Ugens leder

Den der million…

Hvis jeg blev milliadær, ville jeg være uafhængig og fandens lykkelig. Eller hvad?

Har du nogensinde har mødt en meget rig person, der samtidig udstrålede lykke og harmoni? Nej, vel? Listen over vanvittigt rige mennesker, der tumler rundt i ulykkelighed, er temmelig lang – forekommer det mig.

Jeg har ellers selv en drøm om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev milliardær: Jeg ville rejse jorden rundt, betale mig fra al rengøring og tøjvask, udskifte mit gamle 80'er-køkken, hvor lågerne hænger trætte, og give børnene den sidste nye mobiltelefon, som de sukker efter. Jeg ville være uafhængig og fandens lykkelig. Og måske ville der også blive råd til en lille, fræk sportsvogn. Eller hvad?

En, der i den grad kender svaret, er Lars Juhl, som vi bringer et meget ærligt interview med på side 34 i ugens blad. Lars er tidligere skibsreder og med egne ord "stinkende rig". I årevis levede han et liv, hvor han den ene uge købte en Jaguar, den næste uge en fuldblodshest, så et sommerhus, en motorcykel og endnu et hus.

I dag kan han se, at han var mest ulykkelig, da han skovlede allerflest penge ind. Til sidst segnede han om med hjertestop og galopperende stress. Trak stikket, tjekkede ind på et nonnekloster og lagde sit liv om. Og fortæller hele historien i bogen "Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op". Til skræk og advarsel.

Det er beundringsværdigt, når en person som Lars Juhl i den grad kan tage et opgør med værdierne i sit tidligere liv. Især fordi han er oplært til aldrig at vise svaghed. Og det giver stof til eftertanke for alle os, der har en tendens til at dagdrømme om den store gevinst i Lotto.