Særligt tre poster på budgettet er som pengetyve for din økonomi, og det kan være svært at få råd til sin drømmerejse.
Men hvis du bliver rigtig gode venner med din økonomi på Skat.dk, så kan det være, at du får bedre råd til at realisere dine ønsker.
Mange glemmer, at de selv skal følge med i deres skat, hvis de ikke vil risikere at skulle betale forkert skat. Der kan være penge at spare, hvis du fx har haft håndværker i hjemmet indenfor de seneste år eller, hvis du har ret til et kørselsfradrag og har glemt at indberette det.
Får du de fradrag, du har ret til?
De fleste tal rammer automatisk din skattemappe, men selvom Skat ved meget om dig, så ved de altså ikke, om du har haft håndværkere i hjemmet sidste år. Har du det, kan du få et fradrag på op til 15.000 kroner pr. år pr. voksen i husstanden. Beløbet er inklusiv moms og omfatter håndværkernes arbejdsløn – det er altså ikke muligt at trække materialer og lignende fra.
LÆS OGSÅ: 5 tips: Sådan får du styr på dine penge
Husk at læse, hvilke typer arbejder, der er omfattet af reglerne, før du taster. Det er også en god idé at have de originale regninger ved siden af dig – der kan du se, hvor stor en andel af omkostningerne, der er håndværkertimer – det det, du kan trække fra.
Havde du også håndværkere i 2011, 2012 eller 2013, men glemte at indberette det? Så er det ikke for sent. Du kan stadig nå at taste i modulet på hjemmesiden og få du glæde af fradraget med tilbagevirkende kraft. Et fradrag på 3.000 kroner svarer til 1.000 kroner mere til dig selv.
Skal du have penge tilbage?
Den 9. marts er din årsopgørelse klar. Den kan du se ved at logge ind på Skats Tast Selv ved hjælp af for eksempel din Nemid. Så har du svaret på, om du har betalt for lidt i skat eller skal have penge tilbage. Er du én af de heldige, der skal have penge tilbage, får du dem på din nemkonto omkring den 7. april 2015.
Din skat lige nu og her i 2015
Den skat, du betaler i løbet af året, er baseret på gamle tal, der allerede er i Skats system.
Hvis din indkomst ændrer sig, fordi du går ned eller op i tid på jobbet, bliver forfremmet, bliver ledig, pensionist, studerende, får et nyt stort lån, blive skilt eller andre vigtige ændringer af betydning for din økonomi, så giver det mening, at du retter din forskudsopgørelse. Det er nemmere, end du tror. Du vælger fanebladet "Skatten 2015" og følger vejledningen.
Fordelen ved at rette dine tal i løbet af året er, at du rammer den rigtige skat nogenlunde plet, og du slipper for en sur restskat med renter.
Jeg kender faktisk kvinder, der lever af at skrive om privatøkonomi, men som glemmer at tænke på deres egen, og det er da for ærgerligt synes du ikke?
Du kan også se en film om din skat her.
LÆS OGSÅ: Få råd til det sunde liv - gør som de professionelle
LÆS OGSÅ: Sådan får du flere nuller på opsparingskontoen
LÆS OGSÅ: Klatter du dine penge væk?
Ann Lehmann Erichsen
Ann Lehmann Erichsen, cand. jur., er forbrugerøkonom og ansat i Nordea. Hun vil jævnligt levere klummer om penge og privatøkonomi til ALTfordamerne.dk.
Hendes fokusområde er privatøkonomi. Via undersøgelser og analyser formidler hun den nyeste viden om danskernes privatøkonomi og forbrug.