jeg, at det var vildt svært at få udgivet en roman, og jeg havde nærmest opgivet, før jeg begyndte. Men for mig lykkedes det i første forsøg, selv om ingen kendte mig. Så jeg ville også gerne have vidst, at der var håb. Man kan sagtens leve af at være forfatter på fuld tid, hvis man fx anmelder og holder foredrag ved siden af.

I mine 20'ere troede jeg, at jeg havde et lille vindue af tid, fra jeg var omkring 26 til 30, hvor min karriere skulle løfte sig, for ellers ville jeg garanteret være for gammel til, at nogen ville skrive om mig eller fotografere mig til noget som helst. Sådan er virkeligheden heldigvis ikke. "Arbejd 10% mere end alle andre og giv 10% mere," sagde jeg til mig selv. I dag ved jeg dog, at succes i min branche handler meget mere om timing end om talent og hårdt arbejde.

LÆS OGSÅ: 15 ting der går op for dig, når du bliver voksen

Jeg kunne med fordel have været gladere for min krop i 20'erne. For mit vedkommende har den ikke ændret sig særlig meget – jeg kan stadig passe det samme tøj – men det kræver en (kedelig) indsats at få den til at ligne sig selv. I 20'erne behøvede jeg intet at gøre.

Jeg har også lært med årene, at det ikke er lige så vigtigt at være smuk som at have et udseende folk husker.

Hvad var det bedste råd, du fik i dine 20'ere?

Forfatter Pia Tafdrup sagde engang til mig, at hvis jeg ville tages alvorligt som forfatter, skulle jeg holde op med selv at anmelde bøger. Det var velmenende nok, men jeg anmelder nu stadig.

Jeg var så fokuseret i 20'erne, og ved at skrive dagbog holdt jeg mig selv fast. Det var en god øvelse og hjalp mig til at finde min stemme som forfatter. Jeg skrev og læste enormt meget, selv om det ofte krævede kadaverdisciplin. Dem, jeg kendte, der var mere flagrende i 20'erne, har haft sværere ved at slå igennem i 30'erne.

Hvordan oplevede du forskellen på at være i start 20'erne mod at være slut 20'erne?

I slutningen af 20'erne begyndte mine veninder at få børn. Det førte en masse ensomhed med sig for mig. Jeg følte mig pludselig enormt gammel, da jeg var 29. Det er ret patetisk at tænke på i dag, hvor jeg er 38.

I begyndelsen af 20'erne boede jeg i den kolde stuelejlighed, læste, havde ingen penge og forskellige forhold til kvinder og mænd. I slutningen af 20'erne boede jeg i en stor lejlighed på Frederiksberg C med Annette, som jeg stadig er sammen med. Det er på alle måder et bedre liv i dag.

LÆS OGSÅ: Drømmer du om at skrive en bog? Her er forfatternes råd

LÆS OGSÅ: "Vi er en generation af kvinder, der kun har en kæreste, hvis vi har lyst til ham"

LÆS OGSÅ: Succesforfatter satser på stærke kvinder