“Jeg føler mig meget heldig over at være vokset op i et så frit og kreativt miljø"
Det var nærmest en selvfølge, at Margherita Maccapani Missoni Amos skulle gå i sin mors og mormors fodspor som designer i familiefirmaet Missoni. Men efter en tid i modehuset gik det op for hende, at hendes drømme lå et helt andet sted. Vi har talt med designarvingen om hendes frie barndom, omfavnende italienske familie og trangen til at gøre det, der gør hende glad.
Foto: All Over Press, Bulls Press, Getty Images, Trunk Archive og Thomas Whiteside
Egentlig var det skrevet i stjernerne. For hun er født ind i det. Striberne. Strikken. Det italienske familiesammenhold. 32-årige Margherita Maccapani Missoni Amos er tredje generation i modehuset Missoni og har, fra hun var lille pige, været en del af den historie, som siden 1953 har beriget alverdens garderober med farverige klædningsstykker i strik, striber og zigzagmønstre. Først som en lille appendiks til sin mor Angela, når hun designede på kontoret som Missonis chefdesigner, siden som modehusets smukkeste ambassadør, når hun betrådte den røde løber i det genkendelige design, og senest som mærkets accessorydesigner, som hun fik titel af i 2010. Men selv om hendes skæbne set udefra næsten har været forudbestemt, har designarvingen nu taget et uforudset skridt. Hun er trådt ud af familiefirmaet og har i stedet skabt et brand i eget navn. Til børn vel at mærke. Margherita Missoni har nemlig startet børnetøjslinjen Margherita, som oversat til dansk betyder marguerit. Inspireret af sønnen Otto Hermann Amos, som hun fødte i 2013, fik hun lyst til at gøre livet lige så fashionabelt og bekvemt for børn, som hendes mor gør det for voksne. Men mere om det senere. Først et tilbageblik til 1983, hvor Margherita Missoni blev født ind i en familie, der på det tidspunkt allerede var grundigt etableret som en af modebranchens førende. 30 år tidligere grundlagde hendes mormor og morfar, Rosita og Ottavio Missoni, modehuset Missoni. Parret mødte hinanden under OL i London i 1948, hvor Ottavio Missoni stillede op i distancen 400 meter løb. Missoni startede som et lille designstudio i parrets hjem i byen Gallarate nord for Milano, men udvidede siden med en fabrik i nabobyen Sumirago. I 1966 afholdt Missoni deres første modeshow i Milano, men det var, da amerikansk Vogues ikoniske redaktør Diana Vreeland lovpriste det farverige design i den amerikanske modebibel i 1969, at Missoni for alvor kom på modens verdenskort.
Familien Missoni er kendt som en af de mest sammentømrede familier i modebranchen. Alle medlemmerne bor i samme by, hvor fabrikken også ligger, i huse med få hundrede meters afstand. I 2010 stillede de sammen op i en Missoni-kampagne, der mest af alt minder om billeder fra en hvilken som helst fest i en hvilken som helst familie. Fotograferet i deres private hjem slænger de sig i en – naturligvis stribet – sofa, drikker vin, krammer og holder i hånd på tværs af generationerne. Familieskabet og deres unikke personligheder er brandets stærkeste kort, og her er Margherita Missoni ikke mindst central. Hun er Missoni-stifternes ældste barnebarn, og hendes gode stil og ungdommelige skønhed har også fået yngre kvinders øjne op for det italienske mærke. Hun er datter af Angela Missoni, der i 1997 tog over som chefdesigner for damelinjen og siden 2008 også herrelinjen, og filmproduceren Marco Maccapani. Parret blev skilt, da Margherita Missoni var syv år, hvorefter hun voksede op hos sin mor med sine to yngre søskende, Fran-cesco og Teresa.
"Jeg har mange værdifulde minder fra min barndom. Et af de første er, at jeg, min bror og søster var på min mors kontor efter skole. Det var fuldt af blyanter og tusser, stoffer og perler, og det var fantastisk at være barn der og få lov til at udtrykke sin kreativitet gennem tegning og at klæde sig ud i alt det fantastiske tøj. Jeg føler mig ekstremt heldig over at være vokset op i et så frit og kreativt miljø. Det fik mig til at tro, at alt i hele verden var muligt," fortæller Margherita Missoni om sin barndom.
Trods det idylliske tilbageblik var det dog netop familiefirmaet, der blev for stort et pres for hende, da hun blev ældre. Ideen om, at alt var muligt, stemte ikke overens med den nærmest forudbestemte rolle, hun havde som del af firmaet, og hun havde svært ved at finde sin egen identitet og sit eget ståsted i den sammentømrede familie. Som 20-årig besluttede hun sig derfor for at flytte hjemmefra for at lave noget helt andet end det, alle forventede af hende. Først læste hun filosofi i Milano, og dernæst rejste hun til New York og studerede skuespil på Lee Strasberg Theatre & Film Institute. Tiden på scenerne i off-Broadway-produktioner fik hende dog til at indse, at moden lå så dybt i generne, at hun rent faktisk ønskede at være en del af Missoni, og som 27-årig vendte hun tilbage til en stilling som accessorydesigner i familiefirmaet.
"Alle små detaljer i mit liv er og har altid været gennemsyret af mode. Fra den kop, jeg drikker min kaffe af om morgenen, til når jeg er på shopping i Laos. Mode popper altid op på en eller anden måde, så det er meget svært at svare konkret på," siger Margherita Missoni til spørgsmålet om, hvornår hun opdagede, at hun havde en passion for mode.
"Jeg tror, at alle menneskers stil, smag og æstetiske valg er sammensat af de ting, der omgiver os. Alt, vi ser, smager, dufter, hører og rører ved. Derfor har min familie influeret min stil og mig som person, men det har alle de oplevelser, jeg er gået igennem alene, også."
Annonse
Mode er en leg
Margherita Missoni er kendt for sin afslappede stil med en snert af boheme. Hun ligner aldrig en, der har tænkt særlig meget over sin påklædning, men alligevel altid en million. Til åbningen af udstillingen Missoni, L'Arte, Il Colore, der hylder familiens designmæssige bedrifter, på Museo Maga i Gallarate i april i år mødte hun op i en sort strikkjole med enkelte farvede striber. Andre gange ses hun i farvestrålende silkekimonoer eller strikelementer i de striber og zigzagmønstre, der er Missonis kendetegn. Selv beskriver hun sin stil som en sjov leg, hun springer ud i hver morgen.
"De senere år er jeg blevet mere selvsikker i min smag og den måde, jeg klæder mig på. Efter jeg er blevet mor, tror jeg mere på mig selv, og komfortabelt tøj er blevet min førsteprioritet. Generelt har det at blive mor fået mig til at hvile mere i mig selv og mine valg."
Og så er vi tilbage ved startskuddet til hendes nye tøjmærke, Margherita. I 2012 giftede Margherita Missoni sig med den italienske racerkører Eugenio Amos ved et bryllup i Brunello i Italien klædt i en brudekjole belagt med blonder af genskabte Missoni-mønstre designet af hende selv og mor Angela Missoni med supervision af Giambattista Valli. Året efter kom lille Otto Hermann til verden, og i maj i år fulgte lillebror Augusto.
"Min mor og mormor har lært mig, at jeg skal se på moderskabet som en ny gren af min person. Ikke som en æra, der slutter, og en anden, der begynder. Den familie, jeg nu har skabt, er MIN familie. Den er min første-prioritet og kommer endda før den familie, jeg kommer fra. Ligesom jeg selv har følt det, ønsker jeg, at mine børn skal føle, at de har et sted, de altid er velkomne. Et sted, hvor ingen dømmer dem, og hvor de bliver mødt af betingelsesløs kærlighed," fastslår hun om sin nye rolle i livet.
Med mors velsignelse
Beslutningen om at starte en børnetøjslinje udspringer af flere ting for Margherita Missoni. Ikke mindst hendes forældres ønske om, at hun altid har skullet vælge det, der gør hende glad.
"Min nye karriere kom som en spontan indskydelse på samme måde, som det skete for min mor. Hun er også altid blevet opmuntret af sine forældre til at gøre lige netop det, der gør hende lykkelig. Uanset om det var at starte en økologisk hønsefarm, drive en børnehave eller designe hendes egen Angela Missoni-kollektion (inden Angela blev en del af Missoni, designede hun en kollektion i eget navn, red.). Så da det blev min tur, kunne hendes velsignelse ikke være mere oprigtig. Og så har min søn været en stor inspirationskilde og det sidste skub til at tage min karriere i den retning. Igennem hele min barndom har jeg set verden som et inspirerende sted fuld af spændende mennesker, og med Margherita-kollektionen vil jeg eksponere Otto og andre børn som ham for en farverig verden fuld af muligheder," forklarer hun.
Annonse
Indtil nu favner kollektionen, der sælges eksklusivt på webshoppen Yoox.com, babytøj til drenge og baby- og børnetøj til piger.
"Med Margherita laver jeg mit eget mærke, der har rødder i min baggrund, og som vokser ud af det, jeg har oplevet: Ting, jeg har set, folk, jeg har mødt, steder, jeg har besøgt. Jeg håber, at mærket vil nære det kreative gen hos folk og den frihed, jeg selv var så heldig at vokse op med. Alt kan mikses og matches, netop fordi alt er muligt," siger Margherita om de tanker, der ligger så grundlæggende i hende, og som nu er sat i handling.
Hun lægger ikke skjul på, at hun med sit eget mærke skiller sig ud fra Missoni.
"Det er mit helt eget projekt, hvor jeg kan tage alle beslutningerne. På den måde kan jeg arbejde hjemme, hyre min bedste veninde som min højre hånd og bruge al den tid, jeg vil, med mine børn."
Og netop det passer godt ind i den livslektion, hun har med hjemmefra.
"Det vigtigste, min familie har lært mig, er, at arbejde skal gøre dit liv bedre. Det er et middel til at nå dit mål, ikke målet i sig selv."