Mænd om kvinder

”Det nærmeste, en kvinde kan komme en magtfuld frisure, er pagen"

Ifølge den mandlige frisør efterlyser mange kvinder en frisure, der udstråler magt.

Hvad mænd synes om kvinder, er et emne, vi aldrig helt kan blive mætte af. Og når den mandlige gynækolog udtaler, at kvinder er seje, eller den mandlige bikiniwaxer siger, at han misunder kvinders evne til at føde, så slår vi ørerne ud. For vi elsker ros – men ligeså meget "sandheder" fra det andet køn.

LÆS OGSÅ: 11 ting, ingen fortæller dig, før du er blevet gravid

I serien 'Mænd om kvinder' fortsætter vi denne gang med at tale med en yderst charmerende mand, nemlig 34-årige Kristinn Oli, der oprindeligt er fra Island, men som i dag er medejer af salonen Kimoli på Vesterbro i København. I hans år som frisør har han selvsagt haft utallige kvinder mellem hænderne, og han har for eksempel erfaret, hvordan kvinder automatisk tror, de skal have kort hår, når de bliver ældre.

LÆS OGSÅ: "Jeg er 21 år og i gang med mit 3. sabbatår"

Kristinn Oli:

Kvinder snakker ikke altid, når de er ved frisøren. Mange foretrækker at sidde stille med deres egne tanker væk fra en udfordrende hverdag. De nyder, ikke at skulle snakke om arbejde, problemerne derhjemme eller noget andet, de normalt bruger meget energi på.

Kvinder vælger ofte en frisør på deres egen alder, så man er på bølgelængde både stilmæssigt og privat.

Kvinder bliver ikke maskuline bare fordi, de bliver klippet kort. Du er en fuldformet kvinde, og hvis du kommer til at ligne en dreng, når du har kort hår, er det nok din tøjstil, du skal kigge på. Kort hår kan være enormt feminint, da det med den rigtige form kan fremhæve dine smukke kindben eller lange hals, som er meget kvindelige træk.

Kvinder er begejstrede for at tale med én, der ikke er involveret i deres liv ellers. Herved får de et perspektiv udefra fra én, der ikke kender manden, veninderne eller kollegaerne.

De yngre kvinder bruger ikke så mange penge på frisørbesøg. Når de så bliver færdiguddannede, begynder de at bruge lidt flere penge på sig selv og pleje af håret, der skal matche deres livsstil og karriere.

Når kvinder får børn, går de ofte stilmæssigt i retning af det mere naturlige look. Noget, der ikke kræver så meget vedligeholdelse. For det meste bliver håret lidt længere, da kvinderne ikke har tid til at rende til frisøren, men også fordi det er mere praktisk og kan sættes op.

Mange kvinder bliver mere modige med alderen, hvor håret ofte får en større betydning for dem. De eksperimenterer lidt mere med frisuren og farven.

Når kvinder gennemgår store omvæltninger i deres liv, ses det ofte på frisuren. Det skyldes, at der for kvinder ofte følger store beslutninger i kølvandet på store beslutninger. Sådan noget som at gå fra sin mand, handler for en kvinde om at frigøre sig selv, og det kan ofte også gå ud over håret og tøjstilen. Det handler for kvinder om at sige farvel til den person, hun har været og sige velkommen til noget nyt.

Når kvinder gerne vil have en frisure, der udstråler magt, siger jeg til dem, at det er deres attitude, der kan udstråle magt. Ikke en frisure. Selvfølgelig kan håret pynte og være prikken over i'et, men ikke være en magtfaktor i sig selv. Det nærmeste, en kvinde kan komme en magtfuld frisure, er pagen. Den er stilren, enkel og har et skarpt snit.

Kvinder vil i hvert fald ikke have den frisure, deres mor har. De frygter lidt at blive som deres mødre.

Det er en fordom, når kvinder tror, man skal være korthåret bare fordi, man er blevet ældre. Det er en vane, der har hængt ved fra generationer tilbage, hvor det bare var det, man gjorde. Du skal have det hår, du har lyst til, som selvfølgelig er alderssvarende. For man skal jo ikke tro, at du er teenager, når man står bag dig i køen, hvis du i virkeligheden er fyrre.

Kvinder har ofte et tydeligt billede af, hvordan de gerne vil have, deres hår skal se ud. Men ofte er de ikke villige til at arbejde for det. Måske ønsker de sig fyldigt hår og bløde krøller, men når jeg så forklarer dem, hvilket arbejde det kræver, er de ikke villige til at gøre en indsats. Kvinder tror nogle gange, at det perfekte hår kan trylles ud af en shampooflaske.

Jeg forstår ikke, hvorfor kvinder ofte vil have noget andet hår end det, de har. Dem med glat hår vil have krøller, og dem med krøller vil have glat hår. De burde i stedet arbejde med det, de har og få det bedste ud af det, i stedet for at modarbejde deres hår.

Kvinder er ikke altid de bedste til at tage imod komplimenter. Når jeg som mand giver en kvinde et kompliment, bliver jeg ofte mødt med forklaringer og undskyldninger i stedet for et simpelt "tak". Hvis det er ubehageligt eller akavet for en kvinde at få et kompliment, ville situationen hurtigere være ude af verdenen med en kort anerkendende og taknemmelig kommentar tilbage.

Jeg beundrer kvinders evne til at lege med deres udseende. De har nogle bredere rammer stilmæssigt, end mænd har, og det synes jeg, de udnytter fuldt ud.

En kvinde, jeg ser op til, er skuespillerinden Tilda Swinton. Hun er ikke bange for at se "undone" ud, og så kan hun samtidig mestre mange forskellige looks, når hun gør noget ud af sig selv. Men det, jeg er allermest vild med, er, at det er hendes arbejde, der taler for hende.

LÆS OGSÅ: Casper og Isabel: "Der er kun ét problem i aldersforskellen"

LÆS OGSÅ: Søs Egelinds datter: "Derfor bor vi i min mors bofællesskab"

LÆS OGSÅ: 6 tegn på, at du klæder dig på for dine veninder