Nanna blogger Eurowoman

Eurowoman.dk's nye blogger: Aarhus har så meget at byde på

Nanna er 27 år, Aarhussat og modeglad. Hun blogger fremover på Eurowoman.dk på Nanna Étoile.

Hvis jeg fik 10000 kr., jeg skulle bruge i dag, ville jeg bruge dem på... en Saks Potts Mongolian Lamb Coat! Jeg er simpelthen en istap her om vinteren og jeg fryser altid, så det ville virkelig være vidunderligt at have sådan én, som jeg kunne snuggle ned i.

Jeg er blevet blogger, fordi... det er en fantastisk mulighed for at udfolde min personlige og visuelle identitet. Derudover giver det mig en unik mulighed for at sætte lidt mere fokus på Aarhus som by og dele lidt ud af nogle af de erfaringer og oplevelser, som jeg har gjort mig i løbet af de sidste 27 år, hvor jeg har boet i byen. Aarhus har så meget at byde på, men det er som om, at den ikke er repræsenteret på samme måde som København! Så nu glæder jeg mig bare til at dele min begejstring for byen med alle jer læsere!


En af de bedste følelser jeg kender er... hvis man har været virkelig ked af det og så pludselig kommer til at grine helt spontant sammen med for eksempel veninderne. Det er så ærligt og helt uden filter. Det kommer fra et dybt og varmt sted og så kan man slet ikke lade være med at føle sig bedre om hjertet.

Mit største traume er uden tvivl... da jeg låste mig selv inde på mine forældres badeværelse! Håndtaget faldt ud på den modsatte side i døren og jeg var spærret inde i et par timer. Jeg måtte stå og råbe ud til tilfældige folk på gaden helt grådkvalt, indtil der kom en kvinde, som kunne ringe til min mor, som så kørte hele vejen fra Skanderborg for at lukke mig ud. I dag er jeg simpelthen så bange for, at det kunne ske på et offentligt toilet uden vindue.

Jeg bor i Aarhus, fordi... jeg elsker Aarhus! Jeg kender alle dens små quirks og hemmeligheder. Jeg ved, hvor alting ligger og jeg farer ikke vild. Jeg elsker selvfølgelig at rejse, men hver gang jeg kommer tilbage føler jeg mig hjemme og det er vel det, som betyder noget.

Det bedste kompliment jeg nogensinde har fået fra nogen er... faktisk lige fornylig, hvor jeg var hos skrædderen for at få rettet en nederdel til. Som jeg stod der og kiggede mig selv i spejlet, kom der en kvinde hen til mig og sagde: "Ej, jeg er simpelthen nødt til lige at sige, at du har sådan en flot figur!" Jeg er selv ret hård ved mig selv og fokuserer altid på de ting, som jeg mener er forkerte og derfor synes jeg, at det er så fedt, at vi kvinder bakker hinanden op og giver hinanden komplimenter. Generelt set synes jeg måske, at det er noget, vi skal blive bedre til som kvinder herhjemme i Danmark.

Jeg er særlig nørdet omkring... at kunne ting udenad. Jeg er en nørd, når det kommer til mærkelig paratviden. Jeg tror mine veninder synes, jeg er lidt irriterende at spille Trivial Pursuit med. Jeg havde en periode, hvor jeg virkelig nørdede at kunne alle de amerikanske stater udenad. Jeg kan dem udenad i dag og jeg skriver dem stadig ned, hvis jeg lige skal stresse lidt ned. Mærkeligt, men det virker!

Når ingen kigger, elsker jeg at... synge og danse! Det gør jeg især når jeg gør rent. Så holder jeg min egen enekoncert og rengøringen bliver gjort til en god og sjov ting. Jeg er faktisk blevet rigtig god til at fremføre hele Fleetwood Mac's "Rumours" på stuegulvet.

I mit klædeskab hænger der... alt godt og blandet fra Wood Wood og to nyligt erhvervede kjoler fra Stine Goya. Jeg elsker hendes visuelle æstetik. Det er så smukt og klædeligt. Mit sidste lidt større køb må være min læderjakke fra Munderingskompagniet. Jeg ved ikke hvorfor, men har faktisk aldrig haft en rigtig læderjakke, og en dag tænkte jeg "Nu gør du det altså"!

En af de pinligste ting, jeg har gjort... var da mine veninder og jeg var til koncert på Studenterhuset i Aarhus for at høre MØ. Det var inden hun virkelig rykkede op på hitlisterne. En lille intimkoncert, hvor vi vel var 50 mennesker. Da koncerten var slut ville vi have MØ's autograf og jeg gik op til scenen og spurgte en pige, om hun havde set MØ, hvortil hun svarede "Ja, det er mig". Virkelig kikset.

LÆS OGSÅ: Nannas første blogindlæg: Første akt

LÆS OGSÅ: Få bloggerens nemme favoritdessert til gæster

LÆS OGSÅ: Se vinderne af Modeblog-prisen